Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
STUDIESTART - Du er lige entreret universitetet, du er grønnere end Shrek i speedos, og kan snart ikke længere følge logrende i hælene på dine tutorer. Du skal til at stå på egne ben, så her er Uniavisens overlevelsesguide til nye studerende.
Selv om gymnasiet muligvis har været dit sidste stop før universitetet, gør du klogt i at glemme stort set alt, hvad du lærte i de tre år. Især alt om hvordan man gebærder sig sprogligt, socialt og fagligt.
På universitet er ordet ’lærer’ ikke velset. Det klinger for meget af gymnasiernes gulnede gange, og fører til ‘burde du overhovedet sidde her?-blikket’. Omtal den vise, tweedklædte M/K som ’underviser’ eller’ ’forelæser’.
Sig endelig ikke, at »du skal i skole«. Du har været begavet nok til at blive optaget på et universitetsstudium, og dette skal proklameres så ofte som muligt. Brug derfor altid ordet ’studie’ (eller, bedre endnu, studium) frem for ‘skole’. Vil du virke mere tilbagelænet, når du praler, er ‘uni’ sagen, som i »Jo jeg laver ikke det store for tiden – altså jeg læser jo molekylær biomedicin på uni.«
Erklær ikke, at du har »vildt mange lektier for til på mandag!«. Du har ikke lektier for længere! I princippet er det op til dig selv, hvor meget eller hvor lidt du vil læse – du er den eneste, der afgør, hvad du vil have ud af din undervisning. I realiteten er det en brandgod idé at åbne alle bøger i løbet af semesteret. Alternativt kan du ende med en eksamensperiode, hvor ting som sociale aktiviteter, søvn og fødeindtag er luksusser, som du ikke har tid til. Men skal du beklage dig, så klag over ’’læsebyrden’ i stedet for lektierne.
De er helt sikkert særdeles søde, vanvittigt vittige og bragende begavede, men de er ikke længere dine ’klassekammerater’. Nu er de mennesker, du omgås dagligt, i stedet dine ’medstuderende’, og deres primære rolle er ikke at være din kammerat, men at studere inden for det samme felt som dig. Foreslå aldrig, at alle deltager i en fælles ’nissevenne-leg’, hvis du ikke bryder dig om at blive grinet af. Forvent ligeledes ikke, at folk medbringer kage, når de har fødselsdag, hvor hård denne erkendelse end må være.
Lav for guds skyld ikke det i gymnasiet udmærket fungerende ’lectio-trick’, hvor du først tjekker morgendagens læsning kl. 20 aftenen før. Selv med et koffein-drop direkte ind i venen og god musik i baggrunden, er hverken en 300-siders tysk afhandling omkring bænkebiderens cutikula, eller 1. Mosebog på originalsproget rare at skulle gabe over på en enkel nat. Dan dig et overblik over din pensumliste, når du starter – så kan du tage de store læsebyrder i bidder.
Indrømmet. Det er både sjovt at tjekke sin fætters klassekammeraters seneste udskejelser på Facebook, og at gengive sin undervisers baller i kuglepensstreger. Men det er bestemt ikke noget, der ruster dig til eksamen. I gymnasiet var det i højere grad muligt at snakke sig ud af beklemte situationer. På universitetet skal der være styr på noter, fakta og årstal.
Spil derfor kryds og bolle i din fritid, og bliv gode venner med at skrive notater; find ud af, om du er mest til PC eller håndskrevne noter.
Væn dig til at komme op om morgenen. Der er ikke længere nogen sur lærer, der fortæller dig, at du kommer i skærsilden, hvis du ikke skærer ned på dit fravær. Det kan derfor være fristende at bruge dagene på at se genudsendelser af Beverly Hills og spise citronmåner, men undervisningstimerne er din mulighed for at forstå dit fag i dybden – også selv om der eventuelt ikke bliver noteret fravær.
Stil tonsvis af latterlige (der oftest slet ikke er det!) spørgsmål. Marker i dine tekster, hvad du ikke forstår, og bed din underviser om en uddybende forklaring. Det er her, du kan få svar.
Underviserne vil ikke minde dig om, hvis du er en opgave bagud. Du vil sukke forgæves efter den uovertrufne service, man finder i gymnasiet. Væn dig til at aflevere alle opgaver til tiden – ellers indkasserer du højst sandsynligt enten et -3 eller et ‘I’, som hverken står for ’inspirerende’ eller ’intelligent’, men for ’ikke bestået’.
Tro ikke, du er den eneste, der har været heldig og fået tidlig ferie. At pakke rygsækken allerede i maj måned, er en dårlig idé, der mest af alt tyder på, du har glemt at melde dig til dine eksaminer. Tjek absalon (KU’s digitale undervisningsportal, red.) for tilmeldingsdatoer, og husk det! For det er ikke alle kurser, der har automatisk eksamenstilmelding, og friheden smager bare lidt mere af sommer, når man ikke som den eneste skal til reeksamen i august.
Forvent at det er hårdt, at tilpasse sig universitetsmiljøet, og brug universitets kontakter, når du har lyst til at sidde i bruseren og græde. KU er forsynet med psykologer, præster og en hær af studievejledere, der kan hjælpe, når du som den eneste har hørt Foucault som ’Fru Ko’, og er blevet svært skuffet ved at finde ud af, I endnu en gang IKKE skal læse børnebøger.
Uni-avis@adm.ku.dk