Som en popsang, der sætter sig fast

Kig dig om i lokalet. Hvis du lige nu sidder til undervisning, er på læsesalen eller måske drikker en kop kaffe på Studenterhuset, er der én ting, som de fleste i lokalet har til fælles: De er nok studerende. Som studerende er der mange ting, der binder os sammen. Desværre er en stresset hverdag også én af dem. Omkring halvdelen af de andre i lokalet har følt sig mere stresset end hvad godt er, og hver femte har søgt lægehjælp.

Tallene stammer fra DJØF’s studielivsundersøgelse, som blev offentliggjort i sidste uge. De fik mig til at overveje, hvorfor så markant mange studerende er stressede. Jeg tror, at der er et samspil af mange faktorer, som i en eller anden grad kan bindes op på det samme: Hele verden har både holdninger og forventninger til, hvordan vi som studerende lever vores liv.

Forventninger og udfordringer

Hvis vi så meget som kigger efter en kop kaffe, bliver vores SU kaldt for ‘cafépenge’, og regeringen truer med at tage dem fra os, som man tager lommepenge fra et uartigt barn.

Men SU’en er ikke lommepenge til snolder. SU er husleje, mad og ikke mindst muligheden for at fokusere på sit studie.

Hvis vi ikke tager minimum et semester i et andet land, ja helst på et andet kontinent, og allerhelst i praktik, så er vi uambitiøse. Og vi ved jo alle, hvad der sker med de uambitiøse studerende: De får aldrig noget studiejob. Og uden et relevant studiejob, hvordan skal det dog så ikke gå os, når vi er færdige og skal have et rigtigt job?

I en tid med op mod 30 procent dimittendarbejdsløshed blandt DJØF’er, er arbejdsmarkedsparathed noget, der ligger de fleste studerende meget på sinde. Og ovenstående svada er desværre ikke grebet ud af den blå luft, men er et virkelighedsbillede, som vi hører igen og igen – både i medierne, til familiefesten og desværre også blandt medstuderende. Jeg er bange for, at det virker som med dårlige popsange, der sætter sig fast. Hvis bare man hører en sang nok gange, ender man med at kunne lide den. Hvis bare svadaen gentages nok gange, bliver den til virkelighed. I hvert fald i vores egne hoveder.

Ventetid hos presset Studenterrådgivning

Vi er nødt til at bryde med den onde cirkel. Vi skal slå op med resten af verdens forventninger til, hvordan vi lever vores liv og i stedet skabe vores egne forventninger. Vi skal være ambitiøse og fremsynede, men også realistiske. Og vigtigst af alt skal vores forventninger tage udgangspunkt i vores egne visioner og drømme, ikke resten af verdens. Men er det, desværre, ikke nemmere sagt end gjort?

Et sted, hvor man i mange år har kunnet få hjælp til at genvinde det mistede overblik og få styr på egne og andres forventninger, er Studenterrådgivningen. Studenterrådgivning er en hjælpende hånd og en uvildig voksen at snakke med. Men desværre kan man ikke bare gå ind af døren i Kompagnistræde og få en tid til en samtale. Der er lige nu fire ugers ventetid på en samtale i København. Studenterrådgivningen er nemlig også stresset. Økonomisk stresset.

Den øgede efterspørgsel mødes fra politisk hold med besparelser på bevillingerne til Studenterrådgivningen. I en tid, hvor halvdelen af mine medstuderende sover dårligt om natten på grund af stress, er det et forkert signal at sende fra centralt politisk hold. Vi håber på øget bevilling.