Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Så er den gal med medindflydelsen - igen, igen

SYNSPUNKT - Lukningen af biblioteker på Samf er blot det seneste eksempel på, at det kniber alvorligt med medbestemmelsen på Københavns Universitet, skriver debattøren med adresse til rektor Ralf Hemmingsen.

Kære Ralf. Prøv at forestille dig, at du skal bruge en vigtig sagsmappe. Den findes ikke digitalt, da der er noter i den, der er måske flere der bruger den eller lign. I stedet for at gå over i reolen og hente den skal du nu gå ud af dit kontor, ned på Frue Plads, hen ad Fiolstræde og op til Nørreport. Her kan du hente din sagsmappe og gå tilbage til kontoret. Når du er færdig med sagsmappen skal den retur til Nørreport.

Eksemplet lyder måske lidt fjollet – der er da ingen, der skal vade så langt for at kunne passe deres arbejde.

Men jo – det er der faktisk. For med beslutningen om at lukke institutbibliotekerne på det Samfundsvidenskabelige Fakultet bliver det hverdagen for de godt 5.000 studerende og de videnskabeligt ansatte på fakultetet fremover. Vi skal gå ud af døren, ned ad trapperne, hen over gården, ud fra universitetets område, hen ad Farimagsgade, rundt om hjørnet, ned ad Gothersgade og ind på det Kongelige Biblioteks afdeling. Her bliver alle bøgerne placeret (de der overlever kassering), og her skal de godt 5.000 studerende have deres hjælp og vejledning til informationssøgning og læsestof.

I den beslutning ligger der – for mig at se – to store problemer.

Problem 1: det forringede studiemiljø

Ved at lukke institutbibliotekerne sker der et alvorligt indhug i det studiemiljø, der siden samlingen af det Samfundsvidenskabelige Fakultet i 2005, er kæmpet for at opnå.

Meldingen fra fakultetsledelsen er, at der skal forblive det samme antal studiepladser – men hvornår har studiepladser været det samme som et velfungerende studiemiljø? Institutbiblioteket er det eneste sted, der i dag fungerer, som “mit studium”. Det er det eneste sted på campus, jeg kan være sikker på at møde medstuderende, det eneste sted ældre studerende, som jeg selv, stadig kommer og bruger studiet.

Og det til trods for, at jeg gennem flere år som aktiv studenterpolitiker er blevet mødt med det samme svar fra KU: Ja, selvfølgelig er studiemiljøet vigtigt. Det er faktisk så vigtigt, at der er afsat puljer til det, trivselsundersøgelser og andet godt. Alle er enige om, at det er et godt studiemiljø, der i kombination med god undervisning, gør at vi har glade studerende – der måske endda færdiggør deres studier hurtigere end gennemsnittet. Men det hensyn tabte åbenbart til økonomien i denne sag.

Problem 2: Den manglende medindflydelse

Et forringet studiemiljø er ikke nogen lille sag. Hvis det så bare havde været en enlig svale kunne man måske have båret over med universitetsledelsen. Problemet er bare, at lukningen af bibliotekerne på Samf er endnu en dårlig sag om en egenrådig ledelse, der konsekvent nægter at lade sig rådgive i sager, der vedkommer os, der har vores daglige gang på universitetet.

I det sagsnotat, der er lagt ud på KUnet, kan jeg nu læse, at det ikke – som tidligere meldt ud – er en beslutning, som kun ledelsen på Samf har truffet. Det er en beslutning, der er truffet af ledelsesteamet – dvs. rektor, prorektor, universitetsdirektør samt alle dekanerne. En beslutning der handler om at ændre biblioteksstrukturen på hele KU.

En beslutning, der burde være af så afgørende betydning for samtlige studerende og ansatte på KU, at vi var blevet hørt. Problemet er, at det er vi ikke. Vi vidste faktisk ikke engang, at bibliotekerne var til diskussion.
Selvom de udgør en vital af vores uddannelse. Man kunne måske endda gå så langt og påstå, at de er en del af fundamentet.

På Samf er kritkken af processen forsøgt imødekommet ved at sige, at grunden til at de studerende ikke er blevet hørt, er fordi bibliotekarerne skulle informeres først. Her vil den opmærksomme læser nok genkende, at der er en verden til forskel på at blive hørt og at blive informeret.

En reel høringsproces, hvor alle involverede parter høres er medbestemmelse. En beslutning der er truffet på forhånd og blot informeres er topstyring. Der er stor forskel på de to processer.

Hvornår forstår I, at vi mener det?

Og på KU blot endnu et eksempel i rækken på beslutninger, der træffes uden at vi, som beslutningerne vedrører, høres først. Det er under al kritik. Og kære ledelse på KU: hvornår forstår I, at vi mener det, når vi siger, at vi vil have medbestemmelse på vores universitet, på vores faglighed, på vores hverdag? Hvor mange flere sager skal der til, før I sætter beslutningstempoet ned og begynder at lytte?

Hvad skal der til for at få jer til at forstå, at vi ikke blot ønsker at blive informeret – vi ønsker reel medindflydelse.

PS: Hvis I svarer på kritikken, er I så ikke søde at lade være med at blive ved med at snakke om behovet for digitalisering og færre bøger, mindre papir, mere net. Og lade være med at skyde mig i skoene, at jeg er fremtidsangst, bange for digitalisering og lignende. For det er jeg ikke. Jeg går bare ret meget op i medbestemmelse og studiemiljø. Og det er det, jeg gerne vil have jer til at forholde jer til.

Annonce

Seneste