Selveje kan gøre det svært for regeringen at nå forskningsmål

Regeringens mål er, at det offentlige hvert år skal bruge mindst 1 procent af BNP på forskning og uddannelse. Det fremgår af regeringsgrundlaget fra 2011. Her hedder det også, at beløbet er et ‘gulv, ikke et loft’.

Også den tidligere regering forfulgte 1 procent-målet, og de senere års politiske diskussion af forskning og uddannelse har ofte drejet sig om, hvorvidt staten leverede den ene procent eller ej. De øvrige EU-lande har nemlig samme mål – den såkaldte Barcelonamålsætning fra 2002, som også siger, at den private sektor skal stå for forskning og udvikling for 2 procent af BNP. Danmark indfriede i 2009 som et af bare tre EU-lande målet.

I 2013 brugte staten 20,9 milliarder kroner til forskning og udvikling, svarende til 1,11 procent af BNP, en smule over det fastsatte gulv.

Samtidig flød i 2013 knapt 471 millioner kroner retur til statskassen i form af overskud på den husleje på i alt 2,2 milliarder kroner, som universiteterne betaler til staten. De 471 millioner er ikke en udgift ved at vedligeholde og administrere bygningerne; de er et ‘overskudskrav’, som Finansministeriet har bygget ind i den huslejeordning (kaldet SEA-ordningen), som alle universiteter undtagen DTU og CBS har været underlagt siden 2001.

Det er ret store beløb, som staten henter i universiteternes kasser. I 2014 trak Finansministeriet 463,6 millioner kroner ud af universiteternes bevillinger i overskud til statskassen, oplyser Bygningsstyrelsen. I 2015 er overskuddet beregnet til 477,9 millioner kroner, fremgår det af et svar til Folketinget fra uddannelsesministeren.

Selv om staten dermed gav med den ene hånd og tog med den anden, er de 471 millioner i 2013 og 463,6 millioner i 2014 ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet ikke blevet trukket fra, når regeringen har beregnet, hvor mange penge, samfundet bruger på uddannelse og forskning.

»Forskningsmålsætningen måles i forhold til de afsatte bevillinger til forskning på finansloven. Det gælder både for universiteternes basisforskningsmidler og alle andre forskningsmidler. Universiteterne modtager deres bevilling som en samlet blokbevilling og prioriterer selv, hvordan denne bevilling bruges inden for deres formål, herunder også til bygninger,« skriver ministeriet til Uniavisen.

Hvis overskuddet på huslejen blev trukket fra, ville staten i 2013 kun lige have knebet sig op over 1 procent-målsætningen, med omkring 1,07 procent af BNP brugt på forskning og udvikling.

Nettostøtten til universiteterne må beregnes efter markedsvilkår

»Det er grundlæggende bagvendt, at man først giver et tilskud og så trækker penge retur med den nuværende huslejeordning,« siger professor i økonomi ved Roskilde Universitet Jesper Jespersen.

»Skal man se på, hvor meget, man netto støtter universiteterne, må man trække huslejen fra, bortset fra almindelig drift og vedligehold. Men derudover får KU og de øvrige universiteter jo lov at bo i bygningerne, og det er også en støtte til dem, hvis værdi svarer til den indtægt, som staten kunne have fået ved at udleje de samme bygninger på det frie udlejningsmarked,« siger Jesper Jespersen.

Vil man kende den reelle merpris, som KU og de øvrige universiteter betaler i dag, skal man altså sammenligne med de vilkår, som universiteterne kunne få, hvis de boede på markedsvilkår.

Dette har regeringen faktisk regnet løst på. Hvis KU købte sine bygninger af staten til fuld bogført værdi, 11,8 milliarder kroner, og lånte pengene på det private marked, ville KU sidde 540 millioner kroner billigere om året end i dag (og derfor skulle have en tilsvarende mindre bevilling af staten). Det fremgår af et regneeksempel i en intern rapport om KU’s selveje-ønske, som Uddannelses- og Forskningsministeriet, Klima-, Energi- og Bygningsministeriet og Finansministeriet udgav i november 2014. (Se også faktaboks).

Rentebetalinger er også fortjeneste til staten på universiteterne

I universiteternes husleje på 2,2 milliarder kroner (i 2013) er lige under en milliard rentebetalinger, altså afbetaling på gæld i universitetsbygningerne. Gælden er stiftet af Bygningsstyrelsen, som ejer bygningerne. Pengene låner styrelsen af statskassen gennem den statslige genudlånsordning til en rente på fem procent.

Fem procent er en høj rente sammenlignet med renten på realkreditlån i disse år, og derfor betaler universiteterne også her en merpris for at leje deres bygninger hos Bygningsstyrelsen i stedet for at være ejere med gæld i realkreditinstituttet.

»En væsentlig del af det provenu, som statskassen opnår gennem den statslige genudlånsordning fås således gennem den merrente i forhold til statens egen lånetente, som staten opkræver hos universitetsejendomsvirksomheden (Bygningsstyrelsen, red.),« står der i regeringens interne rapport om selveje.

Huslejeordningen er en gås

Afhængig af, hvem man spørger, er de mange penge, som staten tager retur fra universiteternes bevilling, enten et argument for eller imod den nuværende huslejemodel.

For Københavns Universitets ledelse er den overskudsgivende husleje et rent dræn på forskning og uddannelse. KU-ledelsen ønsker at opnå selveje og købe sine bygninger af staten, dels for at få kontrol over indretning og vedligehold, dels for at spare penge. I en aktuel kampagnevideo for selveje illustrerer KU problemet ved at lade en lille pacman-figur af mursten æde sig vej gennem reagensglasrør og bøger, der illuderer forskning og uddannelse.

KU har, uagtet at det er regeringen, der bestemmer prisen, foreslået at betale ni milliarder kroner for bygningerne, hvoraf de syv milliarder ville gå direkte i statskassen. De sidste to milliarder ønsker KU, at staten skal betale mod at få pant i og derigennem en vis kontrol over bygningerne.

Set fra Bygningsstyrelsens stol er indtægten fra huslejen en god grund til at staten ikke bør give KU selveje. Huslejen er gåsen, der lægger de gyldne æg, og det engangsbeløb, som KU tilbyder, berettiger ikke, at regeringen slagter gåsen.

»I 2014 var udbyttet til statskassen fra universitetsejendomsvirksomheden (i form af en negativ bevilling) på 463,6 millioner kroner. Samtidig har universitetsejendomsvirksomheden betalt renter for den kapital, som er lånt af staten på 981,6 mio. kr. i 2014. Det er disse løbende betalinger, som staten ville miste, hvis man ikke havde SEA-ordningen for universiteterne. Ud over renter og udbytte er der et internt overskud i ordningen, som dog for tiden er disponeret til at finansiere UNILAB-renoveringerne. I alt finansierer ordningen således laboratorierenoveringer for tre milliarder kroner på denne måde over en årrække,« skriver Bygningsstyrelsens direktør Kristian Lyk-Jensen i en e-mail til Uniavisen.

»I forhold til regnestykket for Finansministeriet (eller statskassen) vil den løbende rentebesparelse man ville få ved at tilbagebetale statslån for syv mia. kr. – eller et andet lignende beløb – være langt mindre end de betalinger som statskassen i dag får i form af rentebetalinger og udbytte fra SEA-ordningen. Det er derfor at udgiftsneutralitet for staten ved et evt. bygningsselveje forudsætter, at universitetet skal aflevere den bevilling, man har, til at betale huslejen, men til gengæld skal kompenseres for den kapitalomkostning man får ved at købe bygningerne. Det er i øvrigt det samme der sker (med modsat fortegn) når man træder ind i SEA-ordningen, hvor man får bevilling til at betale huslejen,« skriver Kristian Lyk-Jensen.

Han bemærker, at udbytte og renter er for hele universitetsejendomsvirksomheden, hvorfor tallet ikke er direkte sammenligneligt med det beløb på syv milliarder kroner, som KU har foreslået, som prisen for de bygninger universitetet i dag lejer af Bygningsstyrelsen.

KU’s bygninger udgør en tredjedel af alle Bygningsstyrelsens værdier.

chz@adm.ku.dk