Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Spørg ikke, hvad verden kan gøre for universitetet

MØNSTERBRYDER - Undervisningskulturen på KU er uambitiøs, mener kandidatstuderende Steffen Thybo Møller. Selv var han fucked up som barn, men fik plads til at være dygtig og lærte derfor at studere. Det har han nu gjort på nogle af verdens bedste universiteter.

»Elite.«

Steffen Thybo Møller siger det flere gange i løbet af vores samtale. Det er et ord, man normalt fnyser ad på jordbundne danske universiteter, men det ville være uhøfligt, hvis jeg gjorde det. Nu har jeg jo selv bedt Steffen invitere mig indenfor.

Det har jeg gjort, fordi Steffen, som er overbygningsstuderende på Statskundskab, har et mere iøjnefaldende cv end de fleste. Og fordi jeg har hørt, at han har gode idéer om, hvad en god uddannelse er.

De seneste år har han studeret på nogle af verdens bedste universiteter. Først læste han et semester på det højt besungne Sciences Po i Paris, og senere tog han et år på Harvard University. Mellem de to studieophold var han i praktik på den danske ambassade i Beijing og i FN i Delhi.

En omstrejfende tilværelse, der har fyldt Steffens vadsæk med inspiration. Og han byder gerne ind med ideer til hvordan universitetet kommer ned fra det fordømte elfenbenstårn og hjælper med at gøre denne rotterede af en verden til et bedre sted.

Det elitære giver plads

En af de ting, vi i Danmark skal lære er ikke at være så håndsky over for det elitære, mener Steffen. Faktisk er Steffen selv blevet samlet op, fordi han fik muligheden for at stræbe opad.

For det lå ikke i kortene, at Steffen Thybo Møller skulle være akademiker efter en opvækst i forstæderne og folkeskolegang på Det Kgl. Vajsenhus, »en særlig skole for os fucked up børn,« som han selv siger.

Først på efterskolen lærte han at gå i skole. Her fandt han også vej til musikken og til MGK, et konservatorieforberedende kursus, man tager ved siden af gymnasiet, og hvor han lærte disciplin til at studere.

Det gjorde han blandt andet, fordi der på MGK var plads til, at de dygtigste kunne løbe hurtigt, siger han.

Smalt optag sikrer ikke god uddannelse

Men Steffen er elitær med forbehold. For senere i livet fik han adgang til en af Europas eksklusive klubber af studerende med gode hoveder og fine karakterer: Sciences Po Paris.

»Et ekstremt meritokratisk sted,« som han siger. Men med overraskende dårlig undervisning.

»Man kunne være heldig at få en god underviser, men det var helt tilfældigt. En høj optagelsesbarriere sikrer åbenbart ikke en god uddannelse.«

Og Steffen mener da heller ikke, at Danmark skal til at oprette universiteter forbeholdt de exceptionelt begavede. Til gengæld kan KU lære noget af Sciences Po’s indretning af masteruddannelserne, som er langt mere målrettede. Det betyder, at man ikke uddanner halvgode generalister, men dygtige specialister.

»Vi skal ikke have eliteuniversiteter, men eliteuddannelser. Af alle mennesker ville jeg jo ikke sidde her, hvis ikke vi havde lige adgang til uddannelse. Men lige adgang betyder ikke, at alle uddannelser skal være ens. Man kan nøjes med at lave bachelordelen for masserne.«

Der hviler et ansvar på underviserne for at lægge et niveau, der vil mere end blot leve op til studieordningen, mener Steffen.

»Det er virkelig surt at have en underviser, der ikke er ambitiøs. Og det er kulturen i undervisningen på KU bare ikke.«

Corny, men sandt

Sciences Po gav nogle erkendelser på vejen. Men som det næsten hører sig til, så Steffen ikke for alvor lyset, før han rejste til Amerika.

Amerikanerne drømmer som bekendt, og det gør dem leveringsdygtige i paroler, der på danskere virker så højstemte og klichéfyldte, at vi er nødt til at karikere dem.

Tag nu præsident John F. Kennedys berømte punchline: »Don’t ask what your country can do for you, ask what you can do for your country.«

Jamen, det er jo næsten ikke til at holde ud.

Ikke desto mindre lavede Steffen en mental note af lige præcis dette citat, som er det guidende princip for Harvard Kennedy School of Government, hvor han netop har læst to semestre. For det er den slags tanker, KU skal lade sig inspirere af, mener han.

»For en dansker lyder det ubegribelig corny, men det er sgu det, der driver dem på Harvard,« siger han.

KU mangler visioner

KU forsømmer at hjælpe de studerende til at udvikle sig i en retning, hvor de kan udnytte deres kompetencer til at arbejde for noget, som gør en forskel. Og det bunder i et helt fundamentalt problem, nemlig manglen på en fælles idé om, hvad universitetets opgave egentlig er, mener Steffen.

»Hvad kan vi som universitet gøre for at gøre samfundet bedre? Hvad er vores vision? Den slags spørgsmål hører man stort set aldrig på Københavns Universitet,« siger han.

Det vil mange på universitetet, ledelse som undervisere, nu nok være uenige i. Rektors stort opsatte projekt om ’Den gode uddannelse’ er eksempelvis et af de initiativer, universitetet selv ville pege på som grobund for visioner.

LÆS: Nu satser KU på uddannelse.

Men ifølge Steffen Thybo Møller er der på KU ikke et strategisk fokus på at orientere sig mod problemerne i samfundet. Det med at følge Kennedy og gøre noget for sit land.

»Eller for sit lokalområde eller for afrikanske entreprenører eller for en boligforening i Mjølnerparken, eller hvad man nu brænder for.«

Vendt mod verden

Frem for at være vendt mod verden, handler undervisningen på KU ofte mere om at studere for teoriens egen skyld, hævder Steffen. De studerende bliver ikke trænet i at tænke innovativt. Og hvis man i løbet af sin studietid skulle være heldig at få en masse praktisk erfaring, er det ikke undervisernes fortjeneste, mener han.

Noget af det, danske universiteter ifølge Steffen kunne lære af et universitet som Harvard, er at opfordre de studerende til at stable samarbejder med ministerier, ngo’er eller lignende på benene.

På Harvard fik de studerende at vide, at de ikke fik topkarakter, med mindre de formåede at få publiceret noget, der var skrevet for folk uden for universitetet. Det var medvirkende til, at Steffen fik publiceret en tekst i avisen Huffington Post, hvor han efterfølgende blev tilbudt en tjans som blogger.

Forbindelsen mellem den akademiske verden og verden udenfor kan ifølge Steffen helt konkret ske gennem såkaldt social innovation, som han beskriver som at skabe samfundsforbedringer med nye løsninger. Eksempelvis partnerskaber eller forretninger, som tjener et socialt eller miljømæssigt formål på økonomisk bæredygtig vis.

Og Steffen søger selv at fremme denne form for iværksætteri med DANSIC, en organisation, han har oprettet sammen med to samboer fra kollegiet Regensen (se boks).

Slaver af Videnskabsministeriet

Først og fremmest skal de studerende have inspiration fra folk, der kommer udefra.

»På Harvard headhunter de eksterne lektorer, som er professionelle folk med praktisk erfaring. Og som studerende er det inspirerende at rende rundt blandt kvinder, der har startet pigeskoler i Afghanistan, eller folk som Joseph Nye, der har arbejdet i Pentagon.«

Det handler om framingen af uddannelserne. Og den koster ingen penge, siger Steffen Thybo Møller.

»Når vi diskuterer universiteter i Danmark, så handler det altid om taxameter. Og det foregår altid inden for et vækstparadigme. Det er ikke nok at tale om ressourcer og være slaver af Videnskabsministeriet. Det er meget uambitiøst,« siger han.

ser@adm.ku.dk

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste