Russisk roulette. I bedste fald

Telegrafenberg i Potsdam er en nålepude af træer og små kupler og tårne af mursten fra det nittende århundrede. Én bygning huser Det Store Refraktionsteleskop som 99 dages-kejseren fik installeret, og bag en bakketop stikker Einsteins Tårn frem af den frostbidte jord som et slot for funktionalistiske smølfer.

Et mystisk, stemningsmættet sted, og professor Schellnhuber passer ind. Klædt i sort med en svag aura af munkeliv minder han en smule om Yip Man, Bruce Lees legendariske læremester i kampsporten wing tsun. Og hvad angår følgevirkningerne af klimaforandringer har Schellnhuber opnået lidt af en stormesterstatus.

Potsdam Institut für Klimafolgenforschung som han leder, er anerkendt verden over, og til december tager han til Danmark til klimatopmøde som rådgiver for den tyske kansler. Inden da, til marts, er han taler på KU’s klimakongres.

Hans Joachim Schellnhuber voksede op i det naturskønne Bayern, men det var matematisk fysik snarere end træer og bjerge der fik ham sporet ind på miljøforskning. I de tidlige 1980’ere arbejdede han i Santa Barbara, Cali-fornien med datidens modefysiske paradigme, kaosteori, eller teorien om komplekse systemer.

»Hvis du ser et floddelta oppefra, opdager du en meget smuk fraktalgeometri – store floder der deler sig i mindre vandløb, som igen forgrener sig. Du kan forstå det matematisk, så det var min bro. Jeg blev så at sige suget blidt ind i det her tværfaglige miljø, men interessen for miljøet begyndte med interessen for videnskab.«

Schellnhubers forskning gjorde ham relevant for den tyske regering som i de vilde, fremtidsbevidste dage efter Murens fald besluttede at udforske hvad vi kunne forvente af de endnu ret ubeskrevne klimaændringer.

»Jeg havde ikke skænket klimakonsekvenser en tanke, men jeg opdagede at her var en rigtig god intellektuel udfordring. Hvis havet bliver to grader varmere, rykker kystlinjen frem, man får forøget nedbør, hedebølger om sommeren – spørgsmålet om hvad der sker, indeholder en masse guf man kan forske i.«

Ruiner på Telegrafenberg
I 1991 blev programmet udvidet, og tyskerne grundlagde et egentligt institut om klimakonsekvenser.

»Ideen var visionær. På det tidspunkt tænkte de fleste: global opvarmning – og hvad så? Det at grundlægge et institut, ikke blot for at studere klimaet, men for at studere konsekvenserne af menneskeskabt global opvarmning, betød jo at man gik ud fra at truslen var reel, og at det ville kræve forskning at finde ud af hvad man skulle gøre ved den. Det var vel ti år foran sin tid og en kæmpe udfordring. Jeg fik budget til at hyre et halvt hundrede mennesker og et sted at arbejde. De sagde: Her er Telegrafenberg – kan du se alle ruinerne?«

»I dag har vi 200 forskere fra forskellige discipliner som arbejder med klimakonsekvenser. Og vi samarbejder med universiteterne. Alle mine afdelingsledere er professorer på universiteterne i regionen. Men vi har vores eget budget og frihed til at forske. I Tyskland er vi et symbol på tværfagligt samarbejde – på arbejdet med at bruge god videnskab til relevante temaer, at forstå det 21. århundredes problemer.«

Så du fik det her sted af politikerne så du kunne være den der år senere skulle hviske i sin kanslers øre – eller råbe, hvad ved jeg – at det her var et seriøst problem som hun skulle gøre noget ved?

»Man behøver ikke hviske ydmygt, for Angela Merkel er uddannet videnskabskvinde. Hun har en ph.d. i teoretisk fysik. Hun var klar til at lytte for 15 år siden. Men, ja, den oprindelige ide var nok også at vi skulle være policy-relevante, men min strategi var en anden. Vi skulle ikke være endnu en tænketank eller miljøaktivistisk pressionsgruppe. Derimod skulle vi finde vores plads i det videnskabelige samfund. Først når man har opbygget professionel troværdighed, kan man tillade sig at give gode råd. Jeg tror ikke at Merkel ville have gjort mig til rådgiver hvis vi havde et dårligt ry eller blot var kendt for aggressivt at fremme vores holdninger.«

Men er I så aktivister nu?

»Nej. Det hele handler om at komme med videnskabelige beviser. Vi kan forholde os til de politiske mål og sige: her er hvad I skal gøre for at opnå dem. Hvis I vil begrænse opvarmningen til to grader, så er der det her miks af sol, vind, kul… «

Atomkraft?

Schellnhuber sukker. »Tyskerne hader atomkraft. Som fysiker mener jeg at risikoen er overvurderet, men opbevaring og spredning af atomaffald er uløste problemer overalt i verden. Vi forsøger at være objektive, så vi tager atomkraft med i analysen. Interessant nok viser det sig at atomkraft – alene af økonomiske årsager – ikke er så smart som vedvarende energi i det lange løb. Folk betragter vedvarende energi som et ideologisk projekt, men den kolde økonomiske kalkule viser noget andet.«

Jeres regering genopfinder sig selv
»Jeg kan fortælle kansleren hvordan verden, efter min bedste vurdering, vil se ud hvis den globale opvarmning overstiger to grader. Jeg kan fortælle hvad der vil ske hvis vi varmer verden op fem grader. Men jeg siger aldrig at vi skal holde os til to grader. Det er samfundets beslutning. Så i en vis forstand udspiller vi bare scenarier, fortællinger om fremtiden. Men på et solidt grundlag. Vi tager politikerne i hånden og tager dem med til morgendagens eventyrverden.«

Jeres dystopia, måske?

»Præcis, det her er ikke blot eventyr, det er potentielle fremtider som menneskeheden måske vil gennemleve eller bukke under for. Personligt tror jeg ikke at vi kan have højtudviklet civilisation for ti milliarder mennesker i en verden der er fem grader varmere. Der vil ikke være nok vand og mad. Men anyway! Vi fortæller historier om fremtiden, og det er det der skal ske i København til marts hvor jeg vil tale om global landforvaltning – hvor mange mennesker kan kloden bære hvis vi forvalter den ordentligt.«

»I København til december skal politikerne lave en aftale. Deres beslutninger vil basere sig på etik, værdier, grådighed, profit – alt muligt. Alle de beskidte spil vil blive spillet, men der vil også ske gode ting på grund af de mennesker som elsker deres børn og vil bevare en verden til dem. Det bliver en politisk basar, men Copenhagen One, hvis jeg kan kalde kongressen i marts for det, vil forsøge at levere beviserne så politikerne ikke tørner sammen i uvidenhed, men i fuld vished om risici og udfordringer.«

Som voksne mennesker.

»Nemlig. Vi vil uddanne folket. Anders Fogh Rasmussen skal tale ved den afsluttende session, og forhåbentlig vil han se beviserne. Vi var vel alle overraskede over at man valgte Danmark som stedet hvor klimaproblemerne skal løses i 2009. Vi vidste godt at jeres regering ikke var særlig bekymret om miljøet eller om klimaforandringer. Men det har ændret sig lidt nu. Nu hviler verdens øjne på jer, og I må handle derefter. Og Connie Hedegaard fremstår som en seriøs person. I en vis forstand genopfinder jeres regering sig selv forud for topmødet i december, og det er en god ting.«

Pistolen for tindingen
Folk er altid optimister, hvis man spørger. Men Schellnhuber tøver.

»Jeg aner ikke hvad der kommer til at ske i København. Vi vil sikkert se fremskridt – alene fordi Obama er kommet til, og amerikanerne har ændret opfattelse – men det vil ikke være nok. Jeg regnede noget ud for to dage siden: Hvis du nu går ud fra at EU’s mål om at begrænse temperaturstigningen til to grader er rimelig – ved du hvad russisk roulette er? Okay, så du har en seksløber med en enkelt patron i tromlen. Du roterer, sætter revolveren for tindingen og trykker af. Nu er sandsynligheden fem ud af seks for at du overlever spillet. En gang, i det mindste.«

Schellnhuber snurrer cylinderen på sin imaginære revolver.

Det er gode odds. Måske lige indtil revolveren faktisk lå der på bordet og du faktisk skulle spille som i filmen The Deer Hunter …

»Det er pointen. Hvis jeg giver dig revolveren nu med de odds, så ville du tænke dig om to gange før du spillede. Fem ud af seks er i virkeligheden ikke en helt fantastisk overlevelseschance. Nuvel, vi regnede ud at hvis vi vil have en russisk roulette-chance for at holde den globale opvarmning under et farligt niveau inden 2050, så skal vi reducere vores udledninger med 80 procent i forhold til 1990-niveauet. 1990, ikke 2000! Det er hvis vi bare vil spille russisk roulette. Oversæt de 80 procent til hvad det betyder for de industrialiserede lande, så taler vi om et stort set totalt stop for CO2-udledninger midt i det her århundrede.«

»Den gode nyhed er at vi kan nå målet hvis vi bruger en til to procent af vores BNP om året på sagen. Ikke så meget, faktisk. Men de store forandringer skal ske i løbet af 15-20 år. Muligheden forpasser sig efter det.«

Ildtid
»Jeres herostratisk berømte landsmand Bjørn Lomborg fortæller alle at det er smartere at tilpasse sig end at angribe problemets rod. Nu ser det ganske vist ikke ud til at han ved ret meget om potentielt fatale klimakonsekvenser, men det han siger lyder godt for en masse mennesker, især inden for det økonomiske felt. Vi bliver kvikkere, lyder parolen. Om 20-30 år vil det være en smal sag at fikse klimaet.«

»Beklageligvis er det også aldeles forkert. Hvis vi ikke imødegår problemet og blot tilpasser os, stiger temperaturen med mindst fire grader inden århundredets udgang. Læg det til de 0,8 grader vi allerede har observeret, så bliver det næsten fem grader over to århundreder. Fem grader er forskellen på en istid og en varm periode, og du ved hvordan Nordeuropa så ud under sidste istid. Desuden er vi allerede i en varm periode, så hvis vi lagde fem grader til, ville vi være på vej mod det man kunne kalde en ildtid.«

»Fem grader er et gennemsnit, for kontinenterne bliver varme før oceanerne. Landmasserne kan blive otte-ni grader varmere, og højtliggende områder som Det Tibetanske Plateau vil blive 12 grader varmere. Alle gletsjerne vil smelte, men de her gletsjere forsyner floder som er livsgrundlag for to milliarder mennesker. Det her er ikke rocket science. Det er sandsynligvis den største konsekvens af den globale opvarmning, og det kan ske i løbet af et par årtier hvis vi ikke griber ind. I 2070-80 ville vi ikke kunne løse problemet længere.«

»I det lange løb, og det påvirker Danmark, er der problemet med vandstigninger. På lang sigt betyder en enkelt grad at havet stiger 15-20 meter. To grader, EU’s målsætning, betyder stigninger på 30-40 meter – over måske 1.000 år. Træk en linje omkring jeres kyster. Der ville nok ikke være ret meget tilbage at se. Hvis Lomborg beder os tilpasse os til vandstigninger på 40 meter, så fint nok. Det betyder bare at Danmark skal flyttes til Schweiz, Skotland… «

Grønland?

»Netop! For Grønland ville være grønt. Det bliver næsten en joke til sidst. Hvis du skubber et system ud af balance, så kollapser det eller ændrer virkemåde totalt. Det er det de her ‘skeptikere’ ikke kan forstå. Hvis man foretager en koldblodig analyse af hvordan verden vil se ud hvis klimaforandringerne får frit løb, så bliver man ganske enkelt forfærdet. Det er tumpet, endda infantilt, at foreslå at vi kan tilpasse os, at vi vil ‘vokse fra’ klimaforandringerne økonomisk.«

Hvis nu du skulle lege Lomborg og fik, lad os sige, de 838 milliarder dollars den amerikanske regering lige har besluttet at fyre af på den økonomiske krise, hvad ville du så gøre?

»Det er klart at jeg ville bruge en ordentlig luns af pengene på de ting, der altid er på Bjørn Lomborg og hans Consensus-folks liste. Men jeg ville også spørge: Hvad nytter det egentlig hvis jeg redder alle de her mennesker fra hiv blot for at de skulle lide og dø på grund af den globale opvarmning? Jeg ville bruge størsteparten på det lange løb. Man er nødt til at veje de nulevendes interesser mod behovet for at understøtte livet for fremtidige generationer. Alle redelige mennesker er nødt til at udføre det trick.«

»Jeg har en søn på ti måneder, mit livs solskin. Og det her er relevant for ham. Så det er svaret til Lomborg og hans disciple: det er helt enkelt forkert at tænke i økonomisk værdi. De videnskabelige fakta understøtter ikke en cost-benefit analyse. Jeg ville bruge min sunde fornuft som en politiker må og bruge pengene på flere generationer.«

Glæden ved is
På vej ned ad Telegrafenbergs smalle sti falder Universitetsavisens udsendte ret spektakulært på røven. Og liggende der, med nakken let forstrakt, computeren muligvis flækket, forekommer det relevant at bruge et minut på at værdsætte de frosne vandpytter vi endnu har mulighed for at skvatte på. Og på at fundere over professor Schellnhubers afskedssalut:

»Jeg ville elske at tage fejl,« sagde han. »Hvis det nu viste sig at alle os der arbejder i den her klima-business har lavet en gigantisk brøler og der slet ikke foregår nogen global opvarmning. Så ville jeg være lykkelig. Jeg ville blive fyret, det er klart. Men bagefter ville jeg tage hjem og lege med min søn.«

chz@adm.ku.dk