Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

S: Forskningsspin af værste skuffe fra regeringen

FINANSLOV - Socialdemokraternes forskningsordfører, Kirsten Brosbøl, kalder det for spin og manipulation af værste skuffe, når regeringen fremstiller finansloven som et løft til forskningen

»Jeg ved næsten ikke, om jeg skal grine eller græde over ministerens pressemeddelelse. Uanset hvordan man vender og drejer det, så kan regeringen ikke løbe fra, at der bliver næsten tre milliarder kroner mindre til forskning over de næste tre år, hvis finansloven bliver vedtaget,« siger Kirsten Brosbøl.

LÆS: Videnskabsministeriets pressemeddelelse.

Hun fremhæver, at regeringen foreslår at spare godt to milliarder kroner på forskningsbevillingerne, 375 millioner kroner på universiteternes administration og 650 millioner kroner på driftsudgifter i Videnskabsministeriet.

Regeringen smider nøglen væk

»Regeringen ser forskning som en udgift i stedet for at se det som en investering i fremtidens vækst. Nu bliver forskning og uddannelse i stedet offer for kortsigtede sparehensyn. At spare på forskning i en krisetid svarer til at smide nøglen væk til fremtidens vækst og velstand,« siger Kirsten Brosbøl.

Den socialdemokratiske forskningsordfører mener – lige som rektor på Københavns Universitet, Ralf Hemmingsen – at de kommende års budgetter giver store fyringsrunder på universiteterne. Dertil kommer lukning af uddannelser og undergravning af vigtige forskningsmiljøer.

LÆS OGSÅ: KU’s modtagelse af genopretningsplanen tidligere i år.

Der skal snart være tværpolitiske forhandlinger om den såkaldte globaliseringspulje, som endnu indeholder nogle milliarder til forskning herhjemme. Her vil Kirsten Brosbøl kræve, at besparelserne bliver droppet, og at der bliver indgået et flerårigt forlig om forskningsmidlerne.

Genopretning koster 3 milliarder på bundlinjen, siger S

Brosbøls fremstilling af finansloven står, som det fremgår, i skærende kontrast til regeringens egen udlægning.

Men hvad er det så for en beregning, der får finansministeren til at stå og sige, der er 19,3 milliarder til forskning i 2011 og 18,4 milliarder i år? Lyver han?

»Det er for så vidt rigtigt, at der er en lille stigning i 2011, men det er jo ikke nye penge. De 1,4 mia., som vi skal dele ud fra globaliseringspuljen i 2011, kommer ikke engang til at kunne dække de huller, der er på basismidler og strategiske midler, hvor en masse puljer udløber næste år. Og ifølge universiteterne er mange af midlerne bundet til øget ph.d.-optag,« siger Kirsten Brosbøl, og fortsætter:

»Bottom line er, at spareplanen – eller ‘genopretningsplanen’ – samlet set resulterer i et fald på næsten 3 milliarder kroner over de næste tre år. Derfor klinger det hult, at regeringen sælger finansloven på, at der er en stigning. Man er jo nødt til at se på det samlede billede. Og det er en nedprioritering af forskning.«

chz@adm.ku.dk

Bliv opdateret med nyheder om Københavns Universitet i Universitetsavisens nyhedsbrev.

Seneste