Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen
—
Politik
PENKOWA-SAGEN - Professorerne Merete Nordentoft, Mette Rosenkilde og Albert Gjedde fra Københavns Universitet blev sammen med en række andre forskere anklaget for nepotisme af daværende videnskabsminister Helge Sander. Baggrunden var 30 anonyme spørgsmål, der sandsynligvis kom fra deres kollega, Milena Penkowa. De kalder det en ubehagelig oplevelse, og to af dem kræver Sander stillet til ansvar. Forvaltningsretsprofessor vurderer, at både ministeren og embedsmændene handlede ulovligt.
Først udnævnte videnskabsministeren dem til medlemmer af Det Frie Forskningsråd for Sundhed og Sygdom (FSS) som de mest anerkendte, erfarne og kompetente forskere på deres felt.
Derefter hængte han dem ud og anklagede dem og en række andre navngivne forskere for at tildele en stor del af rådets forskningsmidler enten til sig selv, til deres ægtefæller eller til deres faglige netværk.
Daværende rådsformand, Lars Fugger, kaldte anklagerne alvorlige og injurierende, og karakteriserede dem som et forsøg på bagvaskelse.
Baggrunden var 30 kritiske spørgsmål, som Helge Sander (V) havde fået fra en anonym kilde midt i marts 2009.
Ministeren krævede blandt andet svar på, hvor store bevillinger professor Merete Nordentoft fra Institut for Neuro-og Sansefag på KU, havde fået. Det samme gjaldt professor Mette Rosenkilde fra Institut for Neurovidenskab og Farmakologi på KU. Institutlederen samme sted, professor Albert Gjedde og hans personlige netværk, stod også for skud.
De tre KU-forskere fortæller enstemmigt, at de var dybt rystede over anklagerne og fremgangsmåden.
Merete Nordentoft havde været stolt over at blive udpeget til rådsmedlem som udtryk for sin faglige indsigt, og nu følte hun, at hun pludselig blev desavoueret og mistænkeliggjort.
»Jeg havde svært ved at forestille mig, at det virkelig kunne passe, at ministeren tvang os til at svare på insinuerende og perfide spørgsmål fra et selvbestaltet anonymt orakel,« siger hun.
De tre KU-forskere har alle grublet over hvem spørgeren var, og hvorfor netop de kom under beskydning, men de vil ikke sætte navn på, hvem de selv tror, stod bag.
Albert Gjedde beskriver dog spørgerens sprog som »ejendommeligt vildtvoksende«.
»Det minder mig om en form for papegøjetale, som jeg også har mødt i andre sammenhænge, hvor såkaldte hjerneforskere blot efterplaprer de udsagn, som de tror publikum gerne vil høre i en lind strøm af ord uden tegn på dybere refleksion,« siger han.
Ifølge professor Søren Kragh Moestrup fra Aarhus Universitet, der forlod rådet i juli 2009 i protest mod »kampagnen mod rådet,« peger alle pile dog mod Milena Penkowa som Sanders anonyme kontakt. Dels på grund af spørgsmålenes karakter, og dels fordi rådsmedlemmerne fik at vide, at de kom fra en person tæt på videnskabsministeren. Det var allerede dengang almindelig kendt i forskningskredse, at den nu svindelanklagede hjerneforsker var en nær personlig ven af Helge Sander.
Fælles for de tre KU-forskere er, at de var rådsmedlemmer. Den nu svindelanklagede Milena Penkowa var tilmed ansat på samme institut på KU som Mette Rosenkilde, hvor Albert Gjedde er institutleder. Det var netop Rosenkilde, der blev foretrukket frem for Penkowa, da et ledigt professorat blev slået op på instituttet.
De har også alle tre fået støtte fra FSS, mens de var medlemmer. Milena Penkowa fik derimod 11 afslag på stribe i perioden 2000-2009 med begrundelser som fx »Rådet fandt ikke projektbeskrivelsen tilstrækkeligt konkretiseret« og »Der er ikke redegjort tilstrækkeligt for projektets metode«.
Hun fik godt nok 500.000 kroner fra FSS i 1999 og 2,1 millioner kroner i 2000, altså inden hun fik afvist sin doktordisputats.
Mette Rosenkilde modtog 1,4 millioner kroner i 2007 og 3,7 millioner kroner i 2008 øremærket til kvindelige forskningsledere. Albert Gjedde fik en million kroner i 2008, og Merete Nordentoft en bevilling på lige omkring 1,5 millioner kroner både i 2006, 2007 og 2008.
Merete Nordentoft gætter på, at hun blev lagt for had, fordi spørgeren var misundelig eller så hende som et eksempel på nepotisme, fordi hun havde opnået bevillinger tre år i træk. Hun fastholder, at der ikke er noget i snakken.
»De projekter, jeg fik penge til, havde opnået offentlig medfinansiering på over 60 millioner og har frembragt forskningsresultater, der er fint publicerede og som giver anledning til plenar-forelæsninger på kongresser mange steder i verden. Projekterne fik fine karakterer af de internationale eksperter, og jeg er selv ikke i tvivl om, at det faktisk var projekternes kvalitet, der overbeviste de øvrige rådsmedlemmer og de internationale bedømmere om, at jeg skulle have bevilling,« siger hun.
Lars Fugger, daværende formand for FSS, skrev til Helge Sander, at rådet ikke ønskede af svare på spørgsmålene, da man fandt det uværdigt at skulle tage stilling til anonyme og grundløse anklager. Han gjorde også opmærksom på, at rådsmedlemmer slet ikke må deltage i behandlingen af ansøgninger, hvor vedkommende er inhabil.
Den 27. marts 2009 sendte Forsknings- og Innovationsstyrelsen et ’udkast’ til besvarelse af de 30 spørgsmål til Sander, men han var alt andet end tilfreds.
Han sender få dage senere et 14 sider langt notat fra sin anonyme kilde tilbage med nye og mere detaljerede beskyldninger mod navngivne rådsmedlemmer.
Den daværende videnskabsminister beskylder også embedsmændene i sit eget ministerium for at have undveget fra at svare på spørgsmålene.
»Man kunne forvente intern evaluering, faglig selverkendelse, selvkontrol og selvjustits. Ingen af disse egenskaber synes at være indarbejdet i styrelsens praksis, og dets svar er i den henseende ikke betryggende,« skriver Helge Sander.
Rådsmedlemmerne er vrede over, at ministeren sendte svaret videre til den anonyme tredjepart udenfor ministeriet, tilmed uden at de som den angrebne part blev orienteret.
De fik faktisk først kendskab til notatets eksistens, da Forsknings- og Innovationsstyrelsen offentliggjorde alle dokumenterne i sagen den 16. februar i år.
»Jeg var præget af en troskyldig tillid på statsapparatet, ligesom jeg vægrede mig ved at tro på, at vi stod over for en mere sammenhængende strategi for at svække den fri forskning og straffe specielt Rådet for Sundhed og Sygdom. Nu hvor det viser sig, at vi ikke alene blev tvunget til at svare på spørgsmålene, men at vores svar – ulovligt – blev forelagt samme selvbestaltede anonyme orakel til kommentering, uden at vi blev orienteret om denne bizarre høringspart, så må jeg indse, at vi reelt blev desavoueret og forfulgt,« siger Merete Nordentoft.
Det var Helge Sanders politiske målsætning om at styrke den strategiske forskning på bekostning af den frie forskning, der var hans egentlige motiv til at hænge rådsmedlemmerne ud, lyder teorien.
Således har Lars Fugger udtalt, at mistænkeliggørelsen lammede rådets ageren i en periode, hvor medlemmerne var travlt optaget af at forsvare sig mod anklagerne.
Ifølge Inge Mærkedahl, direktør for Forsknings- Og Innovationsstyrelsen, er det korrekt, at styrelsen brugte mange ressourcer på at lave analyser, besvare spørgsmålene og udarbejde sager til minister og departement i forbindelse med behandlingen af de 30 spørgsmål. I alt 2.400 AC-arbejdstimer er det gjort op til, og dertil kommer et mindre antal timer i departementet. Hun mener dog, at det vil være at tillægge spørgsmålene for stor vægt at konkludere, at de ligefrem lammede styrelsen og forskningsrådet.
Af Forsknings- og Innovationsstyrelsens gennemgang af sagsforløbet, fremgår det, at eftersom videnskabsministeren udtrykte mistillid til styrelsen, måtte der laves en ekstern undersøgelse af bevillingspraksis i FSS.
Opgaven fik dr.polit. Inge Thygesen, der i juni 2009 nåede frem til, at rådsmedlemmer i gennemsnit havde en succesrate 34 procent, når de søgte om støtte, mens succesraten var 18 procent for ansøgere uden tilknytning til forskningsrådssystemet.
Der var allerede nedsat et ekspertpanel, der skulle evaluere forskningsrådssystemet i Danmark som led i en planlagt revision i loven, men Helge Sander kunne åbenbart ikke vente på resultatet.
Allerede den 17. august skrev han i en pressemeddelelse, at han havde orienteret Folketingets Videnskabsudvalg om de administrative ændringer, han vil gennemføre som følge af Inge Thygesen-rapporten.
Blandt andet skulle den internationale profil i rådene styrkes med flere rådsmedlemmer fra andre lande og en øget brug af internationale ekspertbedømmelser – de såkaldte peer reviews.
Løbet var dermed reelt allerede kørt i forhold til at påvirke revisionen af forskningsrådgivningsloven, da bestyrelsen for Det Frie Forskningsråd besluttede at få lavet en udvidet analyse.
Rapporten, der blev offentliggjort i marts 2010, dokumenterede, at rådsmedlemmerne allerede havde en høj succesrate, før de indtrådte i rådet, og efter de var udtrådt igen.
Det kunne altså ikke være medlemskabet af rådet, der var årsagen til deres succes, og der var dermed heller ikke grundlag for at hævde, at der var tale om nepotisme. Den simple og logiske forklaring er sandsynligvis, at forskerne, der bliver udpeget til at sidde i forskningsrådene, faktisk er de mest anerkendte, hårdtarbejdende, erfarne og kompetente på deres felt.
Hverken Mette Rosenkilde, Merete Nordentoft eller Albert Gjedde tror, at sagen har haft konsekvenser for deres forskning eller mulighed for at skaffe midler, og de føler alle tre, at de er blevet renset med den sidste undersøgelse.
Merete Nordentoft og Albert Gjedde vil dog gerne til bunds i sagen og have en undskyldning.
»Jeg får aldrig samme tillid til Videnskabsministeriets arbejde, før der er ryddet fuldstændig op i denne sag, og de skyldige er udrustet med de nødvendige reprimander eller næser,« siger Albert Gjedde.
Merete Nordentoft vil også have undersøgt, om ministeriet har begået ulovligheder.
»Jeg synes, at Rådet for Sundhed og Sygdom fortjener en undskyldning. Rådsmedlemmerne er travle mennesker, som oveni deres almindelige ansvarsfulde arbejde leverer flere hundrede timers – stort set gratis – arbejde hvert år. Man kunne forvente en vis anerkendelse for dette arbejde, men i stedet blev vi af ministeren i offentligheden hængt ud som nepotister,« siger hun.
Helge Sander afviser, at han skulle have gjort noget forkert, og han vil fortsat ikke afsløre sin anonyme kilde.
»Uanset hvilke kilder jeg end måtte have, er det altid en ministers ret og pligt at stille kritiske spørgsmål til sit system. Svarene på de 30 spørgsmål viste sig at være særdeles relevante – idet de kom til at præge det eksterne udvalgs evaluering af forskningsrådssystemet og efterfølgende også Folketingets ændring af loven,« udtalte han, da sagen begyndte at rulle.
Og efter han kom tilbage fra ferie i Thailand den 22. februar, havde han ikke skiftet mening:
»Jeg har brugt min vinterferie på virkelig at tænke over, om jeg skulle have gjort noget anderledes i denne her sag. Og det mener jeg ikke. Jeg sidder ikke tilbage med en dårlig smag i munden.«
Afløseren på posten som videnskabsminister, Charlotte Sahl-Madsen (K) sagde under et åbent samråd den 10. februar, at hun ikke selv ville benytte Sanders fremgangsmåde og stille spørgsmål fra en anonym kilde, men hun tilføjede, at det er helt legalt for en minister at stille kritiske spørgsmål til systemet.
Dansk Folkepartis videnskabsordfører, Jesper Langballe, har kaldt Sanders ageren pinlig, men er uafklaret med hensyn til kravet om en uvildig undersøgelse af Penkowa-sagen, herunder Sanders rolle.
Socialdemokraternes videnskabsordfører, Rasmus Prehn, lover dog, at undersøgelsen kommer uanset hvad.
»Det er kun et spørgsmål om der går uger, måneder eller det først bliver efter næste valg. Så snart vi har flertallet, så kommer den,« siger han.
Og at der bliver rigeligt at undersøge bekræfter professor Claus Haagen Jensen, der er ekspert i forvaltningsret.
Han udtaler således til Forskerforum, at hverken embedsmænd eller ministre ifølge forvaltningsloven må plante dokumenter som anonyme, hvis de faktisk kender afsenderen.
clba@adm.ku.dk
»For mig at se er det slet ikke udtryk for forvaltningsskik.
Jeg ser ingen forvaltningskultur i det her, og jeg formoder, at det er en helt enestående fremgangsmåde.«
-Tim Knudsen, professor ved Institut for Statskundskab på KU og ekspert i det danske politisk-administrative systems historie og struktur, på spørgsmålet om hvorvidt Helge Sanders fremgangsmåde er god forvaltningsskik.