Som at sy skyer sammen

’Broen’ må være en af de mest fortærskede metaforer på det kommunikerende menneskes repertoire. Men af og til er det også bare den mest passende, så Mourid Barghouti er undskyldt.

Da den palæstinensiske digter og forfatter i 1996 spejder over Jordanfloden og ind i sit fødeland, som han ikke har set i 30 år, er det Al-Karameh-broen, han skal have tilladelse af soldaterne til at krydse.

Det er broen, der i den mest bogstavelige forstand adskiller ham fra den fortid, han har længtes efter siden han under seksdageskrigen i 1967, hvor han studerede i Cairo, blev forment at vende tilbage til Palæstina, og fra de venner og slægtninge, som for fleres vedkommende er døde og borte.

’Broen’ er derfor titlen på det indledende kapitel i Barghoutis Jeg Så Ramallah, som er en art lyrisk erindringsbog, netop oversat til dansk, og anledningen til, at den 65-årige forfatter besøgte København.

Ingen lytter til en digter

Men også i mere overført betydning er det en bro, der er grunden til Barghoutis visit. Broen mellem kulturer og lande, som han håber, at oversættelsen af hans bog kan bygge, fortæller han fredag aften på Christianshavn.

Det er Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS) ved Københavns Universitet, der har inviteret Mourid Barghouti til København, men da Universitetsavisen missede Barghoutis foredrag torsdag i ToRS’ egne lokaler, har vi valgt at dukke op til PEN’s arrangement fredag den 23. oktober i Dansk Forfatterforenings pompøse rum på Strandgade.

Og Barghouti er feteret. Lokalet er fyldt af fans og nytilstødte, arabere og danskere, teenagere, studerende og ældre. Og de møder en forfatter, som nok er vred og kontant i sin kritik af Israel og det internationale samfund, men som i virkeligheden ikke gider snakke om politik.

»Ingen lytter alligevel til en digter, der taler politik,« som han siger.

Hverken forbrydere eller ofre

Jeg Så Ramallah er Barghoutis første ikke-poetiske værk, men handler ifølge ham selv ikke om storpolitik, eller om den israelske regerings overgreb. Den handler ikke om politiske lederes studehandler og uduelighed.

»Min bog skildrer en enkeltperson og hans familie. Man ser konflikten oversat til et menneskeligt ansigt, til 24 timers menneskelig oplevelse,« forklarer han.

»I medierne ser man kun palæstinenserne med blod på hænderne eller på ryggen. Som forbrydere eller ofre. Denne bog viser palæstinensernes sindstilstand.«

Politik er kaffekopper

Og så kan Barghouti alligevel ikke lade være med at tale politik. Selvfølgelig. Hvordan skulle han kunne det? En palæstinenser kan ikke undsige sig politikken, som gennemsyrer alt. Eller som Barghouti meget fint beskriver det:

»Politik er antallet af kaffekopper på morgenbordet.«

Eller rettere, antallet af kaffekopper som mangler en given morgen i forhold til det antal, der plejer at være.

Politik er også ord. Og specielt i Mellemøsten. Om israelernes ’Vestbredden’ eller palæstinensernes ’Østpalæstina’ er den foretrukne betegnelse for det samme område, er et spørgsmål om magt.

Alle kampe er symbolske

Politik og magt er symbolsk, siger Mourid Barghouti. Når han besøger en gammel kvinde i sin landsby, og ser at hendes gamle figentræ er væk og jorden jævnet med cement, er endnu en luns af Palæstina lagt død under israelernes fødder.

»Alle kampe afhænger af symboler,« læser Barghouti højt fra sin bog. »Jerusalem er nu religionernes Jerusalem. Verden bekymrer sig om Jerusalems ’tilstand’, idéen om Jerusalem og dens myter. Men vores liv i Jerusalem, og vores livs Jerusalem bekymrer ikke verden.«

»Himlens Jerusalem vil leve for evigt. Vores liv i Jerusalem er truet af udslettelse.»

I 1974 kom PLO’s leder Yasser Arafat til FN med en olivengren i den ene hånd og en frihedskæmpers pistol i den anden, og advarede om ikke at lade olivengrenen falde.

Så symbolikken er til at tage at føle på, når israelerne graver palæstinensernes oliventræer op, som en tilhører bemærker, og flytter dem til den anden side af den mur, der snor sig som en slange gennem landet.

Den tabte tid er det værste

Jeg Så Ramallah beskriver en mand i følelsesmæssigt limbo mellem en lettelse over at kunne vende hjem, og sorg over at have mistet. Mellem forventninger til fremtiden og følelsen af tab af den tid, som Barghouti har mistet, mens han var i eksil.

Den tabte tid kan man ikke få igen, heller ikke selv om man skriver en bog.

»At forsøge at tage den tid, som jeg brugte uden for Palæstina, tilbage, er som at forsøge at sy to skyer sammen med nål og tråd,« siger han.

Hukommelsen piner

Mourid Barghouti er en mild, smilende mand. Huden i hans 65-årige ansigt slår tykke folder og giver ekstra karakter til hans grin eller hans fortvivlede ryst på hovedet.

Han hidser sig op, når talen falder på Israel eller den internationale, ignorante presse, og han får fugtige øjn, når han taler om sin elskede, døde storebror. Som aldrig så Ramallah igen.

Han fortæller med følelserne uden på tøjet om, hvordan han var nødt til at lyve, da han vendte hjem til sin by Deir Ghassana nær Ramallah, fordi det pinte ham for meget ikke at kunne huske folk, husene, ikke at kende sine venners børn og være nødt til at skulle vises rundt i byen.

Men hans temperament slår også hurtigt over i politiske tirader, hvor han bliver lige så konkret politisk, som han ellers havde proklameret, han ikke gad være.

»Nogen mener, at Mahmoud Abbas er en forræder. Han er ikke en forræder. Han er uduelig, og det er endnu værre, for så laver han fejl hele tiden,« tordner han mod præsidenten for det palæstinensiske selvstyre.

Muligheden af en stat

Han citerer den israelske historiker Ilan Pappé, når han karakteriserer Israel:

»Israels tilstand er lig hærens tilstand. Hæren er kernen af Israel. Politikken, kunsten, journalistikken, den udgør hele samfundet. Ingen kan tage beslutninger, som generalerne er imod.«

Og han ser pessimistisk på muligheden for en snarlig løsning af konflikten.

»En tostatsløsning så realistisk ud umiddelbart efter 1967, men de sidste 40 år har dræbt muligheden af en palæstinensisk stat. Der er ingen territoriel sammenhængskraft i Palæstina. Lederne i Gaza og Østpalæstina holder møde via videokonference. De kan ikke engang mødes og få taget et billede sammen.«

»De, som prædiker tostatsløsning vil blot give en mand en fjer i hatten og kalde ham sultan af Palæstina. Men han har ikke noget at sidde på. Man må først gøre noget ved bosættelserne, fjerne muren og skabe de territorielle forudsætninger for en stat.«

Digterne efter freden

Og tonen i litteraturen kræver ifølge Mourid Barghouti ekstra fingerspidsfornemmelse for palæstinensiske forfattere.

»Palæstinensiske digtere har altid været meget bevidste om at imødekomme en vis stemning blandt folket, men uden at ofre æstetikken til fordel for en knyttet næve og hård politisk tale. Det er trættende, men vi forsøger.«

Og ved at frede æstetikken undgår digterne at male sig selv op i et retorisk hjørne, som deres kolleger i Sovjetunionen havde gjort det, da unionen pludselig faldt sammen.

Og Barghouti svarer dermed på en tilhørers spørgsmål: når der engang bliver fred, hvad skal digterne så skrive om?

Foredraget med Mourid Barghouti var arrangeret af Dansk PEN i samarbejde med ToRS, Netværket af Akademikere, Studerende og Interesserede i Mellemøsten (NASIM) og Center For Kultur og Udvikling (CKU).

Jeg Så Ramallah udkom den 9. oktober på forlaget Underskoven og er oversat af cand. mag. Caroline Gjellerod.

ser@adm.ku.dk