Slavistik. En kærlighedshistorie

En kærlighedshistorie, kalder Sanne Møller sit liv som slavistikstuderende:

»Når jeg beskæftiger mig med slavistik, glemmer jeg alt andet. Jeg har følelsen af at det her, det er rigtigt – ligesom med kærligheden, den argumenterer ikke for et menneskes fortræffelige egenskaber – den elsker,« fortæller Sanne.

Og ordene klinger ikke hult i hendes mund, for det er et kærlighedsforhold hun har måttet kæmpe for.

Sanne vendte nemlig tilbage til et liv som studerende efter cirka 14 års pause. Det kunne ifølge hende selv ikke være anderledes, for det var det hun ville.

Sanne har netop færdiggjort sit speciale og fået titlen cand.mag. i tjekkisk og russisk som 49-årig.

Minutbrødstendensen
En studerende er ikke det første jeg tænker på da jeg ser Sanne. Hun ligner snarere en bohemeforfatter fra fortidens Paris med det viltre røde hår, rødvinsglasset i hånden og den bløde røg fra urtecigaretterne der siver ud mellem de mørkerøde læber.

Men hun er studerende. En studerende af den gammeldags slags der har tiden for sig og studerer af lidenskab uden at være fikseret på hurtige løsninger.

Selv om Sanne er kommet ind på overbygningen i en høj alder, tager hun sig nemlig god tid, og hun bruger med overlæg to år på sit speciale selv om det er normeret til et halvt.

Hun mener at der kun kommer ligegyldigheder ud af skyndsomme studier, og hun kalder tidens trend med at presse specialestuderende for ‘minutbrødstendensen’.

»Sådan nogle minutflutes smager jo ikke af noget, vel?« smiler Sanne retorisk.

Og det er bestemt ikke ligegyldigheder der kommer ud af Sanne når hun fortæller om sit speciale om den tjekkiske baroksalmedigter Michna mens hun begejstret hiver cd’er med nyindspilninger af hans musik frem fra tasken. Hendes engagement og interesse er smittende.

Tilbage i gymnasietiden forelskede Sanne sig i Prags kultur, arkitektur og liv, og hun begyndte at læse russisk ved universitetet umiddelbart efter en rejse til Prag. Og det fortryder hun ikke. Hun faldt hurtigt til og fandt faget spændende.

Slavisk Institut førte de åbne døres politik – dørene til de ansattes kontorer var åbne, så alle havde let ved at tale med alle, og den åbenhed og venlighed gjaldt både studerende og undervisere, fortæller Sanne entusiastisk.

Samtidig var der en underviser ved navn Knud Jordal som i den grad forstod at inspirere sine elever. Han var dengang afdelingsleder for tjekkisk, og Sanne har stadig kontakt til ham i dag og giver ham en stor del af æren for at hun aldrig mistede interessen for sit fag selv da hun var langt væk fra det.

Men festerne blev på et tidspunkt så overvældende at Sanne sakkede langt bagud og måtte holde en pause fra studierne. Den pause kom til at vare i over 14 år.

»Der var optræk til fest alle ugens dage,« griner Sanne som dengang havde ry for at være blandt dem der satte gang i festerne.

Duelort og erotik
Sanne måtte skure Vor Frue Kirkes tårntrappe ren for duelort og ernære sig ved en række andre ufaglærte jobs da hun droppede ud af universitetet.

Hun skrev også en række erotiske noveller der blev publiceret i diverse magasiner ‘for at holde sin hjerne i gang’:

»Jeg gjorde mig ingen tanker om fremtiden, men lod tilværelsen handle med mig. Jeg så mange venner, oplevede meget selskabelighed, og, tja, fik en veltrænet lever,« fortæller Sanne der etablerede sig sammen med en kæreste i perioden. ‘På polsk,’ tilføjer hun.

Hun formåede dog også at bevare en vis tilknytning til den akademiske verden gennem sit sociale netværk fra studierne. Flere gange blev hun bedt om at skrive russiskfaglige ting, og det gjorde hun. Gladeligt.

Men selv om hun var rimelig tilfreds med sin tilværelse, mistede hun alligevel lidt efter lidt en stor del af sin selvtillid. Det kunne hendes venner og hendes plejefar mærke på hende, og de forsøger at ruske hende over temaet ‘Det er ikke fordi du er dum, det er fordi du er doven’, siger Sanne.

Til sidst besluttede hun sig for at drage tilbage til studierne. Denne gang blev destinationen dog ikke russisk, men tjekkisk.

Og en af de første konsekvenser ved det valg afsatte sig i privatlivet. Sanne kom med et til at bo alene – det var en del af prisen på at have ændret sig.

Minusgrader og varme minder
Intet sted har Sanne følt sig så meget hjemme som da hun kom tilbage til universitetet.

»Fagligt duede min hjerne heldigvis stadig, og fra starten havde jeg følelsen af at alting rykkede hen på de rigtige pladser,« fortæller Sanne der mener at hendes medstuderende og lærere har en enorm aktie i at studiet er lykkedes for hende. Simpelthen fordi de har taget så godt imod hende med deres inspirerende selskab.

På det økonomiske plan blev det hårdt for Sanne at vende tilbage.

»Men det er prisen på et studium, og det er jo noget med at bestemme sig for at det her, det skal bare være, og så må resten skæres til herefter. Nej, ok, vinterfryseriet var faktisk svært. Det var hårdt at vaske sig ved syv-ni grader og sidde i 14-16 grader ved skrivebordet. Og så var det barnligt svært ikke at kunne købe lækkert tøj,« siger Sanne.

Hun havde nemlig ikke længere råd til at fyre op derhjemme og måtte have fem lag tøj på for at holde varmen.

Også transporten blev der sparet så meget på at Sanne ikke har været længere væk fra sin bopæl end hun kunne gå siden hun vendte tilbage til studierne:

»Men det stod ikke til diskussion,« fortæller hun og pointerer at det er noget man kan lære af den slaviske kultur.

Ph.d. in spe
Selv om Sanne nu har afleveret sit speciale og omsider har fået sin titel, betyder det ikke at hun er færdig med hverken slavistik eller med Michna.

Hun har nemlig stiftet Michna-Selskabet som har til formål at forske i og udbrede kendskabet til den tjekkiske digter.

Derudover ansøger hun nu om et ph.d.-stipendium ved Københavns Universitet for at få mulighed for at fordybe sig yderligere og for at fortsætte sin kærlighedshistorie.

Selv om alt endte godt for hende, så gentager hun mange gange i løbet af vores samtale at hun ville ønske hun havde holdt ud dengang for mange år siden og ikke var droppet ud. For det var umådelig skadeligt for selvtilliden, og det er først nu hun har fået sin ranke ryg igen, understreger hun.

Abigail Josephsen er stud.mag.art. i litteraturvidenskab og formand for Universitetsradioen.