»Seriøst afvigende radio«

»P3 har rammer. Det har vi – så ikke,« siger chefredaktør William Abrahamsen. Sidste sætning udtales staccato. Det er en konklusion han kommer frem til mens han taler. Emnet er Universitetsradioen. En radiofrekvens hvor programmerne er lavet af studerende fra spæd idé til færdigklippet montage, og som sender både til de morgenfriske og de nattergale. Hvad er konceptet?

Der falder ikke noget prompte svar fra chefredaktøren og de betroede medarbejdere som er blevet sat stævne uden for Studenterhuset i Købmagergade. Gennem et sugerør bliver der hevet efter de sidste coladråber. Det tomme plastikbæger hvæser i protest. Omsider kommer svaret, og det er en benægtelse. Der er ikke rigtig noget koncept. Universitetsradioen har ingen kommercielle hensyn at tage. Der er kunstnerisk og nørderisk frihed og sågar også redaktionel frihed over hele sendefladen.

Formidling i praksis

Vi skruer tiden tilbage til en halvlun aften i september. Købmagergade er fuld af liv, selv om det er flere timer siden butikkerne lukkede. Dørene ind til Studenterhuset svinger konstant ind og ud, men der er også guf på plakaten denne torsdag. Bandet Silhuet er blevet hyret til at give den københavnske ungdom noget at danse til. Det er Universitetsradioen der står bag koncerten. Musikken der om lidt vil få det til at runge inde i Rundetårns sneglegange, vil blive optaget og senere spillet for lytterne på Universitetsradioens frekvens. Arrangementet på Studenterhuset er et eksempel på en af de mange forskellige idéer som bliver undfanget i hovederne på Universitetsradioen og ført ud i livet.

Men hvad er Universitetsradioen derudover? En legeplads foreslår en. Et sted hvor man kan prøve formidling i praksis. Et øvelokale. »Vi laver det vi selv har lyst til at lytte til,« siger chefredaktør William Abrahamsen og klør sig tankefuldt i nogle lyse skægstubbe. Det kræver ingen særlige erfaringer at blive optaget i logen af kreativt tænkende radioamatører. Læren om teknik og udtale er noget der kommer hen ad vejen. Kun lyst og engagement er ‘must haves’.

Morgenbitter, Dramaherz eller Heksetimen

To minutters gang fra Studenterhuset holder Universitetsradioen til. Ud over to studier og et køkken fyldt med kaffe af alle arter og bønner vil den besøgende opleve et stort, lyst lokale med slidte træplanker og vægge der er tapetseret med plakater og påmindelser. Et langbord hvor numre af Information, Ingeniøren og Metroxpress ligger opslået, og to sofaer i slidt, rødt stofbetræk udgør møblementet. Et flyde-ud plateau nær vinduet gør det muligt at ligge og tænke store tanker om radio og verden, mens menneskemyldret i Krystalgade et niveau under passerer uvidende forbi.

Det roder en anelse. Faktisk er det lidt af en bule. Måske er det derfor at et printet påbud er sat op på væggen. »Din mor arbejder her ikke!!! Så hils hende (og sig tak for sidst!),« står der. Det sidste er tilføjet med kuglepen. På en stor, grå filtplade er der lavet en oversigt over hvilke programmer der sender hvornår. Sendefladen prydes af titler som »Olav og Lene + 2 varme fra kassen«, »Lörtelarm«, »Jacobs fakultet« og »Heksetimen«. En plakat med to syntetisk gule kyllinger og en petroleumsblå baggrund gør det åbenbart også ud for et program. Hvad går det ud på?

»Det hedder Schlagsahne,« fortæller Lars Plenge og fortsætter. »Ja, vi gør ret meget ud af at finde dækkende titler til vores programmer. Det er faktisk noget af det allervigtigste.« Lars Plenge er radioens PR-chef og mand for at vise besøgende gæster rundt i Universitetsradioens gemakker. Han er også morgenvært på programmet Morgenbitter sammen med makkeren Lars-Ole Jørgensen. Et program hvor der bliver fabuleret og filosoferet over dagens nyheder, og fakta bliver blandet med værternes egen know something – live. Morgenprogrammerne brander sig selv med at have værter »der er cirka 127,3 procent kækkere end andre kendte mærker.«

Fejl er charmerende

Tilbage i Studenterhuset er aftenens band moderigtigt sent på den. Forsinkelsen giver Universitetsradioens fremmødte tid til at fundere over hvorfor det er at de betaler for at være medlem af en forening hvor det gælder om at producere programmer til faste sendetider.

»Jeg vil bare gerne være vild og spontan,« siger Tim Lissauer der er radioens grand old medlem. Han taler langsomt og slæbende. Det lyder lige som Wulff. Der bliver grinet omkring bordet. »Jeg havde en ven, og vi lavede meget sjovt sammen. Vi prøvede vores vittigheder og tanker af på vores venner i fredagsbaren, og de var vilde med os. Så vi måtte ud med det,« uddyber han.

»Jeg er en nørd,« indrømmer Susanne Baden der er næste person i rundkredsen. »Det fede ved at arbejde på Universitetsradioen er at den ikke er kommercielt styret. Vi kan sende et to timers langt interview hvis det er det vi vil,« fortsætter Susanne Baden der er morgenredaktør og som den eneste beskæftiger sig med journalistik til daglig. Universitetsradioen har omkring 1000 lyttere hver gang de sender, og netop de ukommercielle omstændigheder gør at de store stjerner ikke altid har lyst til at medvirke i programmerne.

Til gengæld stiller de store hjerner, lektorer og forskere fra universiteterne tit op til interview. Det sker dog ofte at Universitetsradioen går efter de utraditionelle kilder. PR-chef og morgenvært Lars Plenge kan fortælle at grunden til at han begyndte på radioen, er at han havde fået idéen til programmet »Gris«. Det handlede om at tage ud til de største udørker man kan finde i Danmark og lave noget jordnært Her-er-dit-liv-reportage derfra. Programmets højdepunkt udråber Lars Plenge selv til at være da han interviewede et par sønderjyder der i en diskussion af vejbump nærmest overtog styringen af programmet.

Chefredaktør William Abrahamsen slår fast at det ikke er noget krav at man kan lave noget der lyder professionelt. Fejl er blot charmerende. »Vi ved ikke hvilke fejl det er som vi ikke må begå,« indskyder Tim Lissauer. Medlemmerne lytter imidlertid til hinandens programmer, og de diskuterer hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer, men det rokker ikke ved den frihed der er fundamentet for alt hvad der bliver sendt på frekvensen. Omsider er aftenens band på plads i Studenterhuset, og toner strømmer ud i natten. Lyden er lidt rusten og ikke nypoleret pæn.

En ting bandet har tilfælles med Universitetsradioen.