Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Signe Møller Johansen var klar til at poppe champagnen, da hun fik en sætning med i strategien

Univalg 2019 — Specialkonsulent Signe Møller Johansen forlader bestyrelsen efter fire år, hvor hun har vundet svære kampe, men også har oplevet at føle sig som et gummistempel. »Du skal være ekstremt velforberedt, hvis du vil ændre noget,« siger hun.

Signe Møller Johansen vidste, at det ville blive svært at opnå resultater i bestyrelsen. Hun er trods alt bare én ud af de 11 personer, der sidder om det ovale bord, endda en blanding af ansatte på universitetet og folk udefra, der alle har deres synspunkter.

Men i takt med at hun opremser de barrierer, hun har oplevet, kommer hun alligevel frem til, at det har været sværere end forventet.

»Jeg synes, jeg har fået indflydelse på dagsordenen, og jeg synes, jeg er kommet til orde, men det er svært at ændre et konkret oplæg til beslutning,« siger hun.

Hun husker et møde, hvor bestyrelsen skulle godkende et budget, der lagde op til at polstre universitetet med en opsparing på egenkapitalen, der var større end målsætningen om 7,5 procent af omsætningen.

Signe Møller Johansen var lodret imod, fordi universitetet lige havde været igennem besparelser og fyringer på seks institutter på SCIENCE. Og det gjorde hun opmærksom på i bestyrelseslokalet.

»Jeg hørte om kollegaer, der ikke kunne få lov til at bestille en opdateret computer eller kaffe til afdelingen, så jeg tænkte, det kan da ikke være rigtigt, at vi skal spare mere op,« siger Signe Møller Johansen, der er specialkonsulent og fællestillidsrepræsentant for teknisk-administrative AC-medarbejdere.

Hun fornemmede, at bestyrelsesformand Mads Krogsgaard Thomsen blev fanget af det, hun sagde, og hun så efter eget udsagn, at universitetsdirektørens øjne begyndte at flakke lidt i retning af formanden.

Måske var der alligevel en gryende erkendelse af, at de ekstra knaster i pengeskabet ikke var strengt nødvendige?

Samtalen førte bare ikke til en eneste ændring. Ikke et ord blev tilføjet og bagefter måtte Signe Møller Johansen sætte sin underskrift på papiret, noget frustreret, fortæller hun.

Når sager når op på bestyrelsesniveau, så er de efterhånden tygget så meget igennem allerede, at det er svært at ændre noget.

»Når sager når op på bestyrelsesniveau, så er de efterhånden tygget så meget igennem allerede, at det er svært at ændre noget,« siger hun.

»Det er ligesom, hvis du får præsenteret en flot lagkage, så kan du ikke lige pludselig sige: ’Jeg vil gerne have mousse på anden etage!’ I stedet bliver man nogle gange lidt sådan et gummistempel. Du skal være ekstremt velforberedt og vide præcis, hvad du vil have igennem, hvis du vil ændre noget.«

Hun har svært ved at sætte en enkelt følelse på sin tid i bestyrelsen. Hun er stolt af den indsats, hun har ydet, og den retning, hun har forsøgt – og nogle gange formået – at trække universitetet i, selv om arbejdet til tider har været frustrerende, siger hun.

Nu er det slut. Hun har valgt ikke at genopstille til bestyrelsen, mest af alt fordi det er en stor forpligtelse at binde sig til Københavns Universitet i fire år frem. Det siger hun, at hun også følte for fire år siden, men nu vurderer hun, at det er tid til, at en anden overtager den ene stol, som det teknisk-administrative personale sidder på i bestyrelsen.

Det giver hende mulighed for at kigge tilbage på de år, der er gået, og give sin version af arbejdet i Københavns Universitets øverste organ.

Hun har ikke fået alt det, hun ønskede igennem, og mange af de sejre, hun har haft, har været hårdt tilkæmpede. Men det er ikke kun skidt, siger hun.

»Hvis der er noget, du føler, skal være anderledes, så er det ikke helt let at acceptere, at det er så svært at komme igennem med det. Og nogle gange er det også for svært at få indflydelse,« indleder hun.

»På den anden side ville det være skræmmende, hvis det var for nemt for os i bestyrelsen at forandre noget. Der er nogle dygtige folk, der har tænkt de tanker, der havner på vores bord, så jeg tror heller ikke, det ville være trygt for nogen, hvis en eller anden bare kunne komme ind og trykke på nogle knapper og ændre det hele i en 500 år gammel institution.«

Tillykke, Signe

Der er dog en række ting, hun har været med til at præge.

Signe Møller Johansen nævner, at bestyrelsen hvert år gransker den redegørelse, der viser, hvordan det står til med forskningen på Københavns Universitet. Første gang resultaterne blev luftet, undrede hun sig over, at det kun var de våde områder, der blev nævnt, bredt citerede publikationer fra Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, mens ingen snakkede om de tørre områder som humaniora eller samfundsvidenskab.

Derfor spurgte Signe Møller Johansen, om bestyrelsen ikke kunne høre lidt om det.

»Så så folk helt forvirrede ud, som om de ikke var vant til at blive spurgt om det,« siger hun.

»Men næste gang hørte vi også om de områder. På den måde kan du præge arbejdet, uden at der er tale om en bestemt beslutning.«

Hun nævner, at hun i samarbejde med sine kolleger i bestyrelsen også har haft held med at sætte fokus på kønsforskellene i både forskning og løn.

Og under arbejdet med Københavns Universitets strategi for 2020-23 var Signe Møller Johansen afgørende for, at medarbejderinddragelsen kom med i den endelige version. Det bekræfter det ligeledes afgående bestyrelsesmedlem, astrofysiker Anja C. Andersen.

Ifølge Signe Møller Johansen lykkedes det hende blandt andet at få ændret processen, sådan at enhver ansat og studerende kunne indsende ideer til strategien, og i det endelige dokument fik hun tilføjet en sætning, som hun graver frem på sin computer og læser højt:

»Vi vil videreudvikle samarbejdsformer, der understøtter studerendes og medarbejderes medinddragelse og medbestemmelse.«

Den sætning står nu under punkt 4.1, hvis man slår op i strategien på nettet.

»Der var jeg parat til at poppe champagnen, fordi du tænker, ’yes, hvis du bare får én sætning ind, er det en sejr,’« siger Signe Møller Johansen

Hele tiden var inddragelsen af medarbejderne ved at ryge ud. Hver gang vi så et nyt udkast, var det væk, men til allersidst lykkedes det mig at få det med igen.

»Hele tiden var inddragelsen af medarbejderne ved at ryge ud. Hver gang vi så et nyt udkast, var det væk, men til allersidst lykkedes det mig at få det med igen. Der var en af de andre bestyrelsesmedlemmer, der kiggede på mig og sagde: ’tillykke, Signe, nu har du fået det med’.«

Svært at få øje på effekten

Er der noget, kandidaterne til den kommende bestyrelse kan blive enige om, særligt de videnskabelige af slagsen, så er det, at den medarbejderinddragelse, som Signe Møller Johansen siger, hun har kæmpet for, lider på Københavns Universitet.

Ifølge Thomas Mandrup-Poulsen, professor på SUND, er »forskernes indflydelse blevet trykket helt ned under gulvbrædderne«, og hans modkandidat Eske Willerslev, leder af Center for Geogenetik, er enig:

»Man har ikke haft nogen lydhørhed over for dem, der ved, hvor det gør ondt og knap så ondt, altså forskere og studerende. Det eneste værktøj, man har kunnet finde i værktøjskassen, er en stor forhammer,« har han sagt til Uniavisen.

Signe Møller Johansen erkender da også, at effekten af den sætning, hun fik skrevet ind i strategien, er svær at få øje på.

»Hvad var frustrationerne efterfølgende, kan du spørge? Jo, det er jo, at jeg ikke har hørt om en eneste indsats på det her område, selv om jeg har efterlyst det.«

Hun tilføjer dog, at det lykkedes at aftale, at øget inddragelse af medarbejderne bliver hovedtemaet på bestyrelsens årlige seminar næste forår.

Står ved usædvanligt brev

Trods sit arbejde i bestyrelsen vurderer Signe Møller Johansen, at det i dag står værre til med de ansattes medbestemmelse, end det gjorde, da hun blev valgt til bestyrelsen.

Hun har ofte hørt ledelsen bruge en bestemt formulering, nemlig »vi kan jo ikke inddrage alle om alt«. Det er der bare heller ikke nogen, der forestiller sig, siger hun, selv ikke de humaniorastuderende, der for tiden blokerer ledelsesgangen på Det Humanistiske Fakultet, eller de ansatte, der har brokket sig over, at de er blevet tromlet af ledelsen.

»Problemet er, at der ofte er en uklar proces, hvor medarbejderne har svært ved at se, hvor de kan komme ind og få indflydelse. Københavns Universitet har et strategisk mål om at tage mere smidige beslutninger, men det kræver for mig, at vi bliver bedre til at vise ansatte og studerende, hvornår og hvor meget de kan få indflydelse,« siger Signe Møller Johansen.

»Og så må vi for alt i verden undgå at lave pseudoprocesser, hvor man bare lader, som om man lytter. Det giver modstand og mistillid. Så hellere sige, at i denne sag er der kun begrænset indflydelse.«

Flere kandidater til bestyrelsen har under valgkampen givet udtryk for, at bestyrelsen bør være mere synlig, ikke i den forstand at de ustandseligt blander sig i enkeltsager, men at de melder klart ud, når universitetsloven ikke bliver overholdt.

Det gjorde den afgående bestyrelse også, da næsten 200 ansatte på Biologisk Institut sendte et brev til bestyrelsen, hvor de afkrævede svar på, om de var blevet inddraget tilstrækkeligt under den kuldsejlede fusion mellem deres institut og Statens Naturhistoriske Museum.

Svaret fra bestyrelsen var lige så usædvanligt, som det var utvetydigt:

»Når bestyrelsen nu ser forløbet, må vi erkende, at inddragelsen af BIOs medarbejdere omkring BIO-SNM-fusionen ikke har været god nok,« lød det.

Men hvis man spørger Signe Møller Johansen, om bestyrelsen skal blande sig mere, for eksempel i den aktuelle konflikt på Humaniora, svarer hun klart nej.

Dybest set har bestyrelsen ikke noget at gøre med, hvordan dekanen planlægger undervisningen på Det Humanistiske Fakultet. Det er ikke vores bord.

»Dybest set har bestyrelsen ikke noget at gøre med, hvordan dekanen planlægger undervisningen på Det Humanistiske Fakultet. Det er ikke vores bord.«

Det bliver det vel, i det øjeblik nogen udtaler en kritik af inddragelsen og dermed siger, at universitetsloven ikke er blevet overholdt?

»Jo, men vi skal ikke ind og sagsbehandle i enkeltsager og sige, at her var det godt, og her var det skidt. Det er ikke vores rolle. Vi skal ikke stille os op og mægle på Humaniora. Det skal rektor og dekanen.«

I blandede jer i fusionen mellem Biologisk Institut og Statens Naturhistoriske Museum. I sagde, de ansatte havde ret. Var det at gå for langt så?

»Nej, i den konkrete sag var det på sin plads at give et svar. Lige præcis den her sag havde kørt længe, og den endte med, at bestyrelsen blev trukket ind i den, hvilket vi egentlig ikke skulle have været. Men da vi var blevet inddraget i sagen, synes jeg, det var fint nok, at vi til sidst kom med et svar. Det var også en ekstrem sag, der kom ud i de landsdækkende medier,« siger hun og slår fast:

»Jeg synes, vi skyldte dem et svar. Det pressede jeg selv på for, og det står jeg ved.«

En strøm af buzzwords

Det handler altså ikke om, at bestyrelsen skal være mere synlig i enkelte sager ifølge Signe Møller Johansen. Udfordringen for de medlemmer, der snart skal sætte sig i sæderne, er at sikre, at de ansatte bliver inddraget mere, uden at de blander sig i den daglige ledelse.

Det kan man kun gøre ved at være insisterende, siger hun.

»Mit eget bud på det er, at vi fra bestyrelsens side hele tiden efterspørger de gode eksempler på medarbejderinddragelse, og hele tiden lægger pres på den daglige ledelse for at udvikle de her nye samarbejdsformer.«

Selv om Signe Møller Johansen ikke mener, at bestyrelsen skal deltage i de lokale slag, siger hun, at de bør høre mere om dem, end tilfældet har været.

Som et af de fem medlemmer, der faktisk arbejder på Københavns Universitet – de øvrige seks kommer udefra – har hun erfaret, at samtalerne i bestyrelsen nogle gange kan virke afkoblet fra den dagligdag, som de ansatte oplever.

På et tidspunkt hørte hun for eksempel flere bestyrelsesmedlemmer glæde sig over et flot overskud, mens det virkede, som om de ikke vidste, at Humaniora stod over for en større fyringsrunde.

»Så er der en strøm af buzzwords, og hvor er det flot alt sammen, og så klapper man af det. Men når man sidder som en del af organisationen, tænker man: Hvorfor er der et plus på to hundrede millioner, samtidig med at man har haft nedskæringer på HUM og SCIENCE?«

»Hvis man spørger om det, så synes de eksterne medlemmer, at det er alt for konkret. Men jeg synes, at man som internt medlem skal insistere på, at de skal høre om det konkrete.«

Det har noget at gøre med afstanden mellem de visioner, der svæver rundt i bestyrelseslokalet og den hverdag, der findes ude på fakulteter og institutter. Og det har noget med at gøre, at den let kan blive for stor, siger Signe Møller Johansen.

»Det nytter ikke noget, at man sidder i bestyrelsen og siger, at nu skal vi have en tættere kobling mellem forskning og uddannelse, når der lige har været besparelser på nogle institutter, der har gjort, at den tætte kobling er blevet skåret væk,« siger Signe Møller Johansen

»Oppe i helikopterperspektiv ser det hele flot ud, men ind imellem bliver du nødt til at dykke helt ned i organisationen for at finde ud af, om de ting, man beslutter, overhovedet kan realiseres. Derfor har de medlemmer, der selv arbejder på Københavns Universitet, en vigtig rolle at spille i bestyrelsen.«

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste