Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Sexede havslanger publicerer bedst

VOV AT VÆRE USERIØS - Lærde artikler om vandlopper og havslanger oser ikke af formidlingsmæssig sex. Men havslangeekspert Arne Redsted Rasmussen har formået at få det lille stribede dyr gjort spændende for en hel verden.

»Min grundfilosofi er, at forskere ikke skal være så bange for at formidle videnskaben. Selvfølgelig skal vi holde os til sandheden. Der skal være belæg i det, man siger. Men hvis man hele tiden tager hensyn til, hvad ens kollegaer måske vil sige, så bliver det noget møg, når man formidler sin forskning til andre,« siger Arne Redsted Rasmussen.

LÆS: Havslangeforsker citeret 250 gange i medierne

Arne Redsted Rasmussen er ansat som lektor på Konservatorskolen på Det Kongelige Danske Kunstakademi på Københavns Universitet (KU), og så er han gæsteforsker på Zoologisk Museum. Han var også med på Galathea 3-ekspeditionen i 2006 fra Cape Town til Perth og fra Sydney til Salomonøerne i Stillehavet.

Ny viden om havslanger fra den rejse er i dag publiceret i to internationalt anerkendte videnskabelige tidsskrifter og i Proceedings of World Ocean Conference, og de har igen kastet et utal af citater af sig i andre medier. Arne Redsted Rasmussens erfaringer med danske journalister er, at han ikke kan finde noget at brokke sig over. Han føler sig godt behandlet.

Vandlopper kan også være sexede

Ifølge ham behøver man ikke at forske i farlige eller eksotiske og såkaldt sexede dyr for at kunne trænge igennem til andre med sin forskning. Måden man gør det på er derimod afgørende. Det er formen, der gør dyrene sexede.

LÆS: Forskerens familie med til at fange havslanger med to hoveder

»Jeg kender for eksempel én, der arbejder med vandlopper, professor Thomas Kiørboe på Danmarks Tekniske Universitet. Og hvis man nogensinde har hørt Thomas Kiørboe holde foredrag om vandlopper, så falder man sgu på røven. For man tror jo, at vandlopper er kedelige dyr, ikke også? Men det er de slet ikke, når Thomas Kiørboe fortæller om dem,« siger han.

Havslanger kan være meget giftige dyr, og nogle havslanger kan også være meget aggressive, og er måske af disse grunde er slangerne berygtede. Men ifølge Arne Redsted Rasmussen er det ikke kun farlighed, der skal til for at få andres opmærksomhed eller komme til at ligge fedt på mediefadet.

»Nogle vil altid være misundelige«

Selv har han præsteret at stille op i en våddragt på Galathea 3-ekspeditionen med sine ‘sexede havslanger’ til fotografering, og den måde at formidle på har givet ham kritik fra forskerkollegaer. Nogle af dem har ment, at formidlingen gør ham useriøs som forsker, men det hænger ikke sammen, mener Arne Redsted Rasmussen.

»Det er noget pjat, og det er dødærgerligt, fordi spørgsmålet er: Vil vi have vores forskning ud til folk, eller vil vi ikke have vores forskning ud til folk?« Han fortsætter: »Jeg mener jo, det er lige så vigtig en del af arbejdet som forsker at få formidlet videnskaben som forskningsresultaterne i sig selv.«

»Der vil altid være nogle, der er misundelige over, at man kommer frem et eller andet sted, hvor de selv synes, de skulle have været. Men så skal man altså ikke lade sig gå på af, at nogen synes, man er useriøs. Lad være med at spekulere over, hvad andre vil sige om én,« lyder Arne Redsted Rasmussens råd, hvis man som forsker vil nå bredt ud med sine resultater.

anfj@adm.ku.dk

Seneste