Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Sommerkurser hitter

Sommerferien er slut, og det er tid til at vende tilbage til bøgerne. Men ikke alle har ligget på den lade side. Et stigende antal studerende vælger auditoriet frem for stranden i deres sommerferie

Mange videregående uddannelser er begyndt at tilbyde sommerkurser. Kurserne retter sig primært mod internationale studerende, men de danske studerende er også begyndt at tage ideen om sommerkurser til sig.

På Københavns Universitet melder stadig flere afdelinger ud med sommerkurser. Blandt andet forsøgte Jura sig for første gang med et sommerkursus i videregående immaterialret, og det blev vel modtaget.

»Kurset blev en stor succes med over 40 deltagere, og det skal ses i lyset af at man for at blive optaget skal have bestået både sin bacheloruddannelse og kurset immaterialret,« siger Anette Moe der er afdelingsleder på Jura.

Selv om dette kursus hovedsaligt er rettet mod Juras egne studerende, er det også lykkedes at tiltrække studerende fra blandt andet Copenhagen Business School og Aarhus Universitet.

På Jura er de ikke i tvivl:
»Programmet vil blive udvidet betydeligt i de kommende år,« lover dekan Vagn Greve.«

Kursus i tsunami
Det Juridiske Fakultet er ikke ene om sommerkurserne. På Sundhedsvidenskab blev der afholdt tre kurser i år både for fakultets egne studerende og internationale studerende.

Ifølge dekan Ralf Hemmingsen er sommerkurser et vigtigt redskab for fakultetet.

Derfor er der nedsat en særlig arbejdsgruppe der blandt andet skal afgøre opbygning og finansiering af fremtidige kurser.

Et af Sundhedsvidenskabs kurser skiller sig ud. Det handler om vandsanitet og -forsyning under katastrofer og er en reaktion på tsunamien sidste jul. Kurset er arrangeret af Peter Kjær Hansen som var en af de to KU-forskere der drog til det ramte område.

Dette kursus er imidlertid ikke rettet mod studerende, men organisationer som på den ene eller anden måde har med katastrofer at gøre. Der deltager blandt andet repræsentanter fra de ramte områder. De skal så, når kurset slutter den 2. september, tilbage til deres hjemlande og omsætte deres nye viden til praksis.

Øresundsuniversitetet
I Øresundsregionen eksisterer et samarbejde mellem 14 universiteter på tværs af sundet. De danske og svenske universiteter arbejder på at gøre Øresund til et kraftcenter for viden og uddannelse.

Som led i dette har Øresundsuniversitet siden 2000 arrangeret ‘Øresund Summer University’ med kurser på engelsk rettet mod internationale studerende. I år har Øresundsuniversitetet præsenteret otte kurser, fire af dem på KU.

Det mest søgte kursus i år fandt sted på KU og havde titlen This time we knew. Hvordan kan folkemord stadig finde sted efter holocaust uden det internationale samfund kan sætte en effektiv stopper for uhyrlighederne, spurgte kurset. Det løb af stablen på Center for Afrikastudier og tiltrak deltagere fra hele verden.

Seneste