Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Sådan får vi klimaomstillingen ind i pensum på alle fag

Kronik — Alle universitetslærere bør overveje, hvordan Danmarks 2030-klimamålsætning og drivhusgasudledning kan inddrages i undervisningen. Det kan blive en pædagogisk og faglig gave uden sidestykke.

Folketinget har besluttet, at forskning og teknologiudvikling skal være grundstenen på Danmarks vej mod 70 procents reduktion af drivhusgas-udledningen i 2030. En tillidserklæring vi bør være stolte over på universiteterne. Det har medført store bevillinger til forskning målrettet reduktion af drivhusgasudledning, således at næsten alle specialister på feltet er involveret i forskningsprojekter med ambitiøse målsætninger om drivhusgasreduktion.

Projektbeskrivelser skal jo være dristige og ambitiøse, og bliver derfor en helt særlig litterær genre, som balancerer mellem fiktion og realisme, men næsten altid ender med problem solved i det år, projektet udløber. Det betyder, at stort set alle specialister i reduktion af drivhusgasudledning i disse år nok har part i statsstøttede projekter, som groft sagt har lovet at nå Danmarks målsætning. Det er grundlæggende godt, da det sikrer, at de dygtigste folk på området fokuserer deres evner på at løse et akut samfundsproblem.

Men med så mange specialister involveret i projekter som har ’lovet’ at fikse problemet, kan man blive nervøs for, hvem der skal stå frem, hvis der er tegn på, at målet ikke vil blive nået til tiden. Med en klassisk formulering: Hvem vogter vogterne?

Når specialisterne er blevet part i sagen, må generalisterne, altså resten af videnskaben inklusiv de studerende, påtage sig opgaven med at overvåge, om tidsplanen holder.

Jeg vil her argumentere for, at når specialisterne er blevet part i sagen, må generalisterne, altså resten af videnskaben inklusiv de studerende, påtage sig opgaven med at overvåge, om tidsplanen holder. De naturlige vogtere på området ville normalt være de fremmeste specialister, men når de er blevet parthavere, må vi andre træde til og hjælpe dem og samfundet med at ’vogte vogterne’.

Jeg vil tage udgangspunkt i den sværeste del af Danmarks reduktion af drivhusgasser, nemlig de store udledninger af drivhusgasser fra biologiske processer i landbruget. Det drejer sig om methan (CH4) og lattergas (N2O), yderst stærke drivhusgasser som udskilles fra bakterielle processer, især i vommen af drøvtyggere (fx køer) og i husdyrgødning og jord.

Fra 1990 til 2017 blev landbrugets methanudledning nedbragt med beskedne 0,7 procent ifølge Landbrugsstyrelsens nyeste tal. Så der er et stykke vej endnu, især for methan. Det er ikke sikkert, at netop disse processer kommer til at bidrage med fulde 70 procent, men et godt stykke vej ned skal de jo, lad os antage at de skal reduceres med fx 50 procent, og at andre sektorer dermed må reducere deres udledning mere end 70 procent.

Mit forslag er, at alle vi universitetslærere overvejer, hvordan Danmarks 2030-klimamålsætning og drivhusgasudledning generelt kan inddrages i vores undervisning. Jeg underviser selv i kemiske og biokemiske kurser, og her skal jeg hilse og sige at emnet er en pædagogisk og faglig gave uden sidestykke.

Kursusbeskrivelse, pensumliste og eksamen

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Dannelse af methan og lattergas skyldes såkaldte redox-processer katalyseret af komplicerede makromolekyler. Processerne er underlagt de generelle kemiske lovmæssigheder, men med et utal af finurligheder relateret til de biokemiske systemer. I snart ti år har redox-processer i miljøet for mig været en uudtømmelig kilde til eksempler og opgaver. Processerne svarer nøje til de tilsvarende processer i menneskeceller, som er det klassiske pensum i kemi og biokemi. At bruge de mikrobiologiske eksempler i opgaver giver derfor en lærerig parallel til det humane pensum. Den eneste hurdle er, at de mikrobielle processer typisk ikke står i de gængse lærebøger, så man skal lige et smut omkring den mikrobiologiske litteratur for at finde sine cases.

Når vi trækker klimagasserne ind i kemi og biokemi, forstår vi altså det klassiske pensum bedre, og vi får konkret kendskab til den grønne omstilling med i købet. Det kan man da kalde synergi! Men husk at få klimaperspektivet med i både kursusbeskrivelse, pensumliste og eksamen, så den studerende får fuld belønning for sit arbejde og bevidsthed om sine kompetencer.

Tre løsninger med landbruget som eksempel

Men hvad skal man gøre i helt andre fag? Jeg vil her foreslå nogle synsvinkler som for mig virker oplagte. Landbrugets største udfordring frem mod 2030 er nok at reducere den store udledning af methan fra køer. Methan dannes af specielle typer bakterier (methanogene bakterier) i koens vom, hvorfra en stor del bøvses ud, efterhånden som den produceres. Der er mange mulige tilgange til at løse problemet, men ingen lette. Den simpleste tilgang er at skære den danske bestand af køer ned med cirka 50 procent – så har vi jo i et hug nedbragt køernes udledning til målsætningen. Den løsning er hverken populær i landbruget eller i Folketinget, og der er også argumenter imod (fx lækage-argumentet).

En anden mulig løsning kan vi kalde blikkenslagerløsningen. Den går groft sagt ud på at sætte en ’emhætte’ op i hver eneste stald eller ved hver eneste kos mund, suge udåndingsluften inklusiv methan ind i en reaktor, og katalytisk omdanne methan til CO2. Dette er en løsning, fordi methan er en langt stærkere drivhusgas end CO2. Udfordringen er, at det kræver ret mange emhætter, at de er energikrævende at drive, og at det ikke er simpelt at konstruere et effektivt anlæg, som omdanner realistiske koncentrationer af methan til CO2, selv om det i princippet er en spontan proces.

Hvis vi inddrager konkrete cases i undervisningen, vil de mange studerende vi uddanner, være rustet til både at deltage i den offentlige debat om emnet og tage de mange job, der vil komme som en del af den grønne omstilling.
Niels Agerbirk

En tredje løsningsmulighed kan vi kalde den biologiske. Og den er nok den sværeste at realisere. Med inspiration fra den medicinske verden kan man måske blokere aktiviteten af de methanogene bakterier i koens vom, fx ved hjælp af kemiske stoffer, der blokerer bakteriernes aktivitet, biologiske midler (vira, andre bakterier eller vaccineteknologi), som kunne sætte de uønskede bakterier ud af spillet, eller ved at manipulere med vom-indholdets sammensætning, så bakterierne får adgang til mere favorable processer end methandannelse.

Her inkluderer udfordringen både at finde de rette midler, at vurdere bivirkninger for køerne, de ansatte, forbrugerne og miljøet, og at vurdere risikoen for udvikling af resistens. Men selv hvis man finder egnede midler, vil der også være en logistisk udfordring i at få produktionsapparatet op at stå inden 2030, i en situation hvor hele verden vil efterspørge samme teknologi.

Jura, økonomi, statskundskab – og kommunikation

Man kan tænke sig mange andre teknologiske løsninger, men lad os nøjes med de tre ovennævnte for eksemplets skyld, og lad os antage, at den danske forskningsindsats bliver en tordnende succes, så vi kan opfylde landbrugets klimamålsætning for 2030, hvis vi blot reducerer antallet af køer med 20 procent, behandler udendørs køer mod tre methanogene bakteriearter og indretter alle stalde og andre produktionsfaciliteter med effektiv ventilation og methanfjernelse. Hvor længe inden 2030 skal vi nå denne forskningsmæssige erkendelse, hvis målet skal blive til virkelighed i 2030? Er 2027 fx tidsnok?

Hvis jeg var studerende eller underviser inden for jura, økonomi, veterinærmedicin eller statskundskab, så tror jeg at min faglighed ville kunne identificere og analysere en del problemstillinger i et sådant scenarie.

Hvis der for eksempel skal skæres markant i dyreholdet ved lov, hvor lang tid forinden skal lovgiverne så have besked, hvis juraen skal kunne følge med? Hvis man vælger klimagas-afgifter som styringsmiddel, hvor langt varsel skal erhvervet så have for at det er realistisk at tilpasse sig? Har vi her at gøre med en omstilling som ikke kan reguleres i tide med disse virkemidler, men kun i et tillidsbaseret samarbejde mellem organisationer og myndigheder? Eller er afgifter tværtimod det mest effektive og skånsomme redskab, hvis de varsles i tide?

Så er der jo også den praktiske side. Hvis der i stor stil skal sættes ventilation op i de danske stalde inden 2030, hvor lang tids varsel skal erhvervet så have, hvis der skal lånes penge, produceres udstyr, og landets blikkenslagere skal kunne nå at sætte anlæggene op? Hvis køer i stor stil skal medicineres mod bestemte bakterielle processer, hvor lang tid kræves der så for at undersøge, om dette er foreneligt med andre miljøhensyn og køers og menneskers sundhed og velfærd? Og hvor lang tids varsel skal medicinalindustrien have, hvis man skal nå at masseproducere medikamenter på et verdensmarked, hvor andre lande formentlig efterspørger samme løsning? Og helt generelt, hvad betyder det for omkostningerne, når nogle sektorer slipper billigere end andre?

Endelig er der kommunikationen. Vi ved, at moderne teknik i fødevareproduktion er blandt de mest følelsesladede emner i et industrielt samfund, og at der er store kulturforskelle i, hvordan den enkelte teknik opfattes. Husdyr på friland er blandt de stærkeste symboler for dyrevelfærd og tryghed om maden, og spiller en stor rolle i erhvervets kommunikation til forbrugerne, men vil også være den teknologisk sværeste nød at knække.

Måske kan vi kun få kabalen til at gå op ved at holde de fleste husdyr i ventilerede stalde. Hvordan skal hele den tekniske udvikling kommunikeres, så landmænd, politikere og forbrugere føler sig trygge ved de nye løsninger? Hvor lang tids varsel kræves for at kommunikere ændringerne i Danmark og på eksportmarkederne på en troværdig måde?

Sammen kan vi vogte vogterne

Jeg håber at have antydet, hvordan ganske mange videnskabelige generalister kan have vigtige kompetencer i at rådgive offentligheden og andre faggrupper i de mange aspekter, der skal dækkes ind, når et teknologisk problem skal løses på kort tid.

Som studerende og generalister har vi ikke indsigt i alle detaljer, men netop tidsfaktoren kan vi måske bidrage til: Hvornår skal beslutningen om virkemidler være på plads, hvis reduktionen skal kunne nås for 2030? Hvad skal der mere præcis gøres fra beslutningen om virkemidler er truffet til den kan implementeres?

Hvis vi inddrager konkrete cases i undervisningen, vil de mange studerende vi uddanner, være rustet til både at deltage i den offentlige debat om emnet og tage de mange job, der vil komme som en del af den grønne omstilling. Hvem skal vogte vogterne? Ja det skal alle vi andre, og lad os bare komme i gang, for det er både spændende og vigtige problemstillinger, og jeg tror det vil føles relevant og engagerende at bruge dem i undervisningen.

Seneste