Gammel klausul truer københavnske kollegier: »Set i bakspejlet skulle man have gjort det her for 50 år siden«

»For at opsummere helt kort: Kommunen bruger mafiametoder, og de står lige nu med en ladt pistol i hånden, som de har presset os op i et hjørne med.«

Asbjørn Munk er næstforperson for beboerrådet på Sofiegårdens Kollegium og prøver for tredje gang denne aften at forklare præcis, hvad det er for en situation kollegiet står i, og hvad det er, beboerne skal stemme om.

Den korte opsummering får de cirka 50 fremmødte til bryde ud i latter, og lavmælt snak breder sig på bænkene i kollegiets festsal, hvor mødet finder sted.

Klokken er halv ni, og aftenens beboermøde har indtil videre varet i knap to timer, hvor tiden er gået med at diskutere aftenens helt store punkt: Finansieringen af en omfattende renovering af bygningerne og den såkaldte hjemfaldspligt, der vil ramme kollegiet i 2040.

Fra salen har aftenen budt på tomme blikke, hvisken i krogende, mange opklarende spørgsmål og tiltagende bekymrede miner.

For selvom situationen er både indviklet og teknisk kompliceret er én ting meget klart: Beboerne kan se frem til markante huslejestigninger inden for de næste par år. Og på sigt kan Sofiegårdens fremtid som kollegie være på spil.

»Jeg tror lige, vi tager en pause på 10 minutter, inden vi stemmer,« siger Noah Sturis, der er forperson for beboerrådet, og som leder aftenens møde med Asbjørn Munk.

Sofiegården er i dag en selvejende institution, som i 70’erne blev opført på Københavns Kommunes grund med en klausul om, at kommunen i 2040 ville have ret til at tilbagekøbe grunden til den oprindelige salgspris.

I kollegiets cirka 50-årige levetid er der ikke blevet gennemført særligt mange renoveringer, og indtil for nyligt har beboerne heller ikke afsat store summer penge til opsparing, der kunne bruges til fremtidige renoveringer.

I dag mærkes de mange års slid tydeligt blandt beboerne, der i perioder ikke har varmt vand i boligerne på de øverste etager, og som døjer med utætte vinduer i flere af de både et-, to- og treværelses lejligheder, der findes på Sofiegården. Derudover trænger kollegiet til både nyt tag, ny facade, nye tagrender. Og så videre.

Problemet er bare, at der mangler omkring 50 millioner i budgettet til de renoveringer, der efterhånden er stærkt tiltrængte.

»Fordi man gennem lang tid ikke har prioriteret vedligeholdelse af kollegiet, står vi i dag i en situation, hvor vi er nødt til at lave en gennemgribende renovering. Og normalt ville man kunne tage et 30-årigt lån til en sådan renovering,« forklarer Noah Sturis og fortsætter:

»Men på grund af hjemfaldspligten kan vi ikke stille garanti i vores friværdi, som falder hvert år, vi kommer tættere på år 2040. Af samme årsag har vi heller ikke 30 år at betale tilbage i, så ingen banker vil låne os de penge, da kommunen skal stille garanti for lånet og det vil de med garanti ikke.«

Man sikrede sig den billigste husleje

Det lyder kompliceret, og det er det også.

Og for de mange unge beboere som for 1, 2, 3 eller 4 år siden var så heldige at få plads på Sofiegårdens Kollegium, er det da også en problematik, som kan føles både unfair og abstrakt at forholde sig til.

På aftenens beboermøde vedtages i første omgang en huslejestigning på lidt over 3 procent til næste års budget. Langt større huslejestigninger er på vej, hvis den store renovering skal finansieres.

Endnu en beboer rækker hånden op.

»Jeg prøver bare lige at forstå, hvordan vi pludselig er endt i en situation, hvor vi mangler så mange penge,« siger hun og er stille et øjeblik.

»Set i bakspejlet skulle man så ikke være begynde at sætte de her penge af for 20 år siden?«

Noah Sturis og Asbjørn sukker opgivende.

»Set i bakspejlet skulle man have gjort det her for 50 år siden,« griner Noah Sturis.

Med på mødet i aften er også Charlotte Simonsen, der arbejder i boligselskabet FA09, som administrerer Sofiegårdens ventelister og øvrige juridiske interesser. Hun kender til hjemfaldsproblematikken fra andre kollegier, og kan derfor hjælpe med at rådgive beboerne.

»Det lyder voldsomt, og man kan måske blive sure på dem, der boede her før. Men min erfaring er, at der virkelig ikke er mange kollegier, der har været gode til det her. Man har fokuseret på, hvordan man sikrede den laveste husleje. Så det er slet ikke kun Sofiegården, der står i den her situation,« fortæller Charlotte Simonsen.

I aften skal beboerne stemme om to scenarier:

Scenarie A består i, at kommunen låner dem penge til en renovering, hvis de giver afkald på at være selvejende institution og i stedet overgår til at blive almene ungdomsboliger. Det vil blandt andet betyde en huslejestigning på minimum 40 procent, og at kommunen får ret til at anvise socialt udsatte unge til kollegiet.

Scenarie B består i, at kollegiet forsøger at forblive selvejende indtil år 2040 og skaffer de mange millioner andetstedsfra – for eksempel gennem fonde. Det løser dog ikke hjemfaldsproblematikken, for hvis kollegiet foruden renoveringen til +50 millioner også skal købe sig selv fri, er det ikke til den oprindelige salgspris, men til den nuværende markedspris. En pris på langt over 100 millioner.

Scenarierne opridses flere gange i løbet af aftenen, og flere spørgsmål fra salen går på, hvad det præcist er, beboerne stemmer for og imod.

»Så hvis man ønsker sig, at Sofiegården forbliver et kollegie både nu og i fremtiden, så skal man vel stemme for scenarie A?« spørger en beboer fra salen.

Asbjørn Munk nikker.

»Det ser vi på nuværende tidspunkt som den mest realistiske løsning. Vi ville ønske, at vi kunne forblive selvejende, for vi er bange for, hvad både anvisningsretten og mindre selvbestemmelse kan betyde for fællesskabet. Vi oplever det som, at kommunen udnytter vores situation til at presse os ned i nogle vilkår, som vi ikke kan sige nej til. For eksempel har  vi oplevet at få forskellige meldinger om, hvilken pris vi kan købe os fri til, hvilket udfordrer hele grundlaget for at tage en beslutning« siger han og henviser igen til »mafiametoder«.

»Den anden mulighed er jo, at vi prøver at holde os kørende med noget gaffatape og andre lappeløsninger indtil 2040, men som det ser ud nu, kan vi slet ikke holde os kørende så længe. Og i år 2040 vil kommunen alligevel købe grunden tilbage, og derfra ved ingen, hvad der sker med Sofiegården.«

»Jeg er megabange for, at alt det her går tabt«

Beboere på et kollegie er som oftest ikke beboere i mere end fire-fem år. Det betyder, at mange af beboerne i salen i aften alligevel vil være flyttet ud, når huslejestigningerne og problemerne for alvor rammer.

Så hvorfor sidder cirka 50 beboere lige nu bænket i festsalen for at diskutere en fremtid, de ikke selv kommer til at være en del af?

For Jaya Maria Westh, som i øjeblikket læser en kandidat i didaktik og bor i en kollegielejlighed med sin søn, handler det om at kunne give det fællesskab, hun selv har haft, videre til fremtidige studerende.

»Jeg har boet her siden 2018, og jeg er virkelig berørt af den her situation. Nu har jeg været her i så mange år, og det er et fantastisk sted med et fantastisk fællesskab, du ikke lige finder andre steder,« siger hun.

På Sofiegården bor beboerne i egne lejligheder med trinettekøkkener frem for store fælleskøkkener, som man kender fra mange andre kollegier. Det betyder, at fællesskabet kræver en ekstra indsats, fordi man ikke lige så naturligt støder på sine medbeboere, fortæller Jaya Maria Westh.

»Da jeg flyttede ind for fire-fem år siden, var der slet ikke så meget liv, som der er i dag. Men pludselig er det bare blomstret helt vildt op,« siger hun og fortæller, hvordan en række beboere fx blev enige om at lave asfalten i gården om til græsplæne.

»Hurtigt var der blevet organiseret et team, som flækkede asfalt op, lagde rullegræs ned og nu sørger for at luge den lille græsplæne. Og det er bare sådan noget, det gør, at jeg synes, det er fantastisk at være her,« siger hun og holder en tænkepause.

»Jeg er megabange for, at alt det her går tabt. Alt det kollegiale fællesskab.«

I løbet af aftenen er Jaya Maria Westh nået frem til, at hun ville stemme for, at kollegiet overgår til at blive almene ungdomsboliger.

»Hvis jeg stemte med hjertet, ville jeg jo helst, at vi forblev selvejende. Men det realistiske er jo nok, at vi går over til almen. Men jeg håber allermest, at der kommer en tredje mulighed på et tidspunkt,« siger hun.

»Det har betydet så meget for mig at bo her, og jeg har fået så meget lyst til at vise Sofiegården frem til andre, så de kan se, hvad vi har at byde på.«

Flere kollegier er under pres

Sofiegården er langt fra det eneste kollegie i København, der rammes af den kommunale hjemfaldspligt i løbet af de næste 10-30 år, og som derfor ikke har mulighed for at optage lån til renoveringer på almindelig vis.

Omkring otte kollegier i København står i øjbeblikket i lignende eller samme situation som Sofiegården, mens to kollegier har fået aflyst tilbagekøbsretten.

Christopher Røhl er medlem af Borgerrepræsentationen for Radikale Venstre og har arbejdet indgående med problematikken de fem år, han har siddet på rådhuset.

»Vi begynder at nærme os årene, hvor folk virkelig bliver ramt af det her. Og jeg ved, hvor frustrerede det gør beboerne ude på kollegierne, fordi handlemulighederne er så få,« siger Christopher Røhl, som i udgangspunktet anbefaler kollegierne at overgå til at blive almene.

»Mig bekendt har vi endnu ikke set eksempler på kollegier, som er blevet tilbagekøbt af Københavns Kommune, så vi ved faktisk ikke helt, hvad der vil ske, hvis kommunen får arealet tilbage. Politisk vil jeg selvfølgelig arbejde for, at det fortsætter som kollegie.«

Er kommunen den egentlige skurk i det her? Bruger de mafiametoder?

»Det er en svær og træls situation for alle, og kommunen gør jo ikke rigtig andet end at følge loven. Og som politikere er vi forpligtet på at varetage kommunens økonomi på bedst mulig vis, så jeg ser ikke, at vi kan gøre det så meget anderledes,« siger Christopher Røhl og tilføjer:

»Men samtidig har vi også et ansvar for, at der bliver ved med at være gode og billige kollegier i København. Derfor optager den her sag mig så meget.«

Skal de boliger nødvendigvis ligge på Københavns allerdyreste og mest attraktive adresser?

»Ja, det mener jeg. Det er med til at skabe en levende studieby og gøre det attraktivt at være studerende i København. Derfor må vi også tage kampen op for de eksisterende studieboliger, vi har i hovedstaden.«

Kollegierne har samtidig nogle bekymringer ved at overgå til almen status. Er de berettigede?

»En stor bekymring hos kollegierne er særligt anvisningsretten, som kan betyde, at  der kan komme en del udsatte unge til kollegierne, som kommunen anviser. Men jo flere kollegier, der går alment, jo flere er de til at tage ansvar om den gruppe af unge. Og politisk vil jeg arbejde på, at man fordeler udsatte unge mere, end hvad der i øjeblikket er lagt op til,« siger han og tilføjer:

»Og når det er sagt, så er der selvfølgelig noget godt og rigtigt i, at vores kollegier og unge studerende er med til at tage et socialt ansvar.«

Det sidste sted, hvor SU’en rækker

Beboerne er tilbage fra pausen og klar til at stemme. Men inden de endelige stemmer afgives, har flere beboere fundet på alternative ideer til, hvordan kollegiet måske kan reddes.

»Findes der ikke et kartotek af tidligere beboere, som kunne give os nogle vennerabatter på nogle af de renoveringer, der skal laves?« forslår én.

»Eller kunne vi skrive et brev til tidligere beboere, som ikke har betalt til en opsparing og spørge, om de vil donere noget?« spørger en anden.

Salen bliver enig om, at alle alternative løsninger afsøges sideløbende med det scenarie, beboerne stemmer igennem i aften.

»Vi har også overvejet, om vi alle sammen skal låne en million i banken, og så købe bygningen tilbage,« siger Noah Sturis, og salen griner.

»Vi har stadig tid. Og vi startede i 70’erne som et oprør mod Københavns Kommune, og nu har jeg bare lyst til, at vi skal være det igen,« siger han.

Der stemmes, og scenarie A vinder stort.

Beboerne bliver altså enige om, at den bedste mulighed for Sofiegården på nuværende tidspunkt er at overgå til almene boliger.

Da møder er slut, summer salen af snak om aftenens diskussioner. En beboer sætter sig og spiller klaver, mens rummet langsomt affolkes.

Blandt de deltagende i aften var Signe Holst, som blev færdiguddannet i retorik i januar, men stadig bor på kollegiet med sin kæreste, der stadig er studerende.

»Jeg bliver næsten lidt rørt over, hvor interesserede folk er i at bevare det fællesskab, der er. Det har virkelig bekræftet mig i, at der er noget her, som er værd at kæmpe for,« siger hun.

»Og jeg er oprigtigt bekymret for, hvor det ender. Jeg tror, vores bedste mulighed er at gå over til almen status, men så mister vi selvbestemmelsen, og det kan have konsekvenser for fællesskabet.«

Signe Holst har boet på Sofiegården siden 2019 og er repræsentant i organisationen Sammenslutningen af Københavnske Kollegier SAKK.

»Problemet er jo, at folk kun bor her nogle år, og det gør vidensdeling og store beslutninger som denne svære. Derfor er formålet med SAKK, at vi prøver at skabe en struktur for mere samarbejde på tværs.«

Én af de sidste tilbageværende i salen er Noah Sturis, der på skift snakker med beboere med input eller tanker om aftenens diskussioner.

Han har boet på Sofiegården siden 2019 og læser menneskeorienteret intelligens på DTU, men sidder i Folketinget for Alternativet som stedfortræder.

»Jeg har aldrig i alle de år, jeg har boet her, set så stort et fremmøde til et beboermøde,« siger han overvældet.

»Vi står i en ret alvorlig situation, og jeg vil gøre alt, jeg kan, for at sikre Sofiegårdens overlevelse.«

Hvorfor egentlig? Intet af det her kommer vel til at vedrøre dig personligt?

»Nej, det tror jeg ikke, det gør. Jeg er flyttet ud, når huslejestigningerne rammer. Men jeg kan godt lide at hjælpe, og så synes jeg, det er vigtigt, at der stadig findes steder i København, hvor folk har råd til at bo på en SU. Og Sofiegården er et af de ganske få, få steder, hvor det stadig kan lade sig gøre i dag.«