Rio, min Rio: Frygt i kontrasternes by

Jeg kigger mig nervøst omkring da vi vandrer op af den stejle, smalle vej, der slynger sig op af bjerget. Gad vidst, om jeg sætter mit liv på spil lige nu?

Narayan, som jeg går sammen med, smiler til folk, vi møder, og de smiler tilbage. Men, har han fortalt mig, man skal ikke smile til dem med våben.

Og ikke kigge på dem, der sælger stoffer.

Vi er på vej op i en af Rio de Janeiro’s hundredvis af slumområder, de såkaldte favelaer. Vidigal, som denne samling halvfærdige huse i spraglede farver på bjergsiden hedder, er hjemsted for 70.000 mennesker.

Narayan er min udvekslings-koordinator fra universitetet, og hver lørdag holder han et meditationskursus i Vidigal. Han har inviteret mig med på besøg i favelaen – han vil gerne vise mig den brasilianske virkelighed som den ser ud udenfor universitetets porte.

Helena fra middelklassen

”Det er faktisk slet ikke så sindssygt, som jeg troede, derude i favelaen. Jeg var derude i måske to timer, og der skete ikke noget med mig!”

Min brasilianske veninde var tydeligvis stolt, da hun fortalte mig, at hun havde været på besøg i Rio’s største favela, Rocinha, for at se et teaterstykke. Det var første gang, den indfødte carioca – én fra Rio – havde sat sine ben i et af de slumområder, hvor omkring en femtedel af byens indbyggere bor. Og nok også sidste gang.

Helena elsker sin by, hun underviser i samba, og hun kan slentre af sted langs stranden på Ipanema med en ynde, der er en vis Tom Jobim-sang værdig. Alligevel har hun væsentlig mere tilfælles med en dansk universitetsstuderende end med sine landsmænd i Rocinha eller Vidigal.

Helena kommer fra den brasilianske middelklasse, der under Lula-regeringen er vokset eksplosivt, hun bor med sin familie i et lejlighedskompleks i udkanten af byen, og er snart færdig med sine universitetsstudier.

Og så syntes hun, jeg var på grænsende til det vanvittige, da jeg fortalte, at jeg havde tænkt mig at tage ud i Vidigal-favelaen – ikke bare én gang, men rent faktisk jævnligt – jeg ville gerne hjælpe til i en ngo i favelaen.

Frygtsomme brasilianere

Film som City of God og Tropa de Elite har for alvor gjort Rios favelaer berygtede verden over. De lovløse områder under kontrol af druglords blev portrætteret som dødsensfarlige, og alle beboerne som nogen, der enten var involveret i kriminalitet eller var på flugt fra kriminelle.

Det samme billede får man, hvis man læser aviser eller ser nyheder i Brasilien. Narkohandel, drab og voldsomme sammenstød med politiet er tilsyneladende hverdag i Rio’s favelaer.

Som udlænding i Rio er man utryg ved at befinde sig tæt på en favela, og de fleste ville ikke umiddelbart bevæge sig derud på egen hånd.

Hvad der virkelig har overrasket mig er imidlertid, at middelklassebrasilianerne tilsyneladende er meget mere bange for favelaerne og deres beboere, end jeg er.

Langt fra universitet til favela

Brasilien er verdens mest etnisk blandede land, men det er bestemt ikke noget, man ser i udpræget grad blandt mine medstuderende på det føderale universitet i Rio.

Her er langt størstedelen af portugisisk afstamning – og brasilianere med mørkere hud end en dyb bronzekulør hører til sjældenhederne.

I timerne læser vi tekster om ulighed i samfundet og diskuterer diskrimination i Brasilien. Men alligevel er Helena den eneste af mine venner fra universitetet, som rent faktisk har været ude i en favela.

Det er ikke underligt, når man tager i betragtning hvilken opfattelse af slumområderne, middelklasseunge er vokset op med: Da Helenas far hørte om mine planer for det frivillige arbejde i favelaen, rullede han med øjnene og kiggede vantro på mig. Skøre gringo! Var jeg da ikke interesseret i at overleve mit ophold i Rio, eller hvad?

Stille og roligt

Det er den kommentar, der bliver ved med at snurre i hovedet på mig, da Narayan og jeg vandrer længere og længere op igennem Vidigals kringlede gader.

En fyr går forbi os med en pistol i bæltet, kun skødesløst dækket af t-shirten, og jeg holder et kort øjeblik vejret.

Ingenting sker, og snart er fyren væk. Legende børn får mig til at smile, og ældre mænd i gule plasticstole med det brasilianske ølmærke Skol påklistret, hilser.

Et sted kommer vi forbi en flok unge fyre, der sælger stoffer lige så åbenlyst, som der sælges blomster på Kultorvet, men de tager ingen notits af os.

Efterhånden begynder jeg at lægge mærke til alle de ting, der er helt normale: Galende haner, logrende hunde og kvinder der hænger tøj til tørre, og frygten siver ud af min krop.

I ngo’en var de glade for at få besøg, og de viste rundt på sportsarealer og i klasselokaler. – È tranqüilo, sagde de hele tiden – Det er stille og roligt. – Og det var det i sandhed.

Bande eller politi? Det er ligegyldigt

Jeg har nu været på besøg i favelaen mange gange, og har følt mig mere tryg her end de fleste andre steder i byen. Jeg har lært nogle af Vidigals beboere at kende, og jeg har hørt om deres glæder og bekymringer.

De fleste af dem, der bor i området er working poors, det vil sige familier, der stort set ikke kan få økonomien til at løbe rundt, selvom de har fuldtidsarbejde, fordi timelønnen er så lav og leveomkostningerne så høje.

Deres primære bekymringer handler ikke om narkohandel eller risikoen for at blive skudt, når de er på vej til skole, men om at have råd til de basale nødvendigheder, og til at deres børn rent faktisk går i skole.

De trækker ofte på smilebåndet, når man spørger til kriminaliteten i området: – Den ene bande eller den anden, det er vel ligegyldigt! siger de med henvisning til politiets ofte bandelignende sammenhold og brutale fremfærd.

Der er ingen tvivl om, at det er problematisk at have områder, hvor kriminelle bander og ikke politiet styrer lov og orden, og at der er større risici forbundet med at bo i en favela end i resten af byen.

Fysisk adskillelse og overdimensioneret frygt

Men et mindst lige så væsentligt problem i det brasilianske samfund er den voldsomt overdimensionerede frygt, middelklassen har for favelaområderne og deres beboere.

Retorikken i en sensationspræget presse skaber en stigmatisering af de fattige – hovedsagligt sorte – brasilianere, der bor i favelaer som en stor, anonym og farlig masse.

Og den massive fysiske adskillelse – for eksempel ingen sorte favela-beboere på universiteterne og ingen universitetsstuderende i favelaerne – gør ikke problemet mindre.

Narayan er foreløbig den eneste studerende jeg har mødt, som rent faktisk har venner fra en favela. Til gengæld har alle mine studiekammerater venner fra Frankrig, USA eller Danmark.

Og efterhånden som dette segment af brasilianerne således bliver mere og mere internationaliserede og identificerer sig i stigende omfang med at være en del af vækstøkonomien Brasilien, kan man kun gætte på, at polariseringen i samfundet må blive endnu større.

uni-avis@adm.ku.dk