Sexfikseret taleterapidrama hylder Jung

A Dangerous Method handler om relationen mellem videnskabsmændene Sigmund Freud og Carl Jung og skildrer, hvordan deres tænkning og forskelle udvikler sig og påvirkes af samfundet omkring dem og de mennesker, de møder. Jung er en ung og ambitiøs psykiater i Schweiz, som er inspireret af Freuds psykoanalyse og dens fokus på seksualdriften. Da den russiske jøde Sabina Spielrein bliver indlagt på det hospital, hvor Jung arbejder, beslutter han at behandle hende med samtaleterapi og derved afprøve psykoanalysen i praksis.

Jung og Freud diskuterer metoden og udveksler erfaringer undervejs. Men efterhånden som behandlingen af Sabina skrider frem, og Jung indleder en affære med sin patient, udfordres både det videnskabelige og det venskabelige bånd mellem doktorene.

At visualisere symbolik

Lilian Munk Rösing tog flittigt notater i biografmørket. Gad vide hvilke tanker hun har gjort sig om dette værk, der så direkte vil sige noget om en teori og en metode, som hun selv forholder sig stærkt til. Jeg er nysgerrig efter at høre, hvad hun synes om, at se Jung og Freud fremstillet på denne måde.

»Filmen er god til at give et tidsbillede af Europa i starten af 1900-tallet, kontrasten mellem æstetisk idyl og dystre kræfter. Allerede i filmens åbningsscene præsenteres vi for dette, da vi ser Sabina Spielrein blive fragtet til nerveklinikken: Kontrasten mellem det idylliske schweiziske landskab og den hysteriske kvinde, der raser i vognens indre mørke. I andre scener ligger kontrasten mellem billede og lyd: smukke rum og landskaber, dyster musik.«

Filmens fremstilling af psykoanalysen er Rösing mere skeptisk over for:

»Jungs analyse af Sabina skildres som en detektivisk proces, hvor gåden meget hurtigt opklares: Sabina har fået tæv af sin far som lille og erkender, at det var forbundet med en seksuel lystfølelse. Det er en forsimplet fremstilling af den psykoanalytiske ’talekur’, der ikke så meget handler om at finde tilbage til noget skjult i fortiden som at sætte gang associationsrækkerne.«

Sådanne associationsrækker finder Rösing snarere i Cronenbergs visuelle udtryk, eksempelvis i en billedrække med svampen som motiv: først en svamp i Sabinas mad, så den svamp hun bliver vasket med, og så svampen i hånden på Jung, der nænsomt rengør nogle metalplader, som hans kones hænder skal hvile på.

For Rösing handler det psykoanalytiske perspektiv om at være opmærksom på sådan en glidende række af tegn, men i Hollywood bliver psykoanalysen ifølge Rösing mere brugt til at levere enkle dramaturgiske modeller og overtydelige symboler.

Psykoanalysens samtid

Filmen genspejler på en interessant måde den samtid, psykoanalysen opstod i, siger lektoren:

»Vi fornemmer Europas spændinger i førkrigstiden, en ulmende uro. Det er ikke blot de undertrykte hysteriske kvinder, der buldrer skjult i det ellers så æstetiske univers; filmen forholder sig konsekvent til den historiske stemning og lader den være atmosfære for relationen mellem de to analytikere og deres indbyrdes forskelle,« siger hun og tilføjer:

»Det er en tid, hvor der er rigtig meget håb til den fremtid, som skulle blive så dyster. Sabina Spielreins historie er jo på mange måder en håbefuld historie om en kvinde, der takket være psykoanalysen bryder ud af hysteriker-rollen og sågar selv bliver psykoanalytiker med en doktorgrad fra universitetet. Men filmens eftertekster fortæller os, at hun blev skudt sammen med sine to døtre af nazisterne i 1941. Det er ikke til at holde ud.«

Til sidst i filmen bliver Sabina nærmest inkarnationen af Freuds idé med psykoanalysen, siger Rösing:

»Freud siger, at han ikke kan gøre mennesker lykkelige, men han kan lære dem at leve med deres ulykke. Filmens start- og slutbillede illustrerer dette: Først ser vi Sabina på vej til Doktor Jung i hestevogn, i hysteriske kramper og spasmer. I slutningen sidder hun i en vogn på vej væk fra Jung mange år og en doktorgrad senere, og hun er ikke lykkelig, hun græder, men hun kan bære sin ulykke,« siger lektoren.

Jung og Freuds forskelle

Rösing mener at filmen trods sine forenklinger beskriver kernen i striden mellem Freud og Jung. Der hvor Freud insisterer på sit begreb om ”libido”, den seksuelle energi, bevæger Jung sig i retning af det parapsykologiske og spirituelle.

»Forskellen illustreres eksempelvis i en af filmens afsluttende scener, hvor Jung fortæller Sabina, at han drømmer om blodbad og lig i Europa. Det kan forstås som en profetisk drøm om de kommende verdenskrige, og at forstå drømme som historiske profetier er at modgå Freuds forestilling om drømmen som ønskeopfyldelse og kongevejen til det personlige ubevidste.«

Man kan måske endda sige, at filmen antyder Jungs begreb om den kollektive underbevidsthed, når den tillægger ham en drøm som forudser selve verdenssituationen. Det lægger sig i forlængelse af en række antydninger undervejs i filmen, der giver et klap på skulderen til schweizeren:

»Filmen kan virke som en hyldest til Jung. Flere steder antyder den at tage parti med ham, når det kommer til stridighederne med Freud. I efterteksterne står der, at Jung blev ’verdens førende psykolog’, efter at vi har fået at vide, at nazismen drev Freud i eksil og tog livet af Spielrein. Det virker lidt uheldigt: Da nazismen havde ryddet de andre af vejen, stod Jung tilbage som den største – jeg mener jo, at det var Freud der var den største. Men filmen stiller mig i det dilemma, at jeg er helt vild med Michael Fassbender, som spiller Jung, og knap så vild med Viggo Mortensens amerikanske udgave af Freud,« griner Rösing.

Hvad kan man forvente af et kommercielt produkt?

Rösing har taget forbehold for, at filmen er populærkulturens fortolkning af de to videnskabsmænds møde. Det medfører, at ting er sat på spidsen og trekantsdramaet er i fokus:

»Jeg er forberedt på at få en simplificeret Hollywood-udgave og justerer mine forventninger efter det. I en sådan optik bliver man glad for enhver lille nuance. Filmen skærer ind til det dramatiske og mytiske i stoffet. Far/søn-konflikten mellem Freud og Jung, Jung og Sabina, der ligger som Tristan og Isolde i bunden af Jungs båd med de røde sejl, Otto Gross der kommer til Jungs klinik og prædiker fri sex og iscenesættes som slangen i Paradisets have.«

Og end så meget Uniavisens udsendte er enig i den tilgang, så er fremstillingen af de to videnskabsmænds forhold til hinanden og Sabina Spielrein pulseret lige lovligt meget op til min smag. Sabina forbliver en maschocistisk, bekræftelsesliderlig og overspillet underkæbe i Kiera Knightlys fortolkning. Min irritation over hendes fremtoning hindrer mig i at se hende som progressiv forløbskvinde og mønsterbryder.

Man kan studse over det paradoks, at psykoanalysens helt centrale fokus på betydningen af sproget som regel forsvinder totalt, både når man forsøger at bruge psykoanalysen som metode for at analysere film, og når den er genstand for et handlingsforløb i et filmisk univers. Psykoanalysens medium er sproget frem for billedet. Når Freud analyserede drømme, var det sprogligt formidlede drømme, ikke visuelle billeder. Men det duer jo ikke i denne slags kommerciel film, lavet ud fra en bestemt formel for at opfylde visse krav. Til gengæld forstyrrer det visuelle forståelsen af psykoanalysen, mener denne tilskuer, og det vil Rösing delvis give mig ret i:

»Men den psykoanalytiske optik kan også give en anden tilgang til det visuelle sprog, et fokus på detaljerne i billedet og den betydning der opstår i glidningen fra det ene billede til det andet. Det er i tidsbilledet og den visuelle æstetik, at filmen er stærkest,« siger Rösing.

Tilbage er en forsimplet og dramatiseret optagethed af Freuds seksualteori – som ikke er så sexfixeret som den fremstilles i filmen. Men sex sælger og sikkert også denne film.