Rektors årsfesttale: Universiteterne spiller en hovedrolle i den nye verdensorden

Det talte ord gælder

Kære minister, bestyrelse, studerende og kolleger. Kære gæster!

I dag fejrer vi, at det er 150 år siden kvinder fik adgang til universitetet.

Hvem var det, der åbnede KU’s middelalderport for kvinderne?

Kvinderne selv, selvfølgelig.

Men også selve den liberale, demokratiske verdensorden som ankom til København fra kontinentet – og fra USA.

I dag er der desværre rod i den verdensorden.

Der kører en Instagram-reel på min indre lysavis.
I kan måske huske den fra september:
Præsident Macron, fanget på et fortov i New York.
Repræsentanten for det gode, gamle Europa
er steget ud af sin sorttonende bil.
En politibetjent beder pænt Macron om at vente.
Trumps motorcade skal først forbi.
America First – hen til FN for at dele røfler ud til Europa.
Vantro ringer Macron til Trump:
»Everything is frozen for you«

Europa er frosset ude, parkeret på et fortov mens den nye verdensorden kører lige forbi.

Det er også konklusionen i en meget omtalt rapport, som landede i Europa sidste år.

»For the first time since the Cold War, we must genuinely fear for our self-preservation«, sagde forfatteren til rapporten, Mario Draghi, den italienske økonom og tidligere europæiske centralbankchef.

For et par måneder siden kom Draghi så med en progress report ét år efter – desværre uden fremskridt.

Energipriser op.
Toldmure op.
Gæld op.
Autokratier op.
Innovationsgabet overfor Kina, Indien og USA – op, op, op.

Heldigvis peger Draghi fortsat på en udvej for Europa: We must do »fewer things better«!

Udvejen er et farvel til leverpostej-strategien – det tynde lag helt ud til kanten af kontinentet. Og goddag til at slå større brød op.

Mindre rugbrødsmotor – mere kvantecomputer.

Udvejen er en satsning på de allerbedste europæiske forskningsmiljøer der kan forvandle Europa til mere end bare et gammelt museum med god mad.

Udvejen er videnskaben som opskrift på en industripolitik der både kan beskæftige de hvide kitler og de blå kansasdragter i hele produktionsEuropa.

Men Draghis udvej kræver, at vi indgår en samfundskontrakt:

Politikerne skal acceptere at både grundforskning og innovation er en krøllet proces med mange blindgyder på vejen mod de store pletskud.

Kapitalen – med stort K – skal investere mere i Europa og mere i frontforskning.

Og universiteterne skal – skal! – holde fast i den allerbedste grundforskning.

Men vores del af samfundskontrakten betyder også at universiteterne – i endnu højere grad end i dag – skal være mødesteder for ideer, gå på-mod og tidlige investeringer.

Og nogle af vores dybeste grundforskere skal hives op til jordoverfladen og dirigere deres verdensklasseforskning hen mod missionsdrevne mål.

Lidt som dengang Inge Lehmann i 1950erne blev headhuntet til USA for at hjælpe amerikanerne – og hele den vestlige verden – med at opspore sovjetiske atomprøvesprængninger.

Eller professor Rebecca Adler-Nissen. Der efter en komet-karriere i studier af international politik kastede sig over kunstig intelligens.

Nu står Rebecca i spidsen for CAISA – Center for kunstig intelligens i samfundet – der samler de bedste hoveder på universiteter på tværs af Danmark.

For at hjælpe os alle sammen med at anvende AI så det samler – og ikke splitter.

Endelig vil Draghi have os til at droppe alle de regler, der bremser os i det bedste.

Forestil jer, den tidligere centralbankchef sat ind i en tidsmaskine og sendt tilbage til 1875.

Mon ikke han ville sige, at det er hul i hovedet at holde halvdelen af talentmassen væk (fra universitetet)?

Efter at have indleveret sin ansøgning om optagelse på KU måtte Nielsine Nielsen udholde 1½ år med skøre argumenter imod kvinder, før hun blev lukket ind på lægestudiet – som den første kvindelige studerende (sammen med Marie Gleerup).

Vi skal også tage Nielsine Nielsen-testen i dag.

Er vi åbne nok for nye ideer?
Er vi hurtige nok?
Er vores studerende og forskere parate til at løbe en risiko?
Eller er der for mange benspænd?

I går præsenterede jeg – som formand for regeringens task force – nogle forslag til at klippe de værste snubletråde og blødgøre de stiveste regler, der står i vejen, når forskning skal blive til innovation. KU er klar!

Ro, regelmæssighed og risikovillighed

Klar er vi også til at satse på den allerbedste forskning. Den kræver ro, regelmæssighed og risikovillighed. Ord man ikke umiddelbart forbinder med politik.

Derfor er det så meget desto mere bemærkelsesværdigt, at det i år er lykkedes regeringen at komme igennem med en aftale om forskningsreserven, der netop er fremsynet og giver stabilitet.

Og som anerkender at den bedste forskning, den vi bliver klogere af og skal leve af, ikke kan sættes på formel.

Aftalen giver plads til nysgerrighed og vilde ideer, et fokus på vigtige, strategiske indsatser, og tillid til universiteternes egne prioriteringer.

På KU’s vegne: mange tak for det!

Det vil give os gode betingelser til at styrke grundforskningen – og til at realisere vores kæmpestore satsning i Innovation District Copenhagen.

We are the World

Man skulle tro, at Netflix havde læst Draghi-rapporten. For sådan er Netflix-dokumentaren om tilblivelsen af We are the World. Den dokumentar – The Greatest Night in Pop – er en masterclass i handlekraft.

I 1985 samles de største, amerikanske popstjerner med ultrakort varsel i ét studie. Stevie Wonder – Cindy Lauper; Lionel Richie – Diana Ross; Bruce Springsteen; og mange mange flere

På en enkelt nat skaber de en gigantisk banger, der skovler penge – og opmærksomhed – ind til hungersnøden i Etiopien.

Hver for sig er popstjernerne strålende. Som korsangere – på en sang andre har skrevet – er de faktisk ret besværlige.

Tag Stevie Wonder – han er et løsgående krydsermissil. Immun over for planer og deadlines.

I ugerne op til indspilningen prøver Lionel Richie at få fat på Wonder, så han kan være med til at skrive sangen. Han tager aldrig telefonen.

I studiet erobrer Stevie alligevel klaveret – og saboterer så næsten sangen ved – henad kl. 4 om morgenen – at foreslå, at den kan blive mere autentisk, mere afrikansk – på swahili …

… lige indtil en venlig sjæl påpeger, at de ikke taler swahili i Etiopien.

Til gengæld er Wonder også et musikalsk vidunder.

Der er en scene, hvor Bob Dylan er gået i stå i al sin akavethed – og med en vokal, der slet ikke er lige så spændstig som de andre i rummet.

Så sætter Stevie Wonder sig til klaveret og synger verset på Bob Dylansk – nasalt, staccato, vrængende. Så vidste Bob, hvordan han skulle synge sin solobid.

Hvordan får vi universitetet til at synge med på Europas fællessang – uden at miste de originale stemmer?

Hvordan kan vi mindske gabet mellem smal grundforskning og bred innovation – til gavn for flere?

Og hvordan kan vi gøre det hele på én nat?

I filmen skriver Quincy Jones – den største producer – et papskilt og taper det op ved indgangen til studiet:

»Check your ego at the door«, står der.

Vi kan og skal ikke lave om på Diana Ross, Springsteen eller Stevie Wonder.

Men selv den største forsker og det mest selvbevidste universitet, selv de velhavende fonde og mest toneangivende politikere, må ikke være for store til at overveje filosofien bag Quincy Jones’ papskilt.

Vi skal forsøge at skabe en we are the world-stemning – og det er en hastesag.

Nielsine Nielsen-testen

De var »the world«, i hvert fald for en kort stund, dengang i 1985.
Men hvordan er vi verden – i 2025?

Teknologien kan oversætte ord for ord, hvad de siger i Rusland, Iran – eller Etiopien, hvor det officielle sprog ikke er Swahili men Amharisk, Oromo, Tigrinya, Somali og Afar.

Men hvad mener Moskva?
Hvad tænker Teheran?
Og hvordan ser Europa ud, set fra Addis Abeba?

Det er fristende – når verden larmer – at blive hjemme og låse døren, at trække på det man kender. Men vi må insistere på at invitere verden ind – og os selv ud i verden, også når det er svært.

Der er små lyspunkter:

– regeringens sprogløft til tysk og fransk, der skal vende det faldende optag og ditto europæiske udsyn

– vores egen nye satsning UCPH Geopolitics, der samler universitetets forskere til at formidle verden til Danmark – udover alle de KU-eksperter man dagligt møder i nyhedsfladen, og en stor tak til jer!

Men der er også sorte huller:

Færre studerende end før tager på udveksling. Faktisk viser nye tal at det går den helt gale vej. Det er tiden – ikke vores studerende – den er gal med.

Men vi har brug for jer derude: Udveksling giver udsyn, ruster os til at forstå den verden, der brænder rundt om os – og vender samtidig kikkerten til et nødvendigt kritisk blik på os selv.

Ligesom Nielsine Nielsen, der fik akut »udve« fra skipperhjemmet i Svendborg efter at have læst i avisen, at kvinder kunne blive læger i USA.

Nielsine Nielsen, der efter en læge-embeds-eksamen med førstekarakter – måtte til England for at uddanne sig til speciallæge i gynækologi.

Vi skal lære af historiens undladelsessynder.

– Give vores studerende mere »udve«.

– »Luk(ke) vinduer op imod verden«.

– Check our egos at the door.

– Og lade vores fremragende videnskab få en central plads i Europas nye verdensorden.

Tak.