Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Retssager i sigte: Studerende risikerer nu hårdere straffe ved ulovlig deling af studiebøger

Kopier — Efter flere år med oplysningskampagner vil RettighedsAlliancen nu skærpe indsatsen mod piratkopiering på landets universiteter. 57 procent af studerende, der bruger digitale studiebøger, har anskaffet mindst én bog ulovligt.

Studerende risikerer nu at ende i retten og blive pålagt en bøde til staten, hvis de deler digitale studiebøger ulovligt.

Det skriver interesseorganisationen RettighedsAlliancen, som bekæmper krænkelser af ophavsretten, i en pressemeddelelse.

»Der skal være konsekvenser, hvis loven brydes – ligesom på alle andre områder i samfundet,« siger direktør i RettighedsAlliancen, Maria Fredenslund, i pressemeddelelsen.

Når over halvdelen stadig deler studiebøger ulovligt, er vi nødt til at sende et tydeligere signal

Maria Fredenslund, direktør i RettighedsAlliancen

Flere års oplysningskampagne har ikke ændret på omfanget af piratkopiering blandt studerende, så nu varsler organisationen en skærpet håndhævelsesindsats.

Gennem analyseinstituttet Epinion laver organisationen årlige målinger, og den seneste fra 2025 viser, at 57 procent af studerende, der bruger digitale studiebøger, har anskaffet sig mindst én bog på ulovlig vis.

Samtidig viser målingen, at et flertal godt er klar over, at delingen er ulovlig, men tre ud af fire finder det alligevel acceptabelt.

»Når over halvdelen stadig deler studiebøger ulovligt, er vi nødt til at sende et tydeligere signal,« siger Maria Fredenslund.

Kræver kulturændring

Konkret vil RettighedsAlliancen fra 1. februar udvælge sager om ulovlig deling af digitale studiebøger og forsøge at få dem prøvet ved domstolene efter reglerne om privat påtale i ophavsretsloven.

»Vi ønsker ikke at straffe enkeltpersoner, men at skabe en kulturændring, hvor de studerende forstår, at ulovlig deling har konsekvenser,« siger Maria Fredenslund.

LÆS OGSÅ: De studerende piratkopierer som aldrig før og frygter ikke konsekvenserne

Hvis retten finder, at der er sket en ophavsretskrænkelse, kan den studerende blive pålagt en bødestraf.

RettighedsAlliancen retter samtidig blikket mod uddannelsesinstitutionerne. Organisationen har sendt en orientering til landets universiteter og andre videregående uddannelser, hvor de opfordres til at informere studerende om den skærpede indsats.

Markedet er truet

Baggrunden for indsatsen er ifølge RettighedsAlliancen et marked under pres. En analyse fra konsulenthuset CphFacilitation vurderer, at piratkopiering af digitale studiebøger i 2022 kostede bogbranchen og staten omkring 225 millioner kroner. Det svarer til 31 procent af studiebogsmarkedets værdi.

LÆS OGSÅ: Kopiering af studiebøger: Hver anden studerende bryder loven

Henrik Gejlager, direktør for Gyldendal Uddannelse og formand for Danske Undervisningsforlags Forretningsudvalg, advarer om, at udviklingen i piratkopieringen kan få alvorlige konsekvenser.

»Omfanget af den ulovlige deling blandt studerende er nu så massivt, at det reelt truer hele markedet for danske studiebøger. Hvis udviklingen fortsætter, risikerer vi ganske enkelt, at der ikke længere findes et bæredygtigt studiebogsmarked i Danmark,« siger han.

Ifølge forlagsdirektøren kan et svækket økonomisk grundlag føre til færre dansksprogede læremidler og ringere kvalitet i undervisningen.

Seneste