»Sådan nogle som os«

”Jeg burde have det sjovt” – det var en gentagen frase i min indre dialog, da jeg for tre år siden startede som filosofistuderende ved Københavns Universitet. Jeg havde velmenende meldt mig til de obligatoriske rusarrangementer, og med en indre overbevisning om, at det ’skulle man jo’, havde jeg også sagt ja til rusturen.

Heldigvis er disse sociale begivenheder for mange studerende en god start på den lyse fremtid, som universitetet og ens studiekammerater oftest er. Men for én som mig, så var alt meget overvældende. Jeg er nemlig sådan én, som man vil kalde psykisk sårbar, og for sådan én, så er det at starte på et studie i nogle tilfælde en (for) stor mundfuld.

»Jeg slog mig selv oven i hovedet med min u-almindelighed«

Jeg er hverken en tolvtalspige eller en karrierespire, men derimod et ret almindeligt jysk provinsbarn, som i sin tid håbede på, at livet i overhalingsbanen i storbyen var den luftforandring, der skulle være medicinen mod min psykiske skrøbelighed. Kort tid før min indskrivning på KU havde jeg afsluttet et års behandling i børne- og ungdomspsykiatrien for anoreksi. Jeg var ”rask”, og ikke af en sådan støbning, at jeg ville tillade min sygdomshistorie at stå i vejen for at være ”almindelig”.

»Hvordan spiser jeg normalt, hvordan siger jeg nej tak til pizza/øl/kage, kan man se det på mig?«

Ikke desto mindre gennemgik jeg i mit første semester både at slå mig selv oven i hovedet med min u-almindelighed, når det kommer til socialt engagement og faglighed, hvilket endte med et tilbagefald i første eksamensperiode og en efterfølgende kamp for, på egen hånd, at komme oven på igen.

Da jeg startede, mødte jeg de udfordringer, som de fleste gør; nye mennesker, nye omgivelser, ny hverdag, ny by, nyligt-flyttet-hjemmefra – udfordringer som i sig selv er store. Oven i den dagsorden lå mine rehabiliteringsproblematikker; hvordan spiser jeg normalt, hvordan siger jeg nej tak til pizza/øl/kage, kan man se det på mig? – en sideløbende dagsorden, som drænede mig for energi og overskud. En dobbelt dagsorden som gjorde min sociale eksistens usynlig, og som til sidst selvsagt endte i nederlag.

Selvstigmatiseringen

Nu sidder jeg med min bachelortitel i hus (sågar på normeret tid) – men jeg ville gerne have haft en platform i min tidlige studietid, hvor jeg havde turdet været åben og imødekommende med mine egne sociale udfordringer på grund af min psykiske sårbarhed. Så kunne jeg måske have undgået at føle mig forkert og fortabt.

»Jeg selvstigmatiserede mig; jeg lod alle de fordomme man kunne have om ’sådan en som mig’ realisere sig i mit eget hoved.«

Ikke et ondt ord skal falde om de tutorer og nye mennesker, som bød mig velkommen til mit nye liv. Men som i så mange andre fora i det danske velfærdssamfund, så er psykisk sygdom et tabu; ofte i særlig stor grad for den sygdomsramte. Det var i hvert fald min indgangsvinkel til verden post-diagnose; ”Jo færre der ved det, jo færre vil pakke mig ind i vat eller møde mig med vantro”.

Jeg selvstigmatiserede mig; jeg lod alle de fordomme man kunne have om ’sådan en som mig’ realisere sig i mit eget hoved. Den (falske) bevidsthed om, at jeg ville blive stemplet med de prædikater, som jeg selv tilknyttede anoreksiramte, som ’hende med anoreksi’ – eller endnu værre ’hende den skrøbelige’ – afholdt mig fra at hvile i det, som jeg nu engang har lært af forløbet.

Læs mere:

»Jeg brugte første dag på rusturen på at planlægge min flugt«

Tankegangen afholdt mig fra at gå styrket videre i mit liv og var en afgørende faktor i mit tilbagefald. For jeg blev ensom med min smerte, min sårbarhed og usikkerhed, og den letteste løsning blev at falde tilbage i sygdommens tryghed.

Plads til samtalen om det, der er svært

Hvilken relevans har dette så for andre? Jo, for at nedbryde tabuer, både i form af selvstigma og generelle fordomme om ’sådan en som mig’, så må vi arbejde sammen om at skabe den platform, som jeg selv manglede. Uden sentimentale Dr. Phil-scener eller nødvendigvis det store ’come-out’; snarere et sted, hvor der er plads til samtalen om det, som er svært, uden for det rent akademiske. At dele erfaringerne fra når livet slår og hvordan vi kommer videre, kan kun styrke de relationer vi har, dæmpe en del af forventningspresset om egne evner og måske være et skridt på vejen i opnåelsen af den almene humanistiske dannelse, som vi prøver at opnå i vores studieår. Det kan konkret være i en åbenhjertig rådgivning om mulighederne for sygeorlov eller deltid, som giver tid til at komme oven på igen, samt en værdsættelse af de særheder og vaner, der kan være essentielle for at holde skruen oven vande, men også at udfordre selvsamme vaner – vi kan alle lære noget.

»For at nedbryde tabuer, både i form af selvstigma og generelle fordomme om ’sådan en som mig’, så må vi arbejde sammen om at skabe den platform, som jeg selv manglede.«

Den menneskelige erfaring af både at blive accepteret og acceptere bør vægtes højere i den studiemæssige kontekst; for kompetencer ud i at være åben, rummelig og fordomsfri er vel elementer, der udgør den type medmennesker vi ønsker?

Om ikke andet, så vil jeg gøre mit bedste for at forstå min sårbarhed som en styrke, prøve at være åben om det der er/var svært og dele den erfaring, at når psyken ramler, så rummes også potentialet til at gøre os – måske ikke mere konkurrencedygtige – men til mere rummelige medmennesker. Ikke just et målbart læringsmål, men ikke desto mindre en dannelse, som er uvurderligt betydningsfuld for ’sådan en som mig’, for ’sådan en som dig’ – for ’sådan nogle som os’.

uni-avis@adm.ku.dk