Sommerfugleekspert elskede at studere, men den politiske propaganda på universitetet var et chok

Jeg har arbejdet med sommerfugle, siden jeg var barn og gør det stadig den dag i dag, hvor jeg er 67. Da jeg begyndte på Biologi ved Københavns Universitet i 1976, var det for mig som at komme i paradis med alle de faglige udfordringer, der ventede på os. Universitetet var sådan en privilegeret en tid, for dér kunne jeg labbe viden i mig, og jeg fik ovenikøbet penge for det.

Alle rusvejlederne kom fra ekstreme venstrefløjspartier som Venstresocialisterne og KAP, og fra første dag fik vi at vide, at alt på universitetet i virkeligheden drejede sig om arbejderklassens kamp. Det med at lære noget var ikke vigtigt, og alle karakterer over seks var spild af tid, mente de. Jeg var ikke enig. Jeg elskede miljøet på institutterne og alt, hvad jeg blev introduceret for, med øvelser og feltkurser, studiesamlinger og forelæsninger. Jeg var også begejstret for, at jeg fik chancen for at møde forskere og forelæsere.

På fjerde semester var jeg med til at starte et fagligt oprør. Jeg havde gået og glædet mig til at lære alt om dyrefysiologi og til at gå i dybden med naturvidenskaben. I stedet oplevede jeg, at politiske overbevisninger fyldte uforholdsmæssigt meget. Derfor var vi fire-fem studerende, der søgte sammen i en apolitisk modreaktion. Vi lavede en fagnørdklub, Fjerdesemesterklubben, for vi tænkte, at universitetet var til for at lære noget, og så måtte det være individuelt, hvordan vi ville opføre os politisk. I dag er jeg både glad for, at jeg nåede at opleve den specielle tid i 70’erne på universitetet og stolt over, at jeg var med til at lave Fjerdesemesterklubben, for viden skal være i højsædet på universiteterne.

I dag ser jeg mig selv som en blanding af offentlig historiefortæller og entertainer. Efter Københavns Universitet skrev jeg ph.d. om sommerfugle, der bagefter mundede ud i to bøger: Et stort atlasprojekt i 1994 og en større afhandling om dagsommerfugle i 1996. Alligevel havde jeg ingen planer om at blive ansat som forsker ved Københavns Universitet – og blev det heller ikke. I stedet har jeg hele tiden fulgt min intuition og min interesse for at formidle, og i dag deler jeg min viden om sommerfugle med en bred kreds af forskellige mennesker og oplever, at folk bliver glade, når jeg kommer og fortæller om de underlige og sjove ting fra sommerfuglenes og andre insekters verden.

Selv om de ikke kan reflektere over tilværelsen og heller ikke kan opfinde mobiltelefoner ligesom os, kan sommerfugle utrolig meget. Når man dykker ned i dem, tænker man: Gud, hvordan kan det her have udviklet sig, hvordan kan de lave sådan nogle tilpasninger? Når jeg tænker nærmere over det, får jeg en kæmpe respekt for alt, der er opstået i evolutionen – eller skaberværket, som vi forfattere kalder det – uanset om man er religiøs eller ej. For hvis vi skal kunne forstå naturen, er vi nødt til at forstå, hvor stærk livskraften er, og hvor fantastiske naturens evner er.

Sommerfugle er som omvandrende sanseapparater. På flere kilometers afstand kan de lugte hinanden, og kommunikationen imellem kønnene er også meget avanceret. Deres mønstre på vingerne kan både bruges til at skræmme med, til parringsspil og som camouflage, og det er en del af forklaringen på, at de er blevet så talrige – og en stor del af årsagen til, at jeg har været så fascineret af dem i en grad, så de har fået mig til at tænke dybere over livets mening. Når man arbejder med naturen, kommer man uundgåeligt til at tænke meget på liv og død, og man kommer også til at tænke over døden som noget, der hører livet til, så man ikke frygter den så meget.

Begge mine forældre var billedkunstnere, og alle kunstnere er dybt interesserede i naturen. Derfor var det ikke så mærkeligt, at jeg kom til at arbejde med biologi, for det hænger tæt sammen med en masse andre områder. Mit motto er, at naturen er kulturens grundlag, der har med alt fra mytologi, religion, kunst, musik til arkitektur at gøre. Det synspunkt er dukket op i samfundsdebatten i de senere år, og det har faktisk overrasket mig, at det er kommet til at fylde så meget, men det har selvfølgelig at gøre med, at vi i dag både har en klimakrise og en naturkrise. Mit budskab er, at vi skal tænke mere over naturen, og hvad den betyder, for vi kan ikke undvære den, og det gælder både i fysisk forstand og for vores eksistentielle overvejelser om livets mening.

Jeg føler, at tidsånden er på min side, for interessen for mit fagområde er meget stor i dag. Min passion for sommerfugle og andre insekter har ledt til ansættelse i både Danmarks Miljøundersøgelser, i Naturstyrelsen, Danmarks Naturfredningsforening ad to omgange, som skribent på Politiken og i de sidste 14 år som skribent for Kristeligt Dagblad, hvor jeg har publiceret 300 artikler. Sammen med min norske kæreste, der er historiker, skriver jeg bøger om Danmarks nationalparker og om hele den nye bølge af forsøg på at genoprette naturen. Jeg bliver hele tiden kontaktet omkring formidling, bogprojekter og foredrag, så jeg har det som blommen i et æg lige nu.