Ro på!

Det er uhyggelige mængder af dygtige menneskers arbejdstid, der under den gældende universitetslov siden 2003 er blevet forbrugt i forbindelse med sammenlægninger, omstruktureringer og reorganiseringer af universiteter, fakulteter og institutter; arbejdstid der for langt størstedelen må karakteriseres som ganske uproduktiv i forhold til universiteternes samfundsmæssige kerneopgaver: Forskning og uddannelse.

Gjorde man det op i arbejdstimer og efterfølgende omsatte det i lønkroner og hertil lagde det produktionstab, der følger af, at store mængder af lønkroner er blevet flyttet fra forskning og undervisning til administration og anden support, tror jeg man når et tal, som ville have fået konsekvenser i det private erhversliv. Jeg erindrer i sammenhængen, at revisionsfirmaet McKinsey i sin analyse af universiteternes ressourceanvendelse (juni 2010) fandt anledning til at hæve øjenbrynene over universiteternes administrationsomkostninger.

Det kommer til at koste dyrt

Oveni skal lægges meget betydelige udgifter til flytning og ombygninger i forbindelse med omstruktureringerne og sidst, men ikke mindst, det produktionstab, der følger af tab af en for universitetslærere/forskere væsentlig forudsætning for deres arbejde, nemlig arbejdsro, fysisk såvel som mentalt, og arbejdsro forudsætter stabilitet (et nu næsten forbudt ord).

Fraværet af arbejdsro mærkes især blandt den del af de videnskabeligt ansatte, der sidder i de traditionelle universitetsstillinger, dvs. både forsker og underviser, og i mindre grad de videnskabeligt ansatte i centre, der har deres egen økonomi, og som kun i mindre grad eller slet ikke bidrager til undervisningen, i hvert fald ikke den prægraduate, hvor mere og mere undervisning ydes af færre og færre lærere.

For de videnskabeligt og teknisk-administrativt ansatte, der ikke færdes i ledelseslagene, men er i daglig nærkontakt med kerneopgaverne – dvs. den konkrete produktion af kandidater og forskningsresultater – opleves de fleste af de omstruktureringer der sker enten ubegribelige eller ulønsomme ud fra en cost-benefit betragtning, og de svar, der gives på det simple spørgsmål: Hvorfor?, er – hvis der svares – svævende henvisninger til mulige synergier og forventede effektiviseringer.

Forskere behøver ikke sidde lårene af hinanden

For så vidt angår synergier i forskningen, har det altid været sådan, at forskere søger kontakt og samarbejde med andre forskere ud fra ønsket om resultater, vidtgående uafhængigt af, hvor deres samarbejdspartnere fysisk befinder sig. Selv store geografiske eller institutionelle afstande har ikke været en hindring, og er det end mindre idag. Det er en følge af forskningens natur, at den enkelte forsker i løbet af sit arbejdsliv søger forskellige samarbejdspartnere og evt. tager helt nye forskningsemner op, styret af interesse. Forskere er individualister med fluktuerende samarbejdsrelationer, og de trives i længden dårligt i snævre institutionelle rammer.

Anderledes forholder det sig med uddannelserne. Disse forudsætter nemlig, at der findes en fysisk samlet masse af fagbærende personer, som hver især udgør en del af den nødvendige kritiske masse for de til en uddannelse hørende fagområder, og at der omkring dem eksisterer de nødvendige fysiske rammer, der kan være uddannelsesspecifikke og ganske omfattende, som det i særlig grad er tilfældet inden for de naturvidenskabelige uddannelser. Alternativt måtte studenterne studiet igennem flakke rundt i landet/Europa/Verden for at få samlet en uddannelse sammen. Det er vigtigt at erkende, at det er uddannelserne, der skaber sammenhængskraften på et universitet, fordi det er en fælles opgave, der skal løses på tværs af mange fag/institutter.

Omstruktureringsiveren tager tilsyneladende ingen ende. Sidste skud på stammen er sammenlægningen af fire fakulteter: Det sundhedsvidenskabelige -, Det farmaceutiske -, Det naturvidenskabelige- og Det biovidenskabelige Fakultet (tidl. Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole) til to nye fakulteter, atter begrundet i forestillinger om mulige synergier og effektiviseringer. I forhold til manøvrens omfang, både i arbejdstid og andre udgifter, og de dybtgribende konsekvenser det kan få for de berørte fakulteter, er det påfaldende, hvor få reaktioner det har udløst fra medarbejdernes side.

Kort proces som en regionsnedlæggelse

Processen blev indledt med en mail om morgenen d.19 september 2011, hvor rektor meddelte, at han af bestyrelsen var blevet bemyndiget til at undersøge muligheden af nævnte sammenlægning. Ingen udover en snæver ledelseskreds havde hørt blot en antydning om dette initiativ før denne morgen. Samtidigt annonceredes tidspunkter, over en cirka tre ugers periode, for afholdelse af workshops, hvor medarbejderne kunne fremkomme med deres syn på sammenlægningen.

Fremmødet til disse workshops var, i lyset af antallet af medarbejdere, beskedent. Det kan naturligvis skyldes, at det sker midt i semesteret, hvor mange har kalenderen fuld af undervisning o.a. aftaler, som ikke kan laves om. Der er nemlig mange medarbejdere på gulvet, som har meget travlt med at passe deres arbejde. Det er den pæne forklaring, men årsagen er desværre nok en anden: Afmagt.

Afmagt, fordi erfaringerne siden 2003 har været, at workshops og høringer, som angiveligt har skullet give medarbejderne såkaldt ’medejerskab’ til beslutningerne, har været oplevet som pro forma-forestillinger med minimal eller ingen indflydelse på slutresultatet. Afmægtighed er en skadelig tilstand at være i, fordi det betyder tab af engagement i arbejdspladsen, og det er vel omtrent det sidste et universitet har brug for.

De berørte fakulteter indsendte deres af dekanerne sammenfattede høringssvar d. 25/11- 2011 og Universitetsbestyrelsen vil træffe beslutning om sammenlægningen d. 15/12-2011. Som grundlag for denne beslutning har rektoratet lavet en 18 sider sammenskrivning vedlagt 134 sider bilag, offentliggjort d. 9/12!

Tempoet i processen virker næsten panikagtigt. Man skulle tro, at noget var rivende galt. Forløbet giver mindelser om tinglysningen, kommunesammenlægningerne, amtsnedlæggelserne og regionsoprettelserne, hvis problemer har været talrige, og stadig er langt fra at være løst.

Fusion får administration til at svulme

Giv dog tid til at få planerne ordentligt gennemtænkt, herunder om omkostningerne står i et rimeligt forhold til de eventuelle gevinster. Det meste af det, der præsenteres som nyskabende i planerne kunne uden videre realiseres i den eksisterende struktur. Det er ingen dyd at være hurtig, beslutsom og uovervejet.

En forudsigelig konsekvens af sammenlægningerne er, at den fraktionelle andel af ’support-medarbejdere’ – hvori administrationen tæller tungt – i forhold til videnskabeligt ansatte, vil vokse. Denne mekanisme, som synes at have karakter af en naturlov, er analyseret af Jamtveit et al. (2009) i Proceedings of the National Academy of Science (PNAS), vol. 106, p.13160 – 13163. De analyserede 49 skandinaviske og 10 ikke-skandinaviske forskningsenheder/universiteter med 20 – 7800 ansatte og fandt at antallet af support-personale udviklede sig som en potensfunktion af antallet af videnskabeligt ansatte med eksponenten 1,3.

Korrelationen er så stærk, som man kan ønske sig i et naturvidenskabeligt, biologisk eksperiment og havde været værd at tage med i overvejelserne i forbindelse med universitetssammenlægningerne, som Helge Sander tvang igennem. De to nye, foreslåede fakulteter er så store som et mindre universitet og vil forudsigeligt følge denne lovmæssighed. Det betyder færre lærere, da deres lønninger tages af den samme kage som administrationens lønninger. Disse fakulteter bliver samtidigt så store og diffuse, at det er sandsynligt, at man efter nogle år deler dem op igen i en ny og ressourceforbrugende proces.

Uddannelser i fare

Tre af de fire berørte fakulteter er hjemsted for vigtige autorisationsgivende uddannelser: Læger, dyrlæger, tandlæger og farmaceuter. Det er vigtige uddannelser med lange traditioner og har som følge heraf haft stærke identiteter, som binder lærere sammen omkring den fælles opgave.

Jeg er ikke sikker på, at ledelserne forstår betydningen af disse identiteter, som uundgåeligt vil udvandes i diffuse megafakulteter. Det er samtidig uddannelser, der indeholder en lang række obligate uddannelseselementer/fag, hvor det er fakulteternes ansvar og pligt at sikre, at der er det tilstrækkelige antal fagbærende personer til at disse fag kan doceres på et fagligt højt niveau.

Jeg er føler mig ikke overbevist om, at universitetsledelserne har sig dette ansvar klart for øje, fordi udviklingen nu i flere år er gået i den modsatte retning.

uni-avis@adm.ku.dk