Småstat og krigernation

Danmark er en lille stat, men alligevel er vi et af de mest aktive lande, når det kommer til krigsdeltagelse. Danmark har siden afslutningen af den kolde krig været involveret militært i problematikker og vil fortsat være det. Selvom de fleste nok ikke tænker over det til daglig, så er Danmark i krig. Vi skal forstå os selv som en krigernation og en småstat, mener Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet, og Anders Wivel, lektor ved institut for Statskundskab

Der er ikke så meget at rafle om, hvis man spørger Peter Viggo Jakobsen. Han peger meget præcist på datoen 29. april 1994 som skelsættende for dansk sikkerhedspolitik. Her åbnede danske kampvognsstyrker i Bosnien ild mod serberne, dræbte op mod 150 mennesker og smadrede et ammunitionsdepot. Krigsindsatsen, der har fået navnet ’Operation Bøllebank’, indvarslede en militariseret udenrigs- og sikkerhedspolitik, som har fortsat gennem indsatsen i Kosovo, Irak og Afghanistan.

Selv om dansk krigsindsats via FN og NATO ikke er nogen ny ting, kan man alligevel snakke om en anden selvopfattelse før og efter Irak. Før vi – sammen med den øvrige koalition – gik ind i Irak, var situationen, at man ikke helt vidste, hvordan man skulle forholde sig til brugen af militærmagt. Efter krigsindsatsen i Irak er det som om, der er sket et skifte i selvforståelsen. Vi er ikke længere bare en passiv småstat, men som Peter Viggo Jakobsen udtrykker det en »fuldblods krigernation.«

Militærmagt på linje med diplomati

Peter Viggo peger på, at Danmark nu har tapperhedsmedaljer, militærparader, mindesmærker, veteranpolitik og en national stolthed omkring vores soldater. Vi er altså, på trods af vores beskedne størrelse, blevet en spiller med samme værktøjskasse som traditionelle krigsførende nationalstater som Frankrig, England og USA.

I dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik er militærmagt kommet op linje med diplomati og humanitære aktioner. Danmark har som nation valgt at bruge militærmagt og har det fint med det, hvis vi mener, vi kan opnå noget fornuftigt ved det. Der er selvfølgelig splittelser i udenrigspolitikken, men for at finde de store uenigheder skal man helt ud på fløjene af dansk politik. Når der ikke er de store slagsmål på Christiansborg omkring de danske udenrigspolitiske prioriteringer, så er der også ro i befolkningen. Danskerne er ikke så interesserede i udenrigspolitikken, og derfor følger vælgerne de politiske bevægelser og gør ingen indsigelser.

Syrien, et eksempel på international politik

De udenrigspolitiske prioriteringer er igen for nyligt kommet på dagsordenen i forhold til den verserende konflikt i Syrien. En, der har været meget kritisk over for den danske stillingtagen eller mangel på samme, er tidligere folketingsmedlem og nuværende ’senior fellow’ ved Hudson Institute Naser Khader, som følger situationen tæt:

»Der, hvor jeg blev kritisk over for den nuværende regerings udenrigspolitik, var i begyndelsen af perioden, hvor vi havde formandskabet i EU. Der lyttede man til os, vi satte dagsordenen. Så jeg var skuffet over, at man ikke sagde, hvad man mente om den konflikt. Dér forholdte man sig total passivt […] Men vi har jo en stemme, der bliver hørt, selvom vi er et lille land. Vi har tidligere sat nogle dagsordener – tænk bare klima, energi og miljø.«

Naser Khader mener, at vi i Danmark har været alt for tøvende med at sige, hvad vi mener om konflikten. Situationen i Syrien er en konflikt, der hver dag kræver civile ofre, og som har stået på i over to år. Den seneste udvikling er, at USA og Rusland har aftalt med det syriske regime, at deres kemiske våben skal overgives til destruktion (vel at bemærke resten af de kemiske våben). Det har været belejligt for alle parter, at man på papiret har kunnet løse situationen diplomatisk. Men som Naser Khader gør opmærksom på, så fortsætter blodsudgydelserne hver dag. Syrien kan bruges til at illustrere dansk udenrigspolitik og de vilkårene for et lille lands handlemuligheder.

KU-forsker: Danmark kan ikke sætte dagsorden

KU-forskeren Anders Wivel mener ikke, at et lille land som Danmark reelt kan sætte en dagsorden på den måde, Khader ønsker det: Det danske formandskab var først og fremmest et ’rugbrødsformandskab’, hvor der ikke var plads til de store armbevægelser, mener Anders Wivel. Det er et formandskab, hvor der skulle leveres på jordbundne parametre som eksempelvis beskæftigelse.

I forhold til pointen om den grønne dagsorden er Anders Wivels konklusion endnu klarere. Det kan kun lykkes Danmark – eller en anden småstat – at være dagsordensættende, hvis dagsordenen spiller ind i de prioriteter, de store lande som Tyskland og Frankrig har i forvejen. Det betyder, at den idealisme, som Khader efterspørger fra den danske regering, ikke er en reel politisk mulighed.

Peter Viggo Jakobsen siger om konflikten i Syrien, at selv om det afgjort er synd for civilbefolkningen, så er der ikke meget Danmark kan gøre. Fra første dag har det været en geopolitisk strid med de største spillere på hver sin side af bordet: På den ene side sidder russerne som støtter Bashar Al Assad og på den anden sidder amerikanerne og støtter den frie syriske hær. Det eneste Danmark kan gøre er at udtrykke sin støtte til USA. Og det har vi gjort – endda som nogle af de første.

Med Syrien som eksempel kan man se den store forskel, der er på den politiske retorik og de beslutninger, der realpolitisk kan blive til noget. Der kan altså være nok så meget skænderi de politiske fløje imellem, men i virkeligheden er Danmarks handlemuligheder i det internationale samfund meget begrænsede.

Peter Viggo Jakobsen understreger, at Danmark ikke er tungen på vægtskålen. Alligevel betyder det noget, at flere lande udtrykte støtte til en eventuel militær intervention i Syrien ledet af amerikanerne. Det er ’trusselsdiplomati’, der kan få russerne til at flytte sig i det her spørgsmål, mener han.
På den måde kan man sige, at Danmark har været med til at påvirke stormagtspolitikken ved at være parat til at støtte amerikanerne militært. Vores indflydelse er også her dikteret af et større lands dagsorden.

Naturligt at orientere sig mod USA

Netop vores forhold til amerikanerne er noget af det, der er mest kendetegnende for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Siden murens fald og afslutningen på den kolde krig har USA været det militære magtcenter i verden. Og det vil de fortsat være – til trods for en dårlig økonomi – langt ud i fremtiden, vurderer Peter Viggo Jakobsen.

Det er helt naturligt for en lille stat som Danmark at orientere sig mod USA. Faktisk kan hverken Anders Wivel eller Peter Viggo Jakobsen se nogle alternativer. Vi samarbejder med USA gennem NATO og FN, og det er der bred politisk opbakning til på begge sider af midten i dansk politik.

De uenigheder, der er, drejer sig først og fremmest om arven efter Anders Fogh Rasmussen, der gjorde en dyd ud af at have en tæt relation til USA. I kontrast til Fogh har vi venstrefløjen, der typisk har været mere skeptisk over for USA, men som af ovennævnte grunde ikke kan se andre alternativer. På denne vis ligger forskellen nærmere i retorikken og ikke så meget i politikken.

Mere end kaffe i Det Hvide Hus

Selvom forholdet mellem tidligere præsident George Bush og Anders Fogh måske var tættere end forholdet mellem Obama og Thorning er i dag, så meldte den nuværende danske statsminister ud, at vi ville gå med amerikanerne ind i Syrien. Danmark har USA som sin nære allierede. Peter Viggo Jakobsen påpeger, at det ville være umuligt at forestille sig et Danmark uden NATO og USA af den simple grund, at vi ikke har råd til at opretholde et tilsvarende budget for forsvarsudgifterne. Om vi så behøver at stå klar med soldater, fly eller andet materiel, når der bliver ringet fra Washington eller Bruxelles, det må være en politisk diskussion.

Men giver det mening for et lille land at profilere sig på et stort militært engagement? Ja, mener Peter Viggo Jakobsen:

»Hvis det er et spørgsmål om at få større bevågenhed og status i NATO og blandt de tre store lande (USA, England og Frankrig, red.), så har det givet giga-meget mening. Hvis det har været en politisk målsætning, så er den lykkedes.«

Danmarks opbakning til amerikanerne har skaffet os mere end kaffe i Det Hvide Hus. Konkret har Danmark erhvervet sig en eksklusiv samarbejdsaftale på efterretningsområdet. Amerikanerne vil bistå med konkrete efterretninger til brug for danske myndigheder, når det drejer sig om Arktis eller andre steder. At vi har fået dette privilegerede samarbejde med USA, som kun få andre engelsksprogede lande har, er selvfølgelig godt. Om det har været alle tabene af danske soldater værd, det må man overveje.

Fremtiden

Danmark trækker sine tropper ud af Afghanistan fra næste år, og ifølge Anders Wivel og Peter Viggo Jakobsen går vi mod en tid præget af en mere moderat indsats på udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Vi vil formentlig se en dansk international indsats, der ikke skyr militære midler, men som resten af den vestlige verden heller ikke ønsker at sidde fast i håbløse landkrige i Mellemøsten. Desuden har de seneste tiårs krigsindsatser skabt tvivl om, hvorvidt man kan skabe liberalt demokrati og frie markeder med krudt og kugler.

Fremover vil vi i højere grad se en udenrigspolitik præget af strategiske indsatser, som vi så det i Libyen, hvor man via luftbombardementer støttede oprørerne på jorden. I den indenrigspolitiske debat peger de to eksperter på, at vi vil se slagsmål om niveauet for ulandsbistanden, men at den udenrigspolitiske linje fortsat vil være præget af konsensus. Altså vil Danmark som småstat fortsætte ufortrødent som krigernation og pragmatisk forholde sig til den internationale dagsorden.

Danmark vil i fremtiden fortsætte en bredspektret udenrigspolitik gennem FN, NATO og EU, men vil ikke være bange for at gå uden om FN, hvis der bliver ringet fra Washington.

Uni-avis@adm.ku.dk