Sandfærdig film om løgnagtig mand

The Imposter fortæller den sande men mærkværdige historie om en ung franskmand, der overbeviser myndighederne om, at han i virkeligheden er en 16-årig amerikansk dreng, Nicholas Barclay, der forsvandt tre år tidligere.

Han får overbevist den forsvundne drengs sørgende familie om, at han faktisk er deres søn trods tydelige forskelle i udseendet. Også de amerikanske myndigheder tror på drengen og giver ham et amerikansk pas. Han forsøger at få en almindelig tilværelse i Texas, men snart begynder facaden at krakelere.

Og hvorfor ser familien ikke, at drengen ikke er den forsvundne søn – er der en hemmelighed, der ikke tåler dagens lys?

Klassisk dokumentarfilm

Ib Bondebjerg og Deres udsendte har været i biografen for at se dokumentarfilmen The Imposter. Jeg inviterede professoren, fordi han i en årrække har beskæftiget sig med det meget omstridte kydsningsfelt mellem dokumentar og fiktion.

Det var nemlig min fornemmelse efter at have set filmens trailer, at The Imposter befinder sig i dette grænseland, og at den leger med genrekonventionerne. Men inde i biografmørket kan vi hurtigt konstatere, at filmen udfolder sig som en klassisk dokumentarisk fortælling, der endda forholder sig stærkt til den virkelige historie.

Dermed bliver det mere interessant at tale om, hvad en klassisk dokumentarisk fortælling indeholder, og om hvordan The Imposter klarer ærtene.

Kompleks diskussion

Men først lidt om grænselandet mellem dokumentar og fiktion: for Ib Bondebjerg oplever, at der ofte er misforståelser i den aldrig aftagende diskussion om genrekategorierne:

»Der er en tendens til, at knytte fiktion op til forskellige slags virkemidler. Altså, hvis man bruger særlige visuelle virkemidler, eller hvis musik og dramaturgi anvendes på kreative måder, så er det et tegn på, at man fjerner sig fra det dokumentariske og nærmer sig fiktionen.«

Bondebjerg har aldrig delt denne opfattelse, men han synes, problematikken giver anledning til en mere kompleks diskussion:

»Jeg tror, man er nødt til at gå et spadestik dybere. For den måde vi som mennesker oplever virkeligheden, er præget af, om det vi ser på er en opdigtet eller en ’rigtig’ historie.«

Realitetsforankringen

Skelnet mellem fiktion og fakta er en vigtig sondring, mener Bondebjerg, men det har ikke nødvendigvis noget at gøre med, hvordan den fiktive historie bliver fortalt.

Megen forskning viser, at det narrative går på tværs af fiktion og fakta, og at vi som mennesker oplever virkeligheden igennem narrative briller.

»Det er en kognitiv dimension hos mennesket, at vi altid prøver at aflæse virkeligheden ved at bruge fortælling. Man kan hævde, at narrativ og dramatisk struktur ikke i sig selv er indikator for, om noget er fiktion eller fakta. Det afgørende er realitetsforankringen,« siger Bondebjerg og fortsætter:

»The Imposter kunne lige så gerne have været en thriller, den har alle de samme elementer. Men det er trods alt en virkelig historie, og det ville have været mærkeligt, om ikke instruktøren fortalte den, som den faktisk forløber – en historie, der gradvis afdækkes, og hvor tilskuerens sympati og antipati med de medvirkende forflyttes i takt med fortællingens udvikling.«

Autoritativ dokumentar

Bondebjerg forklarer, at filmen er en blanding af den observerende og autoritative dokumentar:

»Der er ikke nogen overordnet fortæller, der beretter om handlingsforløbet, men filmen bruger de midler, man kender fra den autoritative dokumentar. Det er for eksempel vidner, eksperter, kilder og dokumenter. Samtidig fortæller den sin historie indefra,« siger Bondebjerg.

Med det mener han, at filmen lader de virkelige personer optræde som sig selv, og at det er deres personlige beretninger, der driver historien fremad.

Fra rekonstruktion til realoptagelser

Filmen skifter meget hurtigt mellem rekonstruktioner, realbilleder fra fortiden og nutidsbilleder. Den leger også meget med brugen af lyd, hvor stemmeføring ændrer sig undervejs.

»Det er meget elegant og udtryksfuldt gennemført, fordi det ikke blot er effekter, men har en forankring i virkeligheden. I filmen fortæller karakteren i nutid om noget der er foregået i fortiden, og så mimer han situationen ved at lade stemmen skifte karakter.«

Professoren mener dette afspejler filmens evne til, at på trods af mange nødvendige rekonstruktioner, så er disse alle i høj grad baseret på det, der i virkeligheden skete:

»Det kan man fornemme flere steder i filmen, blandt andet når en rekonstrueret scene går direkte over i kornede familieoptagelser,« siger han.

Sandfærdig film om løgnagtig mand

Filmen er dramaturgisk og retorisk fortalt på en meget flot og effektiv måde, der både understøtter dens spændingskurve og dens faktuelle forankring i virkeligheden, mener professoren:

»Instruktøren har selv sagt, at det var en udfordring at lave en sandfærdig film, om en så løgnagtig mand. Men det er lykkes godt for ham,« siger Bondebjerg og tilføjer:

»Filmen er godt fortalt fordi den lader os opleve virkeligheden på forskellige niveauer før vi er helt klar over, hvordan historien er skruet sammen.«

Ægte surrealistisk fortælling

Der er hele tiden noget, der ulmer under overfladen i The Imposter. Det medfører en vedholdende nysgerrighed for, hvor historien er på vej hen, og hvilke opdagelser undersøgelsen er ved at afdække.

Samtidig er det en kvalitet ved filmen, at den tillader tilskuer at være til stede med hver enkelt karakter, i hans eller hendes personlige version af historien. Den omfavner deres subjektive virkelighed og afslører samtidig, hvordan den enes sandhed afviger fra den andens.

Det er en gribende og surrealistisk fortælling, som bliver desto mere interessant af det faktum, at den er ægte.

Der antydes ikke så lidt om, den komplekse og til tider udfordrende menneskelige vilje til, at tro på, at det umulige kan ske. Og blotlæggelsen af den ensomme sjæl, der ser sig nødsaget til, at indtage et andet menneskes selv, fordi han ikke kan holde ud, at leve i sit eget, er både rørende og afskyelig på samme tid.

line.hjorth@adm.ku.dk