Sander til professormøde

Torsdag den 22. januar er der stuvende fyldt i de lysekronebeklædte gemakker ud til H.C. Andersens Boulevard.

Det Kongelige Danske Videnskabers Selskab har indkaldt til forskningspolitisk årsmøde, og den forestående evaluering af universitetsloven er programmets eneste omdrejningspunkt. Forud for mødet har selskabet offentliggjort en 75 sider lang hvidbog der kommer med markante bud på hvordan universitetsloven fra 2003 bør forbedres.

Den varme kartoffel er ‘forskningsfrihed’. Et af hvidbogens forslag går ud på at ændre udformningen af paragraf 17 stk. 2. så institutledere ikke længere med loven som hjemmel »kan pålægge medarbejdere at løse bestemte opgaver«. Instruktionsbeføjelsen skal væk så forskeren kan bruge sin kreativitet på egne idéer. Det vil ifølge professorerne der har skrevet hvidbogen, gavne målet som er at skabe resultater brugbare for samfundet.

Positiv Sander
»Jeg har noteret mig tre ting,« indleder Helge Sander der som videnskabsminister er den første der får ordet.

Han står med det kritiske debatoplæg udarbejdet af nogle af landets klogeste hoveder i hånden, og selvom Sander har en fortid som journalist og nok skulle været trænet i at finde sprækkerne, vælger han at ‘fokusere på det positive’:

»Jeg hæfter mig ved at I på side to skriver at der ikke er nogen generel utilfredshed med universitetslovens intentioner (større beslutningskraft, større lydhørhed over for samfundets ønsker og større gennemskuelighed med henblik på opfyldelse af opstillede mål, red.). For det andet er det glædeligt at I anerkender at samfundet har lov til at efterspørge bestemte ting af forskeren.«

Som det sidste nævner Sander et afsnit om overheadtakster på side 26 der også skal styrke forskningsfriheden. Han kalder hvidbogen »nyttig« og et »positivt indlæg« selvom han ikke nødvendigvis er enig i konklusionerne. Men – fastslår han – der må ikke herske tvivl om at han bakker op om forskningsfriheden.

Og det er måske meget godt at begynde der hvor parterne kan mødes, for når det kommer til en ændring af den lovformulering som Videnskabernes Selskab forslår, og som vil slå fast at forskere ikke kan pålægges bestemte opgaver, så skilles vandene.

Carl Bache fra Syddansk Universitet spørger Sander hvorfor man ikke kan ændre paragraf 17 i universitetsloven så ingen institutleder kan pålægge en forsker at løse en bestemt opgave når alle parter nu anerkender forskningsfrihedens vigtighed.

Helge Sander svarer at han stadig vil se konkrete eksempler på at den nuværende lov er hæmmende før han finder det nødvendigt at ændre ordlyden i loven.

Rod i administrationen
Jørgen Grønnegaard Christensen der er professor i offentlig administation på Aarhus Universitet, får ordet efter Sander. Han påpeger at det grundlæggende problem ved universitetsloven er at den sammenblander to måder at styre en institution på.

På den ene side har universiteterne selveje og lægger så vidt økonomisk muligt langsigtede strategier fordi stabilitet er det der bekommer forskningverdenen bedst. På den anden side er man fra politisk side udsat for detailstyring på en lang række områder, og bliver derfor tvunget til at lave kortsigtede strategier og budgetter.

Jørgen Grønnegaard Christensen understreger at den nuværende måde at finansiere universiteterne på undergraver universitetslovens intention om at skabe større beslutningskraft fordi bevillingssystemet lægger magten decentralt ud til dekanerne og den øvrige forvaltning og ikke hos bestyrelsen – som han desuden mener er for langt væk fra det den skal lede.

I samme åndedrag langer Jørgen Grønnegaard Christensen ud efter udviklingskontrakterne, akkrediteringssystemet og den formulering i loven som giver lederne ret til at pålægge medarbejderne bestemte opgaver.

»Når det giver anledning til kritik, så er det fordi at det strider mod forskningsverdenens traditioner for frihed,« siger han.

Jens Rostrup-Nielsen, der er direktør for ‘special projects’ for Haldor Topsøe, holder et oplæg med titlen Skal det nytte? Han er enig i at forskerne skal have kreativt albuerum for at kunne gøre det som de er bedst til. Han understreger at der er en skarp kontrast mellem politikerne der har tendens til at tænke kortsigtet, og forskerne der dermed må tænke strategisk fordi de arbejder langsigtet.

»Det er det der gør tilværelsen interessant og absurd,« siger han og får tilhørene til at grine.

Jens Rostrup-Nielsen fastslår at det bedste man kan tilbyde erhvervslivet ikke er resultater, men derimod mulighed for at ansatte kandidater der er blevet undervist af grænsebrydende forskning. Hos Haldor Topsøe har forskerne kontrakt på at de må bruge 15 procent af deres tid på at gøre som de har lyst til. Det har vist sig at give de bedste resultater, og eksemplet lægger op til en af Jens Rostrup-Nielsens væsentligste pointer som er at strategisk forskning sagtens kan være grundforskning: »Skal det nytte? Ja, men ikke nødvendigvis på kort sigt,« afslutter han.

Aftenens bedste grin
Efter det oplæg er der varmet op til aftenens festtaler. Uddannelsesordfører fra Dansk Folkeparti Jesper Langballe gennemgår universiteternes historie fra 68-generationen og op til i dag. En udvikling han sammenfatter under overskriften »fra projektmageri til profitmageri«. I den henseende lægger hans kritik sig i forlængelse af et af hvidbogens synspunkter: Der er ingen gode gamle dage vi skal tilbage til.

Langballe kritiserer at det kun er den anvendte forskning der interesserer den nuværende regering, og ikke den forskning der udvider menneskets erkendelse.

»Da H.C. Ørsted en aften i foråret 1820 gik ind i sit universitetsauditorium, sagde han ikke til sine studerende: I dag vil jeg opdage elektromagnetismen, og så kan I ellers bande på at der vil komme gang i samfundets hjul,« siger han og inkasserer høje latterbrøl.

»Forskning skal ikke skabe verden, men undersøge den verden som er skabt på forhånd,« fastslår han og tager afstand fra den udvikling der har været i måden forskningen finansieres på:

»Basismidler er forskningens vækstlag. Og universitetsfolk bør beskæftige sig med det de kan – at forske og undervise – og ikke spurte om kap fra Herodes til Pilatus efter nogle pengekasser.«

Jesper Langballe kalder det nuværende universitetsideal der fordrer effektivitet for enhver pris, og som måler undervisningens effektivitet på hvor mange kandidater, der årligt klemmes ud af pølsefabrikken for slet og ret organiseret åndløshed.

Ikke et spørgsmål om hvad men hvordan
Før mødet ophæves, ligner Helge Sander en mand der mest af alt har lyst til at glemme at han er – Helge Sander. Men det ligger i luften at han bør sige et par afsluttende ord. Så det gør han. De handler om et besøg på et universitet i Kina, om den store fordelingslagkage hvor vi skal huske at børnehaverne og sygehusene jo også skal have sin del af skattekronerne og at forskningen derfor bliver nødt til at komme med resultater for at være finansieringsværdig.

Nå ja, og forskningsfrihed. Det skal vi selvfølgelig have, men Sander afslutter med at »det er altså vigtigt at vise resultater«.

Hvilket virker mærkeligt, for det har der sådan set været enighed om under hele mødet. De allerførste linjer i hvidbogen fra Videnskabernes Selskab starter med at fastslå at forskningen skal gavne samfundet. Spørgsmålet forbliver efter mødets afslutning derfor stadig hvordan.

jca@adm.ku.dk