Rio, min Rio: I den skandinaviske ghetto

»Skåååål,« råber jeg, og kigger rundt på mine gæster. Det er min fødselsdag, og jeg holder den på stranden tæt på, hvor jeg bor. Min veninde Astrid har taget et tæppe med, som vi stiller al den medbragte mad på.

Efterhånden som gæsterne ankommer, forvandler tæppet sig til et enormt tapasbord med mad og mennesker fra hele verden.

Brasilien er dog klart stærkest repræsenteret i form af de caipirinhas, vi køber i den nærliggende strandbar – der er nemlig kun lige omkring fem af mine cirka 30 gæster, der er brasilianere.

Indstillet på integration

Da jeg tog af sted for at bo og studere i Rio i et halvt år, var jeg fast besluttet på at gøre mit bedste for at blive integreret i det brasilianske samfund. Jeg ville lære portugisisk, bide den første ensomhed i mig, og kun hænge ud med brasilianere.

Ikke noget med at blive en del af et lille, isoleret samfund af udvekslingsstudenter, der lever i en parallel boble af druk og strandture. Jeg ville også for alt i verden undgå at støde ind i danskere – det var jo ikke derfor, jeg var kommet til Brasilien.

Den første måned holdt jeg løftet til mig selv. Jeg havde allerede nogle brasilianske venner, og jeg tvang mig selv til at begynde at snakke portugisisk med dem, lige så snart jeg havde lært det mest basale. Jeg mødte hurtigt flere venlige brasilianere, der inviterede mig til alskens fester og fejringer, og introducerede mig for deres venner.

Abstinenser efter det danske

Men snart begyndte det at gå op for mig, at hvis jeg skulle optjene integrationspoint i det brasilianske samfund, ligesom udlændinge skal i Danmark, ville det blive svært.

Jeg var allerede begyndt at få abstinenser efter det danske som en alkoholiker på afvænning. Jeg savnede at kunne udtrykke mig, lave jokes og fange andres sjove bemærkninger, og jeg syntes ofte slet ikke, at jeg og brasilianerne delte humor.

Mange ting i den brasilianske kultur var svære for mig at vænne mig til, for eksempel de altid overstrømmende løfter om udflugter, middage, fester og venskaber, som for det meste viste sig blot at være en slags hensigtserklæringer om god vilje.

Faldt i

Jeg havde svært ved at håndtere den overvældende opmærksomhed, man som kvinde får fra mænd her – en opmærksomhed, de fleste brasilianske kvinder finder helt naturlig, men som jeg oplever som ubehagelig og nærgående.

Så jeg faldt til patten. Den skandinaviske, altså. Jeg opstøvede en gruppe af andre danske
udvekslingsstudenter i byen, og da jeg første gang mødtes med dem, føltes det som at trække vejret igen.

Siden er kredsen af gode venner i Rio blevet udvidet til fire nordmænd, to finner, en svensker og et par andre danskere.

At få lov at være mig

I starten havde jeg dårlig samvittighed over at tage på Starbucks med Laura eller drikke øl med Alex – jeg følte, at jeg ‘snød’, når jeg snakkede dansk og slappede af med amerikansk kædekaffe.

Men efterhånden er det gået op for mig, at når jeg hænger ud i den lille, skandinaviske ghetto, vi ofte skaber i hjørnet til fester, eller på weekendture ud af byen, bliver jeg ladet op. Jeg husker, hvem jeg er, når jeg kan sige, alt hvad jeg tænker, og når jeg kan det kulturelle kodesprog til fingerspidserne.

Disse små pusterum i min hverdag giver mig energi til at studere på et fremmed sprog, at håndtere alle udfordringerne i hverdagen, som er så anderledes fra den danske.

At snakke med nogen, der forstår én, bare fordi man deler kulturel baggrund, havde jeg aldrig regnet med ville blive en nødvendighed. Men uden det ville jeg have svært ved at nyde at være her.

Plads til minoriteter

Min fødselsdag blev til en dejlig aften med 30 grader, smil og god mad i sandet. Og mange af samtalerne foregik faktisk på portugisisk, selvom der fra tid til anden var grupper, der kun snakkede dansk eller norsk.

Min vilje til integration i det brasilianske samfund er der stadig, men integrationen bliver nødt til at ske samtidig med, at jeg holder kontakten til mit kulturelle bagland.

Det har udlændinge plads til i Brasilien – for eksempel er der tradition for, at det store japanske mindretal i landet anerkendes som brasilianere samtidig med, at den japanske kultur dyrkes, og hele japanske bydele vokser frem og bliver en del af byernes kulturelle profil.

Danmark kan lære af Brasilien

Jeg rejser snart hjem fra Rio og de daglige udfordringer, der ligger i at forstå og indgå i det brasilianske samfund, er ovre.

Når jeg kommer hjem, er jeg en del af den kulturelle majoritet i landet. Jeg glemmer måske hurtigt fornemmelsen af ensomhed i det fremmede, men som samfund må vi aldrig tro, at den rigtige integration foregår gennem en afskæring fra den kulturelle og sproglige minoritet, man tilhører.

Og her kan vi måske lære noget af Brasilien.

uni-avis@adm.ku.dk

Bliv opdateret med nyheder om Københavns Universitet i Universitetsavisens nyhedsbrev.