Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Skal Lykke afløse Helge?

ANALYSE - Universitetsavisen giver den som (efter)snakkende dukker og løfter på spekulationsjournalistisk vis sløret for den kommende ministerrokade, som alle alligevel snakker om

Udnævnelsen af Lykke Friis som klimaminister har sat gang i snakken om det politiske gadekær. Knap har Friis slået benene op på sit nye ministerielle hæve-sænke-bord, før landets kommentatorer har skitseret en større forestående ministerrokade.

En af hovedpersonerne i de svirrende rygter er Helge Sander (V). Videnskabsministeren har siddet i otte år, og hjembyen Herning kalder, forlyder det. Hvem skal afløse ham, hvem skal ellers gå og hvilke nye trippende kræfter skal til fadet?

Universitetsavisen vil være med og giver den som politiktaktiske spådukker. Det er hverken mere eller mindre vederhæftigt end dit vanlige kommentatorparnas af afdankede spinpersonligheder.

SCENARIO 1: Helge til Herning

Krisen torpederer om lidt universitetssektoren, og så er det ikke sjovt at være manden på toppen. Derfor er tidspunktet ret velvalgt til et semifrivilligt exit for Sander, nu mens han stadig er husket som ham, der trods alt gav betydelige summer til universitetet. Til bygninger og andet rart. De parallelle nedskæringer i forskernes basisbevillinger er vanskeligere at spotte end de tårne og laboratorier, der snart funkler langs Fælledparken.

Universitetsloven fra 2003 er søsat og inden længe evalueret, så dén knast er også høvlet af. Og i øvrigt har Sanders købmandslogik og slogans à la varehusenes kataloger aldrig rigtig fået det til at svinge i de snobbede akademiske miljøer. Gider man gå rundt og føle sig set ned på for evigt?

Der er to oplagte bud på en afløser. Begge unge, akademiske kvinder, der er blevet kørt i stilling til en stor post, og som snart skal have testet formen: Malou Aamund og Ellen Trane Nørby.

Rygterne vil vide, at det er navnet Malou, der bliver mumlet over madkasserne i Videnskabsministeret, men ret beset er det Trane Nørby, der med mange års loyalt partisoldateri har gjort mest for at fortjene sine Venstresporer, mens skammen over månederne i dybvandsbomben Ny Alliance endnu erindres, når talen falder på Malou Aamund.

SCENARIO 2: Lykke til Bredgade – Helge fortsat til Herning

Lad os blande kortene igen.

Ved tirsdagens indsættelsesceremoni i Klima- og Energiministeriet beskrev departementschef Thomas Egebo, hvordan det toårige ministerium for tiden er i trodsalderen, men at han håber, at ministeriet vil vokse op og blive konfirmationsmodent under Lykke Friis.

Egebo ser for sig, at Klima- og Energiministeriet skal forestå overgangen fra et samfund, der brænder fossile energikilder af til et grønt utopia. En lys fremtid.

Oversat betyder det, at Egebo er ret panisk for, at Dansk Folkeparti lykkes med at få lukket hans ministerium.

Det er en begrundet frygt, hvis DF’erne virkelig mener det. Og Pia Kjærsgaard har faktisk allerede fremturet med, at DF har affyringsklare planer om at sløjfe det grønne ministerium, lige så snart FN’s klimacirkus har forladt København i december.

Det sætter den afgåede KU-prorektor Lykke Friis løst i den ministersaddel, hun netop har indtaget. Tough luck, men Lykke Friis ville i virkeligheden også passe bedre i Helge Sanders efterladte gemakker. Friis som videnskabsminister giver også regeringen den fordel, at det vil være uhyggelig svært for universiteterne at klandre deres forvalter for ikke at forstå det akademiske miljø.

Bertel og Birthe ud

Det efterlader de to sultne venstreløvinder Aamund og Trane Nørby uden ministerium. Intet problem.

I henholdsvis Undervisnings- og Integrationsministeriet er Bertel og Birthe ved at være trætte – de lugter i al fald ikke af visioner om år 2020. Malou Aamund har lavet et internt idéoplæg om fremtidens uddannelser, som Lars Løkke Rasmussen er begejstret for, mener Berlingske Tidende.

Så hun skal have Bertel Haarders stol.

Integrationsministeriet er til gengæld en hård nyser, men traditionen foreskriver, at nye ministre bliver tildelt ondskabsfulde poster. Integrations- og udvisningsporteføljen er en god træningsbane for en ung minister, som skal lære at tage de slag, pressen og den gæstfrit sindede del af befolkningen kan uddele. Vi tror, Ellen Trane Nørby kan tage det.

Tillægsscenario – Helge tager otte-ni år mere

Helge Sander er en survivor. Lige siden han blev udnævnt første gang, har folk spekuleret nyttesløst i hans exit. Og selv om Sanders situationsfornemmelse ikke altid har været knivskarp (jævnfør den såkaldte gramse gate), gør han sig ikke unødvendigt uvenner med nogen.

Desuden er han jovial, og hvis han kan levere bevillinger til universitetsverdenen uden at rage uklar med sit politiske bagland, har han ingen særlige ideologiske barrierer for at lade pengene rulle og skåle med.

Vist er Helge Sander, som nævnt, upopulær blandt visse segmenter i universitetsbefolkningen, men det vil den siddende videnskabsminister altid være. Især hvis han er borgerlig. Sanders vigtigste oprindelige ministermerit var, at han var Anders Fogh Rasmussens ven, men han har alligevel været den længst siddende minister siden systemskiftet.

Helge Sander er undervurderet. Han behøver næppe at smutte, hvis han ligefrem stritter voldsomt imod. Spørgsmålet er dog, om han ikke hellere forlader stolen, mens den endnu er blød at sidde i.

ser@adm.ku.dk chz@adm.ku.dk

Annonce

Seneste