Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
ANALYSE – KU-rektor Ralf Hemmingsen gamblede - og tabte - ved at fare hårdt frem mod regeringen i foråret 2010 for at sikre KU’s interesser. Nu, inden valget, vil rektor lægge en anden linje.
Prorektor Thomas Bjørnholm brugte den for nyligt afholdte nytårskur i KU’s historiske festsal til, at proklamere en indsats for at overbevise politikerne om at investeringer i vores universitet er vejen frem.
LÆS: Det sagde de til nytårskuren.
Sjovt nok brugte universitetsdirektør Jørgen Honoré samme anledning til at nævne, at der ikke vil blive taget politiske beslutninger om universiteternes økonomi inden et folketingsvalg – så kræfterne i lobbyarbejdet er bedst brugt, når vælgerne har talt.
Men alle, der har stiftet bekendtskab med Jørgen Honoré er klar over, at han er alt for klog til at være uenig med Thomas Bjørnholm om, at det er nu, jernet skal smedes.
For det er så sandelig varmt i det politiske Danmark i denne tid med et folketingsvalg og en forhandling af regeringens 2020-målsætninger i vente.
Gode meningsmålinger til regeringen udløste de første seriøse valgrygter få dage inde i det nye år, og man må forvente, at hver uge fra nu af vil være nervepirrende i de forskellige politiske lejre.
Med et Danmark i økonomisk krise hænger de økonomiske løfter til KU ikke ligefrem løst på Christiansborg. For den politiske konkurrence er stor.
Store dele af den offentlige sektor bløder, og daginstitutioner, folkeskoler, sygehuse og efterløn fylder meget mere i debatten end fyringer og forringet uddannelseskvalitet på Københavns Universitet. Sådan behøver det dog ikke at være, men hvis politikerne skal til at tale uddannelse og forskning, kræver det et stærkt stykke lobbyarbejde fra rektoratets side – Bjørnholms udmelding er altså den korrekte.
Det er aldrig let at bede om flere penge midt i en økonomisk krise, men næste valg bliver et skæbnevalg for begge sider i Folketinget, og derfor er klimaet mere gunstigt end normalt. Rød og blå blok står tæt i meningsmålingerne, rektoratet skal derfor finde opbakning i begge lejre for at gøre sig forhåbninger om opbakning efter et valg. Det kræver en dygtig balancegang fra rektoratets side.
I det forgange år har den økonomiske situation krævet, at rektoratet har markeret sig i offentligheden. En stor indsats oplevede vi ved forårets forhandlinger om regeringens økonomiske plan, Genopretningspakken.
Med et stort debatarrangement i KU’s festsal, brev til alle studerende og massiv indsats i pressen kastede rektor Ralf Hemmingsen sig ud i en modig konfrontation med videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen og hendes regering. En konfrontation som KU tabte. KU vandt intet andet end en sort økonomisk fremtid.
LÆS: KU på vej mod økonomisk afgrund.
Da rektor gik til forsvar for sit universitet, var der noget mere stille blandt de øvrige rektorer på landets universiteter. Ikke alle mærker besparelserne lige så hårdt som KU, og flere rektorer ønsker ikke at gå i offensiven mod politikernes besparelser i samme grad som Ralf Hemmingsen. Rektoratet skal derfor forberede sig på, at en stor del af arbejdet må udføres alene.
LÆS: I maler fanden på væggen.
En så konfrontativ stil som Ralf Hemmingsen kastede sig ud i i foråret 2010, er sjældent set for en så højt placeret embedsmand. Det var et absolut sats og noget, der i det private erhvervsliv kunne have udløst en fyreseddel.
Med det skrøbelige politiske landskab kan vi se frem til en noget mere diskret strategi fra rektoratets side. Skal Ralf Hemmingsen vinde anden runde, skal han efter et valg være venner med den sejrende blok, og valgresultatet kan falde ud til begge sider i denne tid.
uni-avis@adm.ku.dk