Sådan vinder du!

»Jeg kan se, at jeg er den eneste, der har taget slips på, så jeg må hellere løsne det lidt,« siger Jan Leschly og griber om slipseknuden, mens salen gør sig klar til at høre ham tale vindermentalitet på Københavns Universitet.

»Jeg hader at tabe« er udgangspunktet for programmet arrangeret af alumneforeningen Kubulus, og de to oplægsholdere er erhvervsikonet Jan Leschly og eliteroeren Eskild Ebbesen, der skal give gode råd til de fremmødte i Brandes-auditoriet om, hvordan man bliver en vinder.

Og det er der mange, der gerne vil være, for stolene er stort set revet væk i det store, lyse lokale, der danner de kedelige rammer om en til gengæld alt andet end kedelig optræden fra de to karismatiske entertainere.

Succesen stod ikke skrevet i kortene

Eskild Ebbesen er den første mand på banen. Idrætsmanden, der har en fremtrædende rolle i den såkaldte Guldfirer og tjener fredags-Danmark som dansemus i et populært underholdningsprogram, er cand.scient. i humanfysiologi. I 2009 blev han æresalumne efter indstilling fra Det naturvidenskabelige Fakultet.

»Når jeg skal tale i dag, så er det jo ikke så meget min cand.scient-grad som min popularitetsgrad og erfaring fra sportens verden, jeg bruger,« understreger han, da han går i gang med sin fortælling om turen fra de ambitiøse ungdomsår til den gyldne tid med Guldfireren.

»Der stod ikke skrevet i kortene, fra jeg var lille, at Eskild han bliver eddermame god til at ro. Og heller ikke da jeg startede med at ro, eller da jeg blev junior,« forklarer Eskild Ebbesen, der dog fra karrierens begyndelse var overordentligt ambitiøs.

Brugte erfaringerne fra idrætsstudiet

Da han første gang blev udtaget til et verdensmesterskab som tyveårrig, satsede han alt på at overbevise om sine evner inden for roning, men det blev dog kun til en niendeplads, og Ebbesen var efterfølgende en skuffet ung mand

»Da jeg kom hjem fra mit første verdensmesterskab, tænkte jeg, om jeg nogensinde klarer mig godt i den her idrætsgren. Det havde jeg meget svært ved at tro på på det her tidspunkt,« siger Eskild Ebbesen, der dog i sidste ende blev overbevist om, at han nok skulle få succes som roer, hvis han bare kæmpede hårdt nok.

Det store ryk kommer da også med letvægtsfireren, senere kendt som Guldfireren, som blev udvalgt af Team Danmark efter en benhård kamp om pladserne. I forbindelse med træningen af de fire udvalgte roere fik hans erfaringer fra idrætsstudiet en fremtrædende rolle, da deltagerenes kost og livsstil på Eskild Ebbesen opfordring blev taget op til revision.

Det viste sig at være en god idé, for de følgende præstationer førte flere verdensmesterskaber og OL-guldmedaljer med sig, og siden har Eskild Ebbesen kunnet bruge sine erfaringer som foredragsholder og som konsulent med sundhedstests og motivation af virksomhedsmedarbejdere.

Ebbesens syv vinderbud

Eskild Ebbesen har syv bud på, hvordan man bliver en vinder.

For det første skal man sætte sig et mål, mener Ebbesen. Hvor vil man hen, hvad skal der til, og hvor er man nu. Det sidste finder man ud af ved – for det andet – at teste sig selv. Hele tiden følge med i, hvor langt man er fra målet. Når man træner til målet, skal man – for det tredje – lade sig motivere ved at tænke over det udbytte, der venter.

Samtidig skal man – for det fjerde – hele tiden tænke i udviklingsmuligheder. Man skal – for det femte – være optimist og tro på det, man gør, men man skal også – for det sjette – vælge sine kampe med omhu. Enhver vinder er klar over, at man ikke kan alting, og i denne proces handler det også om, at man skal være villig til at skære det fra, der afholder én fra at nå sit mål, som desuden kræver, at man – for det syvende – optimerer sin krop med træning og sund kost.

Gik på kasino og drak øl i pauserne

Efterfølgende bliver ordet givet til Jan Leschly, der blev æresalumne i 2008 efter indstilling fra Det Farmaceutiske Fakultet, og som starter sit oplæg med at fortælle, at han er spændt på, hvad han egentlig har at sige efter Eskild Ebbesen ambitiøse vinderråd.

»Efter at have lyttet til dig, Eskild, kan jeg jo høre, at jeg overhovedet ikke er sportsmand. For den måde, jeg trænede og spillede tennis på, har ikke noget som helst at gøre med det, vi hørte dig fortælle om,« siger han og vender sig imod gæsterne. »Jeg må ærligt indrømme, at hvis jeg havde haft samme disciplin og træningsindsats, så var jeg blevet en langt bedre tennisplayer. Det er der ingen tvivl om,« fastslår han, og salen bryder ud i latter.

»Jamen, jeg mener det ganske alvorligt,« fortsætter han. »De træningsmetoder, vi havde dengang, var meget anderledes. Jeg har sgu aldrig nogensinde løftet vægte, hvilket jo er fuldstændig utænkeligt i dag. Jeg spillede jo Wimbledon femten gange, og når det regnede, så gik vi ned og spillede blackjack og drak øl på casinoet. Så jeg kan slet ikke sammenligne mig med dig på den måde.«

Forny dine mål

Jan Leschly er forhenværende administrerende direktør for medicinalvirksomheden Smithkline Beecham og uddannet cand.pharm. I 1967 opnåede han en top ti-placering på verdensranglisten i tennis.

»Når jeg tænker tilbage på, da jeg var tolv år gammel, da havde jeg en drøm. Mit mål var ikke at blive wimbledonmester, for det var næsten for utænkeligt. Mit mål var at spille single på Centre Court,« siger han.

»Jeg kunne ligesom lugte græsset og høre lyden. Og jeg trænede og trænede, og ti år senere i 1972 sad jeg i det lille rum, inden man går ind på Wimbledon Centre Court. Og jeg sidder ved siden af min modstander og siger til ham: Jeg har nået mit mål,« siger Jan Leschly, der efterfølgende taber kampen med selvfølgelighed, som han udtrykker det.

»Det fortæller lidt om, at hvis du har et mål, så skal du altså huske at fornye det,« uddyber han.

»Jeg er bestemt ikke humble«

Og det har han så gjort siden. Først i tennisspillet og siden i erhvervslivet, hvor han desuden har kunnet bruge mange af sine erfaringer fra tennissporten. Blandt andet det, at talent ikke er nok i sig selv, men at det kræver hårdt arbejde at blive en vinder. Og så ikke mindst en stor portion selvtillid, siger han og henviser til, at det ikke mindst er i kraft af sin store tro på sig selv, at han er kommet frem i livet.

»Jeg er bestemt ikke humble. Jeg synes, jeg er helt fantastisk. Det har jeg syntes hele livet, og det skal til. Hvis man ikke tror på sig selv, får man ikke succes. Det lyder helt forfærdeligt, det jeg siger, men det er nødvendigt,« siger Jan Leschly og opfordrer desuden til at tage de chancer, der kommer

»Jeg har så ofte set folk, der er blevet tilbudt en mulighed, som de har sagt nej til. Tag den, når den er der, for den kommer ikke næste gang,« siger han og henviser igen til sit eget liv.

»Jeg fik et tilbud om at rykke op med rødderne og tage min kone og min familie til USA i 1979. Jeg var kendt i Danmark og havde et godt job på Novo. Jeg aftalte med min kone, at vi tog tre år og så, hvad der skete. Det var en udfordring, men vi har nu været der i 31 år,« siger han og understreger, at det ikke er et valg, han har fortrudt.

»Tænk, hvis vi ikke havde gjort det. Så havde jeg formentlig siddet på Lundbeck, på Novo eller et eller andet nu,« siger han med sarkastisk foragt og publikum griner igen. Denne gang i bølgende etaper af små, usikre ryk.

I konkurrence med sig selv

Efter de to æresgæsters vinderråd er det blevet tid til spørgsmål fra salen. En gæst, der for tiden forbereder sig til et maratonløb, vil vide, hvad man skal gøre, når det gør ondt, og man mest af alt har lyst til at afbryde de fysiske aktiviteter.

»Det, at man ved, at den følelse kommer, er et stort skridt,« svarer Eskild Ebbesen og foreslår, at hun forbereder nogle tankescenarier, som hun kan gennemtænke, når hun har lyst til at stoppe.

»Det handler om at sige til sig selv, at nu er jeg kommet så langt, og det skal fandeme ikke være sådan, at jeg bagefter kan sige, at det kunne jeg have gjort bedre.«

En anden spørger til, hvad grundstenen og motoren i gæsternes vindermentalitet er, og Jan Leschly nævner igen selvtilliden og viljen til at vinde.

»Jeg er ambitøs og utrolig competetive. Når jeg spiller golf og træner med mig selv, så spiller jeg med to kugler, der dyster mod hinanden. En gul og en hvid bold, og jeg konkurrerer som død og helvede for hvert eneste hul.«

peri@adm.ku.dk