Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
FYRINGER - »Verdensklasse er varm luft med discountøkonomi,« skrev Ralf Hemmingsen i forbindelse med de besparelser, der rammer Københavns Universitet som en konsekvens af regeringens genopretningsplan. De studerende glæder sig over markante udmeldinger fra deres rektor
400–700 stillinger skal nedlægges over de nærmeste år som en konsekvens af regeringens genopretningsplan, skrev rektor Ralf Hemmingsen onsdag i en fællesmail til alle ansatte og studerende tilknyttet Københavns Universitet.
På ku.dk lød det yderligere, at »verdensklasse er varm luft med discountøkonomi,« og rektor beklagede sig over, at besparelserne får dramatiske konsekvenser for både forskningen og kvaliteten af uddannelserne på Københavns Universitet.
Studenterrådets formand, Anne Bie Hansen, glæder sig over fællesmailen og mener, at det er på tide med markante udmeldinger fra rektors side om de besparelser, der rammer universitetet.
»Vi så jo allerede i vinter, hvor slemt det stod til, og vi har længe sagt, at hvis ikke man investerer i uddannelse, så kommer de her resultater. Så vi er jo rigtig glade for at høre, at rektor nu går ud og bakker os op i det,« siger formanden, der mener, at Ralf Hemmingsens stemme vejer tungt blandt både politikere og studerende.
»Vi følger jo alle med i medierne og sidder og er bekymrede rundt omkring. Så det er rigtig positivt, at han tager tyren ved hornene og får sendt en mail ud, hvor han forklarer hvordan og hvornår, man forholder sig til besparelserne.«
Studenterrådet forbereder nu en demonstration den 8. juni.
Den 1. juni klokken 16:30 samles studerende og elever fra universiteter, erhvervsskoler og professionshøjskoler desuden til stormøde i Alexandersalen. Her skal man i fællesskab finde ud af, hvordan man vil forholde sig til besparelser på uddannelserne.
Det er dog ikke kun i de øvre studenterpolitiske luftlag, at de nye besparelser på KU vækker bekymring. På fredagsbaren Cafeen? bliver besparelserne ligeledes fulgt og debatteret blandt de studerende.
»Det er da noget, man taler om på studiet, når der skal spares så meget,« forklarer Morten Brøns-Pedersen, der er datalogistuderende og sammen med to medstuderende har fundet vej til fredagsbaren efter en veloverstået fremlæggelse på Datalogisk Institut.
»Når der hele tiden er nogen, der skal fyres, så kan det også mærkes på underviserne,« supplerer Nis Wegmann og kalder det »vanvittigt,« at der nu skal spares igen på Købehavns Universitet, når det netop er uddannelse og forskning, Danmark skal leve af i fremtiden.
»Danske universiteter har et ret godt ry i udlandet, og det er jo enormt ærgerligt bare at smide det væk, man har opbygget, fordi man lige skal spare nogle penge her og nu.«
Jesper Reenberg mener, at det er fint, at rektor gør alle ansatte og studerende opmærksom på besparelserne i en fællesmail, og han føler sig endnu ikke ramt af rektorspam.
»Men hvis han nu sendte fire, fem mails ud med det samme indhold, så kunne det da godt være, at man blev irriteret,« siger han, men mener dog også, at man bør tage rektors udmelding med et gran salt.
»Det er jo slemt nok i forvejen, men han er måske interesseret i at blæse det lidt mere op, end hvad det egentlig er.«
Ifølge udmeldinger fra videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen er det i særdeleshed administrationen, der bliver ramt af besparelser på universitetet. Det er dog ikke en udmelding, der betrygger de tre studerende.
»Det er spørgsmålet, om det overhovedet er muligt at fyre flere tap’er, hvis KU stadigvæk skal fungere. Der er så mange ting, der allerede går langsomt nu,« mener Jesper Reenberg.
»Tit når vi skal aflevere store opgaver, så er der ikke engang åbent i den reception, hvor vi skal aflevere, på grund af besparelser på personalet. Det er så absurd,« uddyber Nis Wegman.
Han mener, at de studerende i sidste ende må strejke, hvis problemerne fortsætter, men hans to medstuderende mener ikke, at det vil gøre nogen synderlig forskel.
»Det er ikke så længe siden, at de stod og strejkede foran Geo og Bio, og det kom der ikke umiddelbart så meget ud af i forhold til, hvor længe de stod og blokerede indgangen,« siger Jesper Reenberg, og Morten Brøns-Pedersen supplerer:
»Det skal komme et andet sted fra. Det er jo et eller andet sted et spørgsmål om hvilken regering, der sidder.«
peri@adm.ku.dk