Sådan skal vi få politikerne til at investere i uddannelse igen

Smørret bliver smurt tyndt ud på brødet på Københavns Universitet i disse dage. Vi går på vejen mod blot at blive en streg i luften, når både undervisere, undervisningstimer og feedback i nødens stund må anskues som fedtet, der kan undlades.

Men heldigvis er der noget, der rører sig på vores universitet. I sidste uge afholdt en gruppe ansatte og studerende et fællesmøde for at manifestere den alliance, vi er ved at opbygge i forbindelse med kampen om et bedre universitet. Vi gav hinanden håndslag på, at dette ikke er en kamp, vi vil kæmpe fra hver vores lejr, i stedet vil vi skabe en fælles front.

Men vi stopper ikke der.

For det er ikke kun på universitetet, at der er noget, der rører sig. Faktisk er der noget, der ulmer i hele uddannelsesdanmark. Når vi på Københavns Universitet mister undervisere, undervisningstimer eller feedback, er vi nemlig ikke de eneste. Studerende fra alle former for uddannelsesinstitutioner lider under kvalitetsforringelser som følge af de milliardnedskæringer, der blev vedtaget i efteråret 2015. Derfor slog 38 organisationer sig i sin tid sammen i Uddannelsesalliancen med et mål om at bekæmpe de massive nedskæringer på uddannelse og få vores folkevalgte til igen at investere i uddannelse og derved investere i fremtiden.

Den 10. maj stod disse organisationer så side om side på Nationalmuseet, hvor alt fra en maskinmesterlærling til en gymnasielærer stod på scenen og fortalte om, hvordan nedskæringer rammer deres hverdag. Og jeg blev virkelig bekymret over, hvad jeg hørte. Ikke kun på grund af de historier, der illustrerede en hverdag, hvor alle løber hurtigere og længere for blot at nå det samme som før – om det skyldes flere elever per lærer, færre teknisk administrativt ansatte eller færre undervisningstimer til samme mængde pensum.

Ydermere sad jeg tilbage med bekymring, fordi de to politikere, Christine Antorini (S) og Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), der var blevet inviteret til at lytte med og til sidst svare på spørgsmål, ikke lod til at være så mærket af disse historier som resten af salen. Mest af alt brugte de taletid på at minde os om, at det jo er en prioriteringssag, hvor der i efteråret blev prioriteret en pakke til politiet. Jeg kan dog trøste mig ved, at de begge lidt vagt sagde, at uddannelse er en god prioritering.

Så håber jeg på, at vi sammen kan holde Thulesen Dahl og Antorini op på deres lidt vage udtalelser, så der igen kan blive investeret i en veluddannet fremtid til gavn for os alle.

uni-avis@adm.ku.dk