Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

Rockpoesi, rugbrødsriffs og røvballe på Studenterhuset

Studenterhusets musikbookere venter ikke på semesterstart. Man kan godt gå til koncert, selv om man læser til eksamen, og januarprogrammet byder på lidt af hvert, hvad end du er til indadvendt electronica, lettilgængelig indierock eller forsmået country

Studenterhuset tætte lokaler, billige bar og internationale klientel er den perfekte ramme for gode koncertoplevelser. Og med et begrænset budget ved hånden formår stedets musikbookere ofte at knokle et glimrende program sammen. Universitetsavisen har plukket lidt i januars line-up.

Sortskjorter og sved

Apparently No beskriver sig selv som en blanding af The Cure, Band of Horses, The Libertines, Neil Young, Kent og Coldplay. Og det siger jo ikke så forbandet meget, men læg tryk på de to sidste, tag et par åbent klingende guitarer og lad dem cirkulere om Dan Egmoses fermt indfølte vokal, og så har du en idé om bandets sortskjortede indierock.

Ballistophonic samme aften rammer ned i samme segment, men slår en lettere og mere naivistisk tone an med xylofoner og lalala-kor. Bandet blev udvalgt af P3’s Karrierekanonen i 2008, så vinden har allerede blæst lidt i deres retning.

En mere riffbaseret rock’n’roll springer ud af fingrene på de fire gutter i La Champville. Mer’ tempo, mer’ surftguitar, mer’ sved. God gammeldags rugbrødsrock. På den moderne måde.

Apparently No, Ballistophonic og La Champville, lørdag den 9. januar kl. 21. Entré 30/20 kroner.

Fra færgen til saloonen

Rugbrød bliver der vist også spist meget af under Jaywalkers’ øvere. Rugbrød med whiskey, velsagtens. Bagsværdkvintetten spiller rock’n’roll med muskler, skæve taktarter og pumpeorgel, mens forsangeren synger med et næsten Jack White’sk hysteri. Og det er bestemt ikke uvenligt ment.

I Studenterhuset spiller Jaywalkers sammen med en håndfuld andre bands til Pinhead Festival. Det gør White Emphasis også. Her er vi imidlertid i en helt anden boldgade. Vi er vel i sommerhus eller på en tom færge. Det lyder som om, det er her Roskilde-gruppen finder inspiration til deres dvælende, sfæriske postrock. I hvert fald et sted, hvor det er koldt og blæsende. Men også ret rart.

Pinhead Festival, lørdag den 23. januar kl. 19, entré 60/50 kroner

Duck & Cover har tungen lige i munden, i kinden, rettet mod spytbakken i hjørnet. Vi snakker traditionel country med slideguitar og kontrabas og uden så mange dikkedarer. Det er måske lige vel saloonkitschet til Indre København, men Emmylou Harris har sig i forsangeren Miss Kerstin en dansk arvtager. Og tekster som »when the sun breaks the dawn, you’re gone, gone away« leveres pragtfuldt røvballet. Ain’t that mighty fine?!

Duck & Cover pladerelease med Wild Wax Combo, lørdag den 30. januar, kl. 22, en form for entré.

Morgendagens stjerner

Månedens største oplevelse tipper Universitetsavisen til at blive Studenterhusets elektroniske liveklub 2.0, som i denne måned byder på duoen Stoffer og Maskinen, soloartisten DubNumb og VJ’en antima55.

Rockpoeterne Stoffer og Maskinen, som live er en trio, er endnu beskedne spirer på den københavnske musikscene, men det kan meget vel blot være et spørgsmål om tid. Som signet på Kristian Leths selskab Speed of Sound er de i hvert fald kvalitetsstemplet i nakken, og med en opklippet rytmik og dansksprogede melodier, der kunne have været signeret henholdsvis Mew og Lars HUG, er de lette at holde af.

Se den stærke video til ’Flader Mod Flader’.

Københavnske DubNumb er en alsidig kunstner. Den tidligere minimal tech-DJ, heavy metal-sanger og modeshowskomponist har også turneret med rapperen L.O.C, men har nu vendt sig mod dubtronicaens dystre havdybder (alle numrene kunne i hvert fald være titler på romaner om hvaler). Herfra spiller han en afsøgende, idérig electronica og viser, hvordan man kan knitre på storladen vis. Diffus beskrivelse? Lyt selv her.

Klub 2.0, torsdag den 21. januar kl. 21, entré 30/20 kroner.

Se hele programmet på www.studenterhuset.com

ser@adm.ku.dk

Seneste