Russiske tilstande

‘Elena’ fortæller historien om titelpersonen Elena, en pensioneret sygeplejerske, der i en sen alder har giftet sig med den velhavende forretningsmand Vladimir. Ægtemandens svigtende helbred og deres vidt forskellige sociale baggrunde gør, at de på pragmatisk vis er gledet tilbage i deres oprindelige roller som henholdsvis plejer og patient.

Handlingens omdrejningspunkt er, at parret hver især har et horn i siden på hinandens voksne børn: Vladimir foragter Elenas luddovne søn Sergei, der ikke orker at forsørge sin familie. Omvendt forstår Elena ikke Vladimirs eftergivenhed over for hans rebelske datter Katya, som aldrig ringer eller besøger ham. Elena afgiver sine pensionsrater til sønnen Sergei, men det bliver et stridspunkt, at Vladimir nægter at sponsorere hendes barnebarn Sashas, uddannelse. Og da Vladimir vil testamentere hele sin formue til datteren, ser Elena sig nødsaget til at handle.

Russiske traditioner

Alex Fryszman har gjort sig mange overvejelser om filmen. Han synes, den siger så meget – og på så mange forskellige planer – at det er nødvendigt at inddele budskaberne i tre overordnede kategorier.

»Først og fremmest er der filmens form – den siger lige så meget som selve indholdet. Dernæst er der alle de sociale og samfundsmæssige lag, der gennemsyrer hele fortællingen. Til sidst er det værd at bemærke hele det symbolske plan, hvor filmen primært forsøger at aflive nogle russiske myter,« siger han og fortsætter:

»For at få en forståelse af hvilken russisk tradition filmen føjer sig ind i, kan jeg sige noget om filmens distinkte formsprog.«

Andrey Zvyagintsev er en filmskaber, der arbejder i forlængelse af den russiske tradition, som især forbindes med instruktøren Andrej Tarkovskij (1932-1986).

»I denne tradition fremhæver man det udynamiske og den billedmæssige kvalitet frem for plot og handling. Filmen bliver stærkt forbundet med billedkunst og ikoner. Der er fokus på fordybelsen i billedet. Det ser vi tydeligt i ‘Elena’, hvor hele åbningsscenen er én lang indstilling, hvor billedet dvæler ved et træ, dets bare grene og fuglene. Selve formsproget er afgørende for at forstå ‘Elena’.«

Alex Fryszman fremhæver filmens mange formmæssige greb. Blandt andet er alle farver nedtonet, hvilket skaber en stemning af dysterhed. Den dystre og mørke tilværelse som skildres via dette filter, er med til at underbygge filmens overordnede præmis om, at noget er under forfald.

Store sociale forskelle

Formsprogets mangel på dynamik og handling og stilstanden i billedet fortæller altså lige så meget som selve handlingen, siger Alex Fryszman:

»Det er en apokalyptisk film, der i en vis forstand handler om verden eller kulturens undergang. Dette element af filmen fortælles udelukkende via de filmiske greb, den anvender.«.

Meget af den filmiske oplevelse og indhold skal heraf findes i det æstetiske udtryk. Der er en mening med de lange indstillinger, og det er aldrig tilfældigt, hvad de viser. Det er en slags opbrud med den sædvanlige kontinuitet, for mange scener er sågar unødvendige for fortællingen, mener Alex Fryszman.

I Rusland er filmen modtaget med begejstring af den elitære overklasse, men samtidig er der mange, der er kritiske over for filmens positive modtagelse, fortæller Alex Fryszman:

»Afgrunden mellem rig og fattig er enorm i Rusland. Der hersker en myte om, at det russiske folk er lidende, men med en ren sjæl og høj moralsk habitus. Denne myte bliver grundig rystet i filmen. Elenas familie repræsenterer folket, men er også bundfaldet af samfundet. De ser fordummende fjernsyn og er indbegrebet af dovenskab og plathed,« pointerer Alex Fryszman og uddyber:

»I Rusland er der et bittert social fjendskab mellem den ret velhavende ’kreative klasse’ og folket. Den nye elite foragter folket, og folket hader den. Derfor har der i Rusland været to diametralt forskellige reaktioner på filmen – dem, der genkender sig selv i Vladimir, og dem, som identificerer sig med Elena og hendes familie.«

Klassekampens etiske systemer

Det er en klassekamp, der udspiller sig hjemme hos Vladimir: En kamp mellem to parallelle etiske systemer og to uforenelige ’kulturer’, som er fremmede over for hinanden, mener Alex Fryszman:

»For Elena er det provokerende, at ’de med penge’ tror de er ’noget særligt’, at de insisterer på deres forrang for folket. Elenas ord om, at ‘de sidste skal blive de første’” kan både opfattes i kristent-ortodoks og kommunistisk kontekst. Men det er faktisk en foregribelse af filmens slutning – de sidste overtager huset og kapitalen.«

Til forskel fra den traditionelle russiske forestilling om ’folket’ er Elena fremmed for den ortodokse kristne tradition, som Vladimir foragter – da hun opsøger kirken, ser vi, at hun ikke kender til kirkeskik, og at hun ikke har nogle rødder i kulturen:

»Ægteparret repræsenter således to kulturer, der er fremmede for hinanden. Den eneste de er fælles om, er at penge er det centrale i livet. Der er altså en tomhed på begge sider af konflikten. Med den vigtige forskel, at Elena vil alt for sin søn, men ingenting for sig selv,« siger Alex Fryszman.

Den uddøende nation

De faldende demografiske tal er en daglig diskussion i Rusland. Landet er underbefolket, befolkningen dør for tidligt, og russerne producerer ikke nok børn. Dette bliver ifølge Alex Fryszman også et motiv i filmen:

»Det problematiske er, at de fattige kan betragtes som et særskilt folkeslag, der forplanter sig hele tiden. De rige og velhavende, derimod, får ikke nok afkom. Vladimir og Elenas respektive børn bliver altså billedet på et højaktuelt emne i den offentlige debat. Selv om Elenas søn ikke kan brødføde sin familie, så hylder man alligevel det faktum, at der fødes børn. Forplantningen får værdi i sig selv, i modsætning til Vladimirs datter Katja, der decideret udtaler, at ingen har ret til at reproducere sin sygdom ved at forplante sig. Hun nægter altså at føre menneskeslægten videre.«

Dette resulterer i en stor kløft, der i Alex Fryszmans optik kan sammenlignes med kolonisterne og de koloniserede. Kulturforskellen mellem rig og fattig i filmen bliver af nogle opfattet som en kommentar, der kommer de rige til gode. De fattige, dovne, dumme og egoistiske Putin-tilhængere er dem, der formerer sig.

Myten om moderen

Alex Fryszman fortæller, at sovjetiske plakater fra Anden Verdenskrig bar billedet af moderlandet (moder-Rusland) som opfordrer sine ’sønner’ til at melde sig til hæren. Omvendt er der i filmens postsovjetiske virkelighed brug for bestikkelse for at slippe fra militærtjeneste.

»Den konkrete årsag til Elenas mord på sin mand er både ’det nye testamente’ som Vladimir ville tegne til fordel for Katja og den russiske hær, som indkalder Elenas 17-årige sønnesøn til militærtjeneste. Hans eneste udvej er at melde sig som student ved en af de akademiske læreanstalter.«

Kvinden på plakaterne minder meget om Elena, fortæller Alex Fryszman. Og det illustrerer, hvordan filmen vender op og ned på traditionelle symboler:

»Hvis man ser filmen, som jeg gør, viser moderen sig at være et monster, en morder. Hendes kærlighed til sønnen er fuldstændig defekt. Hun forsøger aldrig at ændre situationen, men giver blindt sine pensionspenge videre til ham. Myten om moder Rusland aflives således og erstattes af en kynisk og udspekuleret morder.«

Unuanceret for udenforstående

‘Elena’ har sat sig fast som et irritationsmoment på Alex Fryszmans nethinde:

»Det er ikke en film, man glemmer. Den har en tendens til at blive større med tiden. Og den er svær at holde af, når man lige har set den, fordi den er deprimerende. Men desto mere man tænker over den, jo tydeligere bliver, at den er lavet af en mester i at stimulere bestemte reaktioner og tankegange. På den måde er det en virtuos film.«

Men i sidste ende er det filmens skarpe og tydelige kommentarer til det russiske samfund, der begejstrer lektoren mest.

For Deres udsendtes vedkommende, har samtalen med Alex Fryszman været det mest interessante. Og det har givet mig lyst til, at se filmen igen. For det bliver tydeligt i vores samtale, at det er mange nuancer der går tabt, hvis man kommer til filmen uden forhåndskendskab til det russiske samfunds problematikker og aktuelle temaer.

Elenas moralske dilemma, som i mine øjne skulle bære filmen, blev aldrig vedkommende eller interessant, fordi jeg aldrig fattede sympati med hverken hende eller sønnen. Det er intet i filmen, der lægger op til en forståelse af hendes handling. Men da man heller ikke har oparbejdet sympati med ægtemanden, sidder man og er lidt ligeglad.

Men det er åbenbart kun i kraft af min manglende kendskab til russisk kultur og samfund, at min oplevelse er blevet så fattig. For en med bedre forudsætninger vil filmen formentlig være en kompleks affære med antydninger, symboler og referencer i hver scene. Måske er det derfor den er blevet kaldt en film om Rusland for russere. Her vil jeg tilføje: og for dem, der vil have et sammensat øjebliksbillede af Rusland.

Line.hjorth@adm.ku.dk