Rør ved Månen og Mars på Geologisk Museum

Over 40 meteoritter ligger og venter på at blive rørt ved på en ny udstilling på Geologisk Museum på Øster Voldgade 5-7. Det er ikke alle meteoritterne, man kan røre ved, men mange af dem er lagt frem til at blive følt på og nærstuderet.

Udstillingen gør det muligt at lære det meste af det, der er værd at vide om meteoritter – og mere til. Hvor mange har fx hørt om, at grønlænderne (inuitterne i Grønland) koldsmedede knive ud af en jernmeteorit, der vejede hele 31 tons?

Grønlænderne havde endda heldet til at holde meteorittens placering hemmelig for andre (læs: nysgerrige hvide mennesker) frem til 1894. Indtil da handlede de med deres smedede jernprodukter, lavet af meteoritten, med de andre inuitter, helt ovre på den anden side af det vældige Davidsstræde i det østlige Canada.

Robert E. Peary snuppede inuitternes meteorit

Forskerne ved noget om det i dag, fordi de har kunnet analyseret meteoritten og dens isotoper og har sammenlignet resultaterne med genstande lavet af meteoritjern, som de har fundet hos inuitterne i Østcanada.

Det har været muligt at lave den type af analyser, fordi en amerikansk opdagelsesrejsende – Robert E. Peary – endelig lykkedes med at bestikke en grønlænder i 1894 for at få ham til at vise Peary vejen til meteoritten, der senere blev kendt under navnet Ahnighito og solgt til American Museum Of Natural History i New York.

På den måde kan meteoritternes historie også komme til at handle om kultur- og brugstyveri fra et oprindeligt folk.

At grønlænderne koldsmedede redskaber ud af meteoritten betyder, at de ikke havde mulighed for at blødgøre jernet i en esse for at forme det. I stedet har de slået på det i kold tilstand, indtil det fik den ønskede form.

Meteoritsten fra Månen og Mars

Andre meteorithistorier er nok heller ikke så kendte. Hvem vidste fx, at året 1492 var et helt særligt meteoritår?

De fleste har nok hørt om, at Columbus gik i land i Amerika den 12. oktober det år, men mindre end en måned efter, den 7. november 1492, faldt en meteorit ned i det nuværende Frankrig og blev den første meteorit, som både blev observeret falde ned fra himlen, fundet, gemt for eftertiden og fik hele historien om sig beskrevet og nedfældet på papir, og det var første gang i historien (i det mindste i Europa), at det skete.

Der er mange andre ting på udstillingen, som nok også kan overraske – og fryde – meteoritinteresserede gæster.

Der er mulighed for at røre ved en meteorit fra både Månen og Mars. Udstillingen er på rigtig mange punkter vellykket, men et enkelt kritikpunkt af den kunne være, at de to meteoritter er ganske små, og – måske for at hindre tyveri – er sat fast inde i en form for akrylplade med et hul i, så man kun kan røre dem på bagsiden (som man altså ikke kan se). Det dræner måske lidt af fascinationen, men faktuelt er det korrekt, at man kan røre ved et stykke af Månen og Mars.

Geologisk Museum har dog også et lidt større stykke af Månen, der er faldet ned på Jorden, som professor Martin Bizzarro på Geologisk Museum viste frem under en præsentation af udstillingen, nogle dage inden udstillingen skulle åbne.

Var med til at finde 100 meteoritter i Atacama-ørkenen

Udstillingen er selvfølgelig et resultat af et samarbejde imellem mange mennesker, men professor og kurator Martin Bizzarro, udstillingsudviker Christoffer Muusmann og kurator og samlingschef Nikolaj Scharff, der repræsenterer museets ledelse, er nogle af dens vigtigste drivkræfter.

De fortæller, at Statens Naturhistoriske Museum, der er en del af Københavns Universitet, og som også Geologisk Museum hører under, er førende i verden inden for forskning i meteoritter, og de fleste af meteoritterne, der er med på udstillingen, er museets egne, som de omhyggeligt har valgt ud. Kun et mindre antal af meteoritterne på udstillingen er kommet fra private samlere.

De har alle tre set på mange meteoritter for at udvælge de over 40, der nu er med på udstillingen. Martin Bizzarro har fx rejst i Atacamaørkenen i Chile i jagten på dem i 2017.

»Jeg var med til at finde cirka 100 meteoritter ved den lejlighed. De er nemme at spotte i ørkenen, for de vil altid ligge der som mørke sten, der skiller sig ud, fordi overfladen af dem er blevet brændt helt sort efter turen ned igennem Jordens atmosfære,« siger Martin Bizzarro – dog var hans tur til Atacama-ørkenen en felttur i forskningsøjemed og ikke en tur for at finde meteoritter til udstillingen.

Meteoritter i Danmark

Udstillingen fortæller selvfølgelig også nogle mere traditionelle meteorithistorier.

Der er fx et stort kort over hele Jorden, hvor de allerstørste, mest voldsomme og ødelæggende meteoritnedslag, der har fundet sted siden tidernes morgen, og som man har opdaget og har fundet frem til, er markerede som kratere.

Kraterne ser ud til at være faldet lidt ujævnt fordelt på jordkloden, men det er der en god forklaring på.

»Når der tilsyneladende er flest meteoritter, der er faldet ned i Nordamerika, Europa og Australien og har lavet kratere, så er det fordi, at det er de steder, hvor man har flest data fra. De områder er de bedst undersøgte af mennesker,« siger Christoffer Muusmann, og at mange meteoritter også er faldet ned i oceanerne.

Det samme gør sig sandsynligvis også gældende, når det gælder antallet af meteoritfund i de sidste 10 år i verden i forhold til de steder, hvor de er fundet.

Ud af de 71 meteoritter, man har registreret falde ned, og som man har fundet i den periode, er de tre faldet i Danmark. Det er relativt set helt usædvanlig mange registreringer i Danmark, men udstillingen giver også eksempler på, at danskerne er særligt opmærksomme på meteoritterne, og derfor registrerer de dem som Danekræ på nærmeste museum, som sender fundet videre til de nationale samlinger på Statens Naturhistoriske Museum.

De heldige findere får til gengæld udbetalt en findeløn for meteoritten.

Men nogle gange behøver mennesker slet ikke at gøre sig umage for at finde en meteorit. Der er fx et foto på udstillingen af en kvinde, Ann Elizabeth Hodges, USA, der nok ikke vil skrive under på, at hvis noget er så relativt usandsynligt, at det svarer til ’at få en meteor i hovedet’, så er det ikke værd at bekymre sig om.

Den 30. november 1954 lå hun og sov på sin sofa nær Sylacauga i Alabama, USA, da en meteorit røg igennem taget på hendes hus, prellede af på hendes radio og ramte hende på hoften. Deraf har den fået navnet Sylacauga-meteoritten.

I øvrigt fortæller Martin Bizzarro, at Mars-meteoritten ‘Black Beauty’, som er med på udstillingen, kan koste cirka 75.000 kroner pr. gram, fordi den har så meget viden om Mars gemt i sig. Det er ikke alle meteoritter, der er lige interessante at undersøge, og derfor er nogle dyrere end andre.

»Egentlig er der ikke et regulært marked for meteoritter, men den her er en særlig type af meteorit, der i princippet ville være meget dyr at anskaffe, for forskere kan få så meget at vide om muligheden for tidligt liv på den nu så golde planet Mars ved at undersøge den. Nu har Black Beauty-meteoritten ligget i vores samling på Statens Naturhistoriske Museum siden 2017, og vores forskning har blandet andet vist i 2018, at der kan have været liv på Mars før Jorden for milliarder af år siden,« siger Martin Bizzarro.