Uniavisen
Uafhængig af ledelsen

Debat

Sort og hvidt i Mette Høeg-sagen

DEBAT - Mette Høegs fremstilling af sit ph.d.-forløbs afslutning på Københavns Universitet er faktuelt set fyldt med forkerte, misvisende, ensidige og forvrængede fortolkninger. Der er alt i alt tale om et urimeligt fordrejet partsindlæg, skriver lektor Marianne Stidsen.

Uniavisen bragte d. 17/11 en stort opsat artikel om den såkaldte ’Mette Høeg-sag’, som bl.a. berørte mig som tidligere ph.d.-vejleder for Mette Høeg.

Artiklen gav en helt ensidig fremstilling af forløbet, der endte med Mette Høegs opsigelse af sin stilling som ph.d.-stipendiat ved KU. Til underbygning af artiklens fremstilling af forløbet blev bl.a. optrykt uddrag af mails fra undertegnede til Mette Høeg. Uden min viden og uden mit samtykke, skal det tilføjes. Til overmål var disse løsrevne mailcitater sat op som flagrende ’dokumentationsmateriale’ på bedste Ekstrabladsmanér. Indikerende, at ’en forbrydelse har fundet sted, nu søger vi bare at afsløre morderen’.

På baggrund af artiklens ensidige og faktuelt ukorrekte fremstilling, sendte jeg efterfølgende et indlæg til Uniavisen, som jeg bad avisen om at publicere på en relevant og synlig plads og måde, med opfordring til, at Mette Høeg og Uniavisen offentliggjorde den samlede korrespondance fra og med den i avisen omtalte debatartikel af Mette Høeg, som angiveligt – med forskellige mellemregninger – skulle have givet anledning til et ’chikaneforløb’ mod hende fra KU’s side. Nu når man alligevel var i gang med at optrykke mails fra korrespondancen. Min anmodning blev afvist af Uniavisen med den begrundelse, at indlægget ikke opfyldte de formelle krav til et debatindlæg. I stedet blev jeg henvist til at placere indlægget i læsernes kommentarspalte. Med det forudsigelige resultat, at kun meget få tilsyneladende har set det.

Derfor ser jeg mig nu nødsaget til at skrive et egentligt debatindlæg for at korrigere tingene. Jeg skal, som jeg også gjorde i det indlæg, der nu ligger i kommentarsporet under artiklen på Uniavisens hjemmeside, præcisere, at jeg ikke kan kommentere direkte på den konkrete sag. Det giver nærmest sig selv, reglerne taget i betragtning.

Men jeg kan godt i nogle mere generelle vendinger slå følgende fast. Mette Høegs fremstilling af sagen er faktuelt set fyldt med forkerte, misvisende, ensidige og forvrængede fortolkninger. Der er alt i alt tale om et urimeligt fordrejet partsindlæg, hvor bl.a. min vejlederpraksis er inddraget og beklikket.

Politibetjentens attitude har aldrig nogensinde været min

Lad mig derfor pointere, at jeg aldrig nogensinde, heller ikke i denne sag, har gjort mig skyldig i at chikanere nogen pga. deres holdninger eller synspunkter eller ideer. Tværtimod har jeg altid sympatiseret med folk – herunder studerende og ph.d.-studerende – der turde gå deres egne veje og ’tale Roma midt imod’. En egenskab, jeg i øvrigt også selv er temmelig god til at udfolde, og som jeg i det hele taget sætter uendelig højt.

Samtidig har jeg dog også altid forsøgt at få dem, jeg har haft under mine vejledervinger, til at holde fokus på det faglige arbejde. Både fordi det nu engang er det, der er hovedsagen, når man enten studerer ved eller er ansat som forsker (med løn!) på et universitet, og fordi det er den bedste måde at sikre sig, at man faktisk har noget solid ballast at have alle sine holdninger og meninger og ideer i.

Jeg har heller aldrig, det gælder også i den pågældende sag, udvist noget pludseligt stemningsskift, sådan som det hævdes i artiklen, at jeg skulle have gjort mig skyldig i. Mere end antydende, at andre har grebet ind ovenfra og påvirket min vurdering af, hvordan et vejledningsforløb udviklede sig.

I de tilfælde, hvor jeg har grebet ind, og det gælder også i det konkrete vejledningsforløb, har det været resultatet af en gradvis tiltagende, begrundet bekymring over et opgave- eller afhandlingsskriveris mangel på om så blot de allermindste små fremskridt.

Lad mig sige det på den måde, at jeg snarere er kendt for det modsatte som vejleder med efterhånden 20 års erfaring i rygsækken. Nemlig at give en så udstrakt grad af frihed som muligt. Da det også er sådan, jeg selv arbejder bedst. Politibetjentens attitude har aldrig nogensinde været min. Og bliver det heller aldrig. Uanset, at jeg så må konstatere, det ikke er alle, der kan finde ud af at administrere tilliden og friheden, men i stedet ser det som deres fornemste mission at misbruge den.

Det indebærer også, at jeg aldrig, heller ikke i den pågældende sag, ville kunne finde på at råbe vagt i gevær, blot fordi en studerende eller en ph.d.-studerende en enkelt gang ikke svarede tilbage på mine mails og forespørgsler om vejledningsmøder. Eller blev væk fra dem, der er aftalt, uden nærmere begrundelse.

Som sagerne står, ville jeg selvfølgelig inderligt ønske, at jeg kunne lukke op for hele godteposen og dokumentere ovenstående i forhold til den konkrete, specifikke sag. Og dermed én gang for alle hamre en pæl igennem myten om, at det ikke skulle være til at afgøre, om der er tale om chikane fra institutionens side eller om uformåenhed – måske ligefrem bedrageriskhed – fra den ph.d.-studerendes.– Marianne Stidsen

I virkelighedens verden er der løgn og sandhed

Mit vedholdende fokus som vejleder er – og har altid været – at forsøge at støtte op om de studerendes såvel som de ph.d.-studerendes egne, selvstændige ideer – ja, rose dem til skyerne, når sådanne indfandt sig, da ingen mere end jeg er tilhænger af den frie, selvstændige personlighed, der tør danne sig sine egne meninger og gå sine egne veje.

Men mit fokus er selvsagt også på at hjælpe dem til at få gled i det faglige arbejde, uden hvilket selv de bedste og mest selvstændige personligheder har det med at ende som små flammer, der hurtigt brænder ud. Findes kun det første og intet af det sidste, kan jeg ikke længere stå inde for vejledningsforløbet. Og så er der kun én ting at gøre, nemlig gå til institutionen, det kunne fx være Ph.d.-skolen i tilfælde af, at der var tale om en ph.d.-studerende, og få denne involveret, så den kan hjælpe med at få rettet op på det.

Eller tage de konsekvenser, der nu må tages, hvis det synes at være uopretteligt. Enten fordi evnerne mangler hos den studerende/ph.d.-studerende. Eller fordi, hvad man ikke skulle tro muligt, når man ved, hvilket privilegium det er at få lov at gennemføre en gratis universitetsuddannelse og en gratis ph.d.-uddannelse, som vi stadig kan her i Danmark, viljen simpelthen mangler.

Man kan til endeløshed hænge sig i, om en evalueringsrapport er underskrevet eller ej – uden i øvrigt at kende noget til omstændighederne ved det. Men det ændrer ikke ved, at det, der er foregået, er foregået. Og at der er en forhistorie bag alt, som man måske burde kende bare en lille smule til, inden man udtaler sig alt for skråsikkert om et kuldsejlet studie- eller stipendieforløb.

Som sagerne står, ville jeg selvfølgelig inderligt ønske, at jeg kunne lukke op for hele godteposen og dokumentere ovenstående i forhold til den konkrete, specifikke sag. Og dermed én gang for alle hamre en pæl igennem myten om, at det ikke skulle være til at afgøre, om der er tale om chikane fra institutionens side eller om uformåenhed – måske ligefrem bedrageriskhed – fra den ph.d.-studerendes.

Men blot fordi Mette Høeg har åbnet sagen på sin måde, giver det desværre ikke mig samme ret som hendes vejleder. Derfor har jeg måttet udbrede mig om forløbet i nogle mere generelle og svævende vendinger i håb om, at dem, der kan læse indenad, vil være i stand til at se, hvad der er op og ned, sort og hvidt her. For det er nu engang sådan, at det kun er i kunstens verden, at tingene er ontologisk uafgørlige. I virkelighedens verden er der løgn og sandhed. Og det er som regel bare et spørgsmål om at se grundigt nok på facts for at få det konstateret.

Alene Mette Høegs beslutning at forlade KU

Jeg vil gerne tilføje en ting. Når jeg ser mig nødsaget til at gå ud med et egentligt debatindlæg, som jeg gør nu, gør jeg det ikke kun af hensyn til mig selv og andre institutionspersoner, der bliver hængt ud med navns nævnelse i artiklen på en faktuelt usandfærdig og fordrejet måde. Uden at de/vi har ret til at forsvare sig/os. Jeg gør det også af hensyn til den demokratiske debat i dette her land.

Det har således været en nærmest surrealistisk oplevelse for mig som helt almindelig samfundsborger, der tilfældigvis har haft førstehåndsindblik i en af de sager, der er poppet op og har rullet med lavinens kraft igennem medierne de seneste par uger, at opleve, hvordan personer, jeg ellers regnede for seriøse, og medier, som vi ellers alle med rette burde kunne regne for seriøse, er løbet med på historien. Tilsyneladende uden overhovedet at vie ét eneste sekund på at undersøge, om der er hold i den.

Senest er det endda foregået på lederplads i Weekendavisen d. 2/12 ved selveste chefredaktøren. Her giver ’Mette Høeg-sagen’ (anførselstegnene er helt bevidste fra min side) hende anledning til at drage meget, meget vidtgående konklusioner og fælde meget, meget vidtgående domme over både universitetet og ph.d.-uddannelsen som sådan. På baggrund af en sag, hun tydeligvis intet kender til. Eller kun kender til fra den ene parts helt åbenlyst meget subjektivt farvede side.

Hvis dem, der spiller centrale, for ikke at sige magtfulde, roller i den offentlige debat og i måden, den foregår på, ikke med en vis fart begynder at indtage nogle håndfaste, principielle standpunkter i forhold til, hvilke tvivlsomme historier, man vil spinde videre på, uden at undersøge dem, ser jeg en alvorlig fare for demokratiet på sigt. For læserne må vel med rette kunne forvente, at de i seriøse aviser kan stole på, at det, der bliver lagt frem og taget udgangspunkt i, når der rejses debatter af forskellig art (hvor mange af dem jo, som vi ved, kan have decideret politiske konsekvenser), at det rent faktisk passer. Ellers er der intet tilbage at bygge på.

Lad mig endelig her til sidst gentage, hvad jeg sagde i starten, for at ingen skal være i tvivl: beslutningen om at forlade KU var ene og alene Mette Høegs egen. Hun kunne jo have valgt at skrive sin afhandling færdig på den afmålte tid og på den måde have vist sine faglige kompetencer; dem hun i sin tid var så heldig at få et ph.d.-stipendium på, forud for de mange andre kvalificerede, der også søgte et sådant.

Det ville have været det allermest ønskelige og lykkelige både for mig som hendes vejleder og for KU som den institution, der husede hende, og – må jeg være ærlig og sige – sikkert også for hende selv.

uni-avis@adm.ku.dk

0 Skriv kommentar
Del

Deltag i debatten

Seneste