Rektors faste velkomsthåndtryk

En strid efterårsvind står ind over Frue Plads. Men hverken skyer, blæst eller al for tidlig efterårskulde kan tage modet fra de 6.000 nye studerende der denne tirsdag eftermiddag af tre ture skal ind og modtage rektors håndtryk som symbol på at de er blevet immatriku-leret på Københavns Universitet. På pladsen udenfor er der et livligt rend af emsige universitetsbetjente, folk der er blevet væk fra deres rushold og en samling ungersvende der højlydt er i gang med at drikke lunken lambrusco af øl-bong. »Solskål!,« råber de når solen en enkelt gang kigger frem bag skyerne. En betjent med megafon prøver forgæves at få dem ind i god tid. »Hvis I er ved at være færdige med bajerne, så ryk indenfor,« råber han. Uden synderlig respons.

Bertels ønskedrøm
Et par minutter inden dørene til immatrikulationen lukker endegyldigt, er de fleste russer dog ved at have fundet deres pladser indenfor i universitetets dunkle og akustikumulige festsal. Det gælder også Lasse og Simone der begge er nye studerende på Film- og Medievidenskab. Simone må være Bertel Haarders drøm: Just færdig med gymnasiet er hun nu sprunget direkte til en videregående uddannelse, selvom hun nu ikke havde undervisningsministerens ønskedrøm i tankerne da hun besluttede sig for at søge ind, bedyrer hun. Lasse er nok ingen politikers drøm, højst Frank Aaens. Han blev færdig med gymnasiet i 2005 og har siden boet i Paris og arbejdet i en vuggestue. Men på grund af sabbatårene glæder han sig til at komme i gang med studierne, fortæller han idet bigbandet MI22 sætter i gang med en fanfare, og Ralf Hemmingsen iklædt kæde og kappe træder op på talerstolen. »Er det rektor?« spørger Simone.

Nede med de fede
Det er det. »Jeg er ikke kanonkonge, men rektor for et kanon universitet,« siger Ralf Hemmingsen med reference til 200-året for den engelske flådes bombardement af København i 1807. Herefter præsenterer han sin prorektor Lykke Friis og de otte dekaner. I den interne popularitetskonkurrence mellem dekanerne får Kirsten Refsing fra Humaniora størst bifald, mens der smågrines når rektor med et stone face præsenterer dekanen for det mundrette »Biovidenskabelige Fakultet for Fødevarer, Veterinærmedicin og Naturressourcer, Per Holten-Andersen.« Herefter taler rektor om det gode studiemiljø, KU som internationalt orienteret universitet og muligheden for at få en KU-mentor fra miljøministeriet eller Zentropa. Han indskærper at de studerende med immatrikulationen forpligter sig til at overholde de akademiske love og slutter med at advare imod at russerne havner i studenterfængselet – såvel mentalt som fysisk.

Simone er positivt overrasket over at rektor lagde så meget vægt på det sociale i sin tale, fortæller hun mens en studentersang gjalder ud over festsalen. Det er Lasse enig i, selvom han nok synes at talen var lige lovlig traditionel og kedelig. »Men det er selvfølgelig rart at blive mindet om at vi går på et traditionsrigt universitet,« siger han. »Men det virker da som om her samtidig er åbent for fornyelse,« siger Simone. »Og rektor er da nede med de fede i forhold til hvad man kunne forvente af en halvgammel mand i bispetøj.«

Ralfs faste håndtryk
Så er det tid til de ceremonielle håndtryk. I en stor klump af nye studerende kommer Simone og Lasse endelig til. Hvordan var det så at trykke hånd med rektor? »Det var et meget fast håndtryk,« siger Lasse. »Mit var da fastere end hans,« siger Simone og fortæller at hendes rusvejledere ugen igennem har understreget vigtigheden af at trykke rektor godt i hånden. »Gør man ikke det, består man nemlig ikke, sagde de,« siger Simone. »Så nu er vi godt kørende. Nu stryger vi igennem studiet,« siger Lasse til Simone der nikker smilende inden de med de andre russer går udenfor i Lindegården hvor der er grill, fadøl, kulørte lamper og musik og dans til ud på aftenen. Men hverken Lasse eller Simone kan blive så længe. I morgen begynder nemlig den første rigtige undervisningsdag med fire timers filmforevisning og et par forelæsninger. Det skal der hjem og læses til. Velkommen til studenterlivet.