Som traditionen foreskriver

Det ikke svært at forstå, at kollegiet Regensen er populært. Men beliggenheden midt i Indre By er langt fra det eneste, der lokker de studerende til. Kollegiets lange historie spiller stadig ind i form af løjerlige og underholdende traditioner, som beboerne sætter en ære i at bevare.

Regensen lige ved Rundetårn blev indviet som kollegium 1. juli 1623 og er derfor Københavns næstældste kun overgået af Valkendorfs Kollegium fra 1588. Berømte beboere har der igennem tiden været nok af: Regensen har blandt andet huset Thomas Kingo, Hans Adolph Brorson, Steen Steensen Blicher samt de for nylig filmatiserede Simon Spies og Mogens Glistrup.
Idet jeg træder ind gennem porten til kollegiets gårdhave bliver det pludselig svært at tro, at der lige bagved de tykke mure stadig findes et larmende byliv. Her hersker fred og ro, og alumnerne iagttager mig nysgerrigt, imens de spiser is ved gårdens lindetræ. »Man er vel (selvudnævnt) journalist,« tænker jeg, og nærmer mig gruppen.

Frøken Lind

Alumnen Rasmus (ph.d.-studerende ved Statskundskab) viser mig barmhjertighed og indvilger i at tale lidt om stedets traditioner. Han begynder med at forklare lindetræets betydning for kollegiet.

Træet blev plantet d. 12. maj i 1785 af regensprovst A. C. Hviid og bliver fejret hvert år ved Lindefrokosten i maj måned. Til festen holder regensianerne skovtur i gården.

Kollegiets snapse- og (det nyere) breezerlaug forsyner selskabet med hjemmelavede sjusser, og selv om drikkevarerne er eksotiske, er maden traditionel. Efter en festlig eftermiddag stormer de stadig stående alumner Rundetårn kl. 17.

Der bliver sunget sange fra deres regenssangbøger og hele seancen slutter med, at der bliver kastet toiletpapir ud fra rundetårn ned mod Lindetræet. En slags symbolsk befrugtning af træet. For at køle de svedende kroppe bliver vandkampen i gården sat i gang, og der er også fællesbad for de mindre blufærdige. Tøjet danses tørt igen resten af natten.

Rasmus fortæller mig, at der også er mange, der bliver viet under linden, og at han selv skal giftes i dens skygge næste år. Men træet i gårdens midte er ikke det eneste, der bliver fejret på Regensen.

Forbundet ved hjælp af slåbrok

Kollegiet har Julebal og Lindebal, hvor der bliver trukket i de fine klæder og danset Les Lanciers, som traditionen foreskriver. Dog er det hele ikke kun fest og ballade: kollegiet arrangerer en række foredrag under navnet ’Slåbrok’, som dækker over, at beboerne i tidligere tider mødte op i slåbrok i kollegiets bibliotek.

Regensen blev udødeliggjort med Jens Christian Hostrups teaterstykke: ’Genboerne’, som blev skrevet på kollegiet, og kollegianerne nyder stadig teateret med teaterture og en årlig revy.

»Traditioner kan godt lyde som noget kedeligt,« siger Rasmus, som ihærdigt arbejder på at færdiggøre sin is, »men de er bare en ramme.«

Han forklarer, hvordan man ikke behøver at opfinde alle mulige ting, fordi rammen er der, men samtidig hvordan det også er muligt at ændre de traditioner, som ikke er relevante mere.

»Det er dét med at være en del af noget større. Man er forbundet med nogen før én og efter én, og det kan jeg godt lide.« Den ’forbundenhed’ tygger jeg lidt på, mens jeg takker Rasmus for hans tid og går fra det fredfyldte åndehul og ud i gadens larm.

Regensen har ikke eneret på traditionerne

Heldigvis er sjove traditioner ikke kun forbeholdt de gamle Københavnerkollegier. Og man kan godt føle sig forbundet, selv om man ikke bor på Steen Steensen Blichers gamle kollegieværelse.

Det får jeg at vide, da jeg møder Armita og Sannah, som er studerende ved henholdsvis Panum og CBS. De bor begge på Egmont H. Petersens Kollegium på Østerbro. Kollegiet, der blev opført mellem 1953-1957, var oprindeligt hotel i sommermånederne og først i 1974, da kollegiet blev en selvejende institution, slap de knap 500 studerende for at flytte ud af deres værelser om sommeren.

De to kollegianere føler sig ikke kun forbundet med fortiden, faktisk i højere grad forbundet med hinanden med hjælp fra traditionerne. De fremhæver den daglige madklub som en vigtig én af slagsen: »Fordi det er hverdag,« som Armita siger. De to piger beskriver, hvordan fællesspisningen gør sammenholdet tættere, fordi man så for alvor lever sammen og er afhængige af hinanden.

De to kollegianere prøver længe at kåre den underligste tradition på kollegiet, og samtalen kommer forbi både gangmøder og croquistegning i kælderen, indtil de bliver enige om, at Fællesskabet tager prisen.

Et stykke fra fællesskabet

Fællesskabet sorterer glemt tøj fra Fællesspanden, vasker og stryger det, hænger det op, hvorefter man kan erhverve sig en helt ny garderobe for den nette sum af 5 kroner per tøjstykke.

Pengene går til indkøb af vin og slik, som fortæres under og efter tøjprøvning. Jeg spørger Sannah og Armita, hvorfor traditioner er vigtige for et kollegium som Egmont.

»Fordi det gør det til mere end et sted at bo,« griner Sannah og henviser til kollegiets motto, som er netop dét.

Med frygt for at få samtlige beboere på Egmont på nakken, vil jeg påstå, at de fleste kollegier er mere end et sted at bo. Ligesom Regensen ikke er alene om at værne om gamle kollegietraditioner. Hvis kollegierne er uenige med mig, kan de (og mange andre) afgøre dysten i kollegiefodbold og i hvert fald få på det rene, hvilket københavnsk kollegium der har de hurtigste ben og bedste slagsange.

uni-avis@adm.ku.dk