Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Videnskab
BELYST - En franskmand står bag et nyt interaktivt kort, der viser, hvordan internationalt forskningssamarbejde binder verdens universiteter sammen. USA, Europa og Japan dominerer klart, mens Sydamerika, Kina, Indien og Ægypten er på vej - ifølge lyspletterne på kortet.
Olivier H. Beauchesne har undersøgt, hvordan universiteter forsker sammen på tværs af verdensdele og landegrænser. Han er ansat i den franske virksomhed Science-Metrix, der har adgang til data fra stort set samtlige af verdens videnskabelige tidsskrifter, som han har brugt til at lave kortet.
Universitetsavisen har af Olivier H. Beauchesne og Science-Metrix fået lov til at vise et udsnit af kortet ovenfor, mens det
interaktive kort over hele verden kan ses her.
Det er muligt at zoome ud og helt ind igen på et lands universiteter. Hvis man zoomer ind på Danmark, ser det ud til, at Københavns Universitet (KU) har en del samarbejde med steder nord og vest for KU; det kan dreje sig om samarbejde med private virksomheder, RUC og Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby og også Lunds Universitet i Skåne i Sverige.
Til netavisen Ingeniøren.dk siger Olivier H. Beauchesne om sin arbejdsmetode, der omfatter internationalt forskersamarbejde i perioden fra 2005-2009:
»Hvis en forsker ved University of California publicerer en artikel sammen med en kollega fra University of Tokyo, så vises det som en forbindelse mellem Los Angeles og Tokyo. Resultatet af denne proces bliver en lang række forbindelser mellem byer. Lysstyrken af linjerne er en funktion af logaritmen af antallet af samarbejdsrelationer og logaritmen af afstanden mellem byerne.«
anfj@adm.ku.dk