Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Socialdemokrater må alligevel gerne debattere på KU

VALGKAMP - Socialdemokrater anklagede Studenterrådet og De Radikales Manu Sareen for at være 'udemokratiske', fordi de ikke måtte være med i KU's politiske paneldebatter. Nu må de godt.

Hvis man kun inviterer et par stykker fra klassen til fest, er det ok. Men det er tarveligt, hvis man inviterer alle undtagen tre.

Den logik måtte Studenterrådet og seks folketingskandidater bøje sig for, da den socialdemokratiske Frederiksberg-rådmand og folketingskandidat Michael Vindfeldt klagede over, at hans parti ikke var inviteret til paneldebatterne på KU’s fakulteter.

Hård kritik fra Frit Forum

Den første paneldebat fandt sted på Det Juridiske Fakultet (Jura) i mandags. Få timer før debatten sendte Rasmus Stoklund, formand for den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forum København, en pressemeddelelse til Universitetsavisen, hvor han langede hårdt ud efter både Manu Sareens kampagnekontor og Studenterrådet.

»Det er jo fuldkommen absurd, at store partier som det Konservative Folkeparti og Socialdemokraterne afskæres fra at deltage. Det er pinligt for både de politikere, der ikke vil lade deres politiske modstandere komme til orde, men også for Studenterrådet, der blot accepterer Manu Sareens udemokratiske metoder,« sagde Rasmus Stoklund til Uniavisen.

Ingen havde på det tidspunkt fortalt Rasmus Stoklund, at hans partifælle Yildiz Akdogan og de Konservatives Rasmus Jarlov ville deltage i debatten alligevel. Frit Forum konkurrerer løbende med Studenterrådet om støttekroner og indflydelse på universitetet.

Ja tak til pakkeløsning

Studenterrådet blev allerede i forsommeren kontaktet af Ida Auken (SF) og Manu Sareens (R) kampagnefolk, der tilbød en debatpakke med seks folketingskandidater. De fire andre i gruppen var Peter Skaarup (DF), Martin Geertsen (V), Rosa Lund (Enh.) og Simon Emil Ammitzbøl (LA).

Socialdemokraterne, Konservative og Kristendemokraterne var ikke med i pakken. Alligevel takkede Studenterrådet ja.

»Vi er meget optaget af at få valgkampen ud på universitetet, og vi syntes, at det var et spændende tilbud, fordi der var en bred repræsentation – seks forskellige partier i panelet, ligeligt fordelt på de to fløje,« siger studenterrådsformand Ea Busch-Petersen.

Pakker måtte kombineres

I august fik Studenterrådet så endnu et pakketilbud, denne gang fra Rasmus Jarlov fra de Konservative, der turnerede med Yildiz Akdogan fra Socialdemokraterne og Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten. Studenterrådet takkede først nej, fordi de allerede havde en aftale med de andre seks.

Studenterrådet spurgte derefter den første gruppe kandidater, om Jarlov og Akdogan måtte være med i deres panel, men de seks kandidater ønskede ikke flere deltagere, siger Ea Busch-Petersen. Efter henvendelsen fra Michael Vindfeldt (S) ændrede Studenterrådet dog mening.

»Da vi blev klar over, at nogle følte sig trådt over tæerne, besluttede vi at trumfe igennem, at panelet skulle åbnes for alle partier. Og den beslutning accepterede alle panelets deltagere,« siger Studenterrådets formand, Ea Busch-Petersen.

Universitetsavisen har talt med både Ida Auken og Manu Sareen. De peger på, at for mange paneldeltagere kan gøre det svært at gennemføre en god debat, men begge afviser blankt, at de på noget tidspunkt har stillet krav om, at Socialdemokraterne, de Konservative eller Kristendemokraterne ikke måtte være med.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste