Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Rigsrevisor: O.k. at KU betalte Penkowa-bevilling retur til fond

PENGEHÅNDTERING - Rigsrevisionen har afgjort, at det var 'hensigtsmæssigt' af KU at betale to millioner kroner til en privat fond, som havde støttet Milena Penkowa og krævede penge tilbage, da skandalen om hjerneforskeren brød ud. Samtidig vurderer Rigsrevisionen, at Københavns Universitets håndtering af private bevillinger generelt er tilfredsstillende.

Københavns Universitets ledelse kan trække vejret roligere.

»Det er Rigsrevisionens vurdering, at universitetet samlet set har truffet en hensigtsmæssig beslutning ud fra de givne forudsætninger,« skriver rigsrevisor Henrik Otbo til Københavns Universitet (KU) om de to millioner kroner, som KU i slutningen af 2010 udbetalte til den private IMK Almene Fond.

KU betalte for at tækkes andre fonde

Baggrunden for sagen var, at IMK Almene Fond, i forbindelse med at Milena Penkowa blev suspenderet fra sin stilling på KU, havde undersøgt, hvordan hun egentlig havde brugt de 5,65 millioner kroner, de havde doneret til hendes forskning.

Resultatet var, at fonden i slutningen af 2010 krævede 2,1 millioner kroner retur.

KU valgte at betale i stedet for at tage et juridisk slagsmål om pengene. KU-bestyrelsesformand Nils Strandberg Pedersen sagde dengang, at universitetet havde lagt vægt på at stå sig godt med fonde generelt. Eller som rigsrevisor Henrik Otbo formulerer det:

»Tilbagebetalingen blev ifølge KU besluttet ud fra en samlet vurdering, hvor universitetet tog ansvar for forpligtelserne over for fondene, ligesom et forlig i det lange løb – ud fra en samlet betragtning – måtte antages at være mindre økonomisk belastende end en juridisk sag og tab af renommé.«

Rigsrevisor afviste, at Penkowa var det interessante

Men fordi sagen ikke blev afgjort ved retten, var det heller ikke mejslet i sten, at Københavns Universitet på denne måde kunne lukke en grim sag ved at kaste finanslovspenge efter en utilfreds fond, der havde brændt nallerne på at støtte en skandaliseret forsker.

Kort tid efter tilbagebetalingen besluttede Rigsrevisonen at se nærmere på KU’s forskningsregnskaber. Det er resultatet af denne undersøgelse, der nu får rigsrevisor til at konkludere, at KU bar sig rigtigt ad, da man returnerede de to millioner kroner.

I øvrigt afviste rigsrevisor Henrik Otbo i Universitetsavisen, at årsagen til hans undersøgelse var Penkowa-skandalen, selv om forholdet til IMK Almene Fond var eksplicit nævnt blandt de emner, der skulle granskes nærmere.

»Forskningsmidler er et område, som har haft vores interesse gennem årene, og rutinemæssigt er vi ved at kigge på det en gang mere, blandt andet omfattende nogle meget omtalte konti,« sagde Henrik Otbo i februar 2011.

Penkowa fylder dog en meget stor del af det brev, Otbo har sendt til universitetet.

KU lover bedre økonomistyring

Rigsrevisonen afdækker også kritisable, men ikke gravalvorlige, praksisser i KU’s økonomistyring af forskningsbevillinger, og her lover universitetet at stramme op.

»På baggrund af Rigsrevisionens rapport fremrykker universitetet en række initiativer om yderligere intern styring af forskningskonti. Men Rigsrevisionen har også slået fast, at de penge, vi har brugt, er gået til nyttig forskning. Og vi glæder os over, at der heldigvis kun er en meget begrænset del af de projektbevillinger, som Rigsrevisionen har gennemgået, som har givet anledning til væsentlige bemærkninger om fejlagtigt pengeforbrug,« siger universitetsdirektør Jørgen Honoré ifølge en pressemeddelelse fra KU.

chz@adm.ku.dk

Seneste