»Sprog bliver meget konkret, når man mangler ord for sig selv«

I sin nye bog, Tekster om hjem, der også er hans debut som forfatter, indleder Moussa Mchangama med følgende dedikation i versaler: »Til jer, der ligesom jeg har manglet sprog for, hvem og hvad I var, er og gerne vil blive.«

Det er med fuldt overlæg, at ordene ikke er mere specifikke, men holdt åbne, så mange vil kunne læse sig selv ind i dem. Dedikationen giver ikke sig selv. Det havde været lige så oplagt, hvis Moussa Mchangama havde dedikeret bogen til alle med brun hud som han selv. Eller til alle queerpersoner som han selv. Eller til alle diasporabørn, der »længes efter et land, man aldrig har besøgt« som han selv – hans far er fra Comorerne, og hans mor er fra Danmark., hvor Moussa Mchangama også er vokset op.

»Jeg har ikke skrevet til alle dem, der præcis ligner mig eller et eller andet,« siger Moussa Mchangama og uddyber: »Pointen er jo, at der er mange – rigtig, rigtig, rigtig mange – der har manglet sprog for sig selv. Vores normer, samfundskasser, kønsroller og magtstrukturer er formet ud fra så lille en gruppe, at de sådan set ikke passer til langt de fleste mennesker i samfundet.«

Uniavisen møder Moussa Mchangama i vores egne redaktionslokaler, hvor han venligt tager imod vores tynde kaffe uden mælk (den var blevet sur), sætter sig i vores lidt lave sofa (den er mest bare til pynt) og stiller sin kaffekop på gulvet (i fraværet af sidebord) med største naturlighed. I det hele taget har han en venlig, tillidsvækkende fremtoning.

At indtage et rum venligt og tillidsvækkende er noget Moussa Mchangama har lært. Muligvis fordi han var nødt til det, som der står et sted i hans bog: »… jeg har ikke denne luksus at kunne være usynlig.« Et andet sted står der: »Jeg får tit ros for at være ‘en af dem’, der kan tale om de her ting uden at hidse mig op, som kan have en samtale, der ikke er for konfliktfyldt, så vi kan udforske emnerne sammen. Det er bare ikke rigtig ros.«

Hvad er så ‘de her ting’, som Moussa Mchangama er god til at snakke om? Det er racisme, minorisering, queeridentitet. Alt det, som han savnede et sprog for, da han var dreng i Kirke Hyllinge, studerende på Københavns Universitet, skribent i modebranchen, og som han stadig er i gang med at tilegne sig, måske ligefrem opfinde.

Ordenes, lydenes og farvernes magt

Tekster om hjem kredser om sproget; dets evne til at forme virkeligheden, og vores evne til at bruge det klogt, kærligt, hadefuldt og inkluderende. Det er nemt at læse Moussa Mchangamas tid på Retorik på Københavns Universitet ind i mange af bogens passager – efter først et år som kampagnemedarbejder og siden en håndfuld sabbatår i modebranchen var det der Moussa Mchangama endte med at studere. Ifølge ham selv startede interessen for sprogets magt imidlertid langt tidligere:

»Hvis man hele sin barndom og tidlige ungdom kun har kunnet bruge ord om sig selv, der på en eller anden måde er født i vold eller undertrykkende systemer – N-ordet og M-ordet – så bliver længslen efter et nyt sprog en følgesvend. Det er også der, at en famlen efter nye ord begynder. Sprog bliver meget konkret, når man mangler ord for sig selv.«

Til gengæld var det på retorikstudiet, at han forfinede sin evne til at indtage et rum. I et studieliv, hvor dagene var delt op mellem lunkne øl i fredagsbaren og kølig champagne til modeopvisninger – han arbejdede for magasinerne Cover og DANSK og branchemediet Fashion Forum gennem hele studiet – skærpedes hans opmærksomhed, når der var stemmetræning, vejrtrækningsøvelser, feedback og kritisk analyse.

Det var også i den periode – i krydsfeltet mellem det akademiske miljø og modeverdenen – at Moussa Mchangama lærte, at nogle budskaber har brug for at blive pakket om, pakket ind, pakketeret, hvis de skal nå frem uden at blive misforstået. Han nævner bogen foran os som eksempel; forsiden er bordeaux, og titlen er skrevet med syrenfarvede bogstaver.

»Jeg har svært ved at forestille mig mindre vrede farver,« siger han og fortæller om en anmelder, der på trods af de afdæmpede farver har kaldt bogen vred og angrebslysten: »Det er spændende, at ligegyldigt, hvad jeg gør, er der nogen, hvor det eneste de tager med sig, er, at jeg råber dem ind i hovedet – fordi jeg ser ud, som jeg gør og taler om de emner, jeg gør. Men det her er jo hjerteblod for mig. Så hvordan har vi en samtale om de her ting, der åbner op i stedet for lukker ned?«

De åbne sårs bazar

Hvis Moussa Mchangama var en anden forfatter, og hvis det her var et andet interview, havde det været naturligt at spørge Moussa Mchangama, hvordan han oplevede sin studietid set i lyset af de sidste ti års debat om grænseoverskridende rusture, udklædningsfester og passende og upassende sprogbrug på campus. I det spørgsmål havde et andet spørgsmål været implicit: Oplevede du racisme på egen krop?

Men man stiller ikke det spørgsmål til en, der i sin bog har skrevet: »Vi skal ikke bare leve med vores sår, smerten er vores adgang til samfundet, vi skal bruge vores traumer for at få taletid. Vi kan gøre det til en levevej ved at dele ud af os selv, men vi fortæller ikke kun for fortællingens skyld, vi gør det for forandringens.«

Det er langtfra, fordi Moussa Mchangama virker afvisende eller som sådan værner om sit privatliv – naturligt fletter han anekdoter om sin studiegruppe, »Rødvinsjuntaen«, sammen med pointer om intersektionalitet. Han fortæller også frit om sit barn og dets børnehaveliv, når snakken falder på kønsnormer.

Det er snarere, som om han gerne vil fastholde, at hvordan racisme og homofobi har taget sig ud i hans liv, er ikke noget, han behøver at underholde med, og så er det vist i øvrigt lidt beside the point. Vi ved alle, at det findes, vi behøver ikke hver gang kende dets nøjagtige form.

»Jeg tror, at man skal gøre sig bevidst, hvor behovet for at høre alt kommer fra. Appetitten på sorg og dårlige oplevelser er umættelig, det bliver aldrig nok, og når man siger, man gerne vil forstå en anden ved at høre alt, vedkommende har oplevet, påberåber man sig også retten til at afveje, om oplevelserne er voldsomme nok til, at vedkommende har ret,« siger Moussa Mchangama og tilføjer, høfligt spørgende: »På en måde, ikke?«.

Er den offentlige samtale stagneret på det her punkt?

»Vi har talt om folks oplevelser med racisme, hadforbrydelser, sexisme – hvad det nu måtte være – i årevis. Og det er stadig ikke nok. Jeg tror, vi er nødt til at sige, at det ikke længere er det, der er brug for. Nu skal vi beslutte os for, om vi vil acceptere, at der foregår diskrimination, racisme, sexisme, undertrykkelse, vold, alle mulige ting i samfundet. Vil vi acceptere det? Eller vil vi ikke acceptere det? Og hvis vi ikke vil acceptere det, skal vi handle på det.«

Ordet er frit, og hensynet er dit

Universitetet har de seneste år været arnested for mange af de konflikter, som Moussa Mchangamas bog handler om. Få steder er debatterne blevet taget med større iver, nogle gange indædthed. Moussa Mchangama har også arbejdet med inklusion på flere universiteter, så derfor spørger jeg ham, hvor han placerer sig i dén debat.

»De bølger, der går højt, er for mig at se en fortsættelse af en tradition, der altid har eksisteret på universiteterne. Fra kvindernes indtog til ungdomsoprøret, til endnu tidligere, da nogen foreslog, at Gud ikke fandtes. Eller hvad det nu end måtte være. Universiteterne har altid været det sted, hvor nogen har sagt noget, og så er folk kommet op og skændes, fordi man skændes over viden. Det burde universitetet kunne gribe, fordi det er en del af universitetets tradition,« siger han og tænker sig om et øjeblik, før han taler videre: »Hvis alle sidder og nikker til alt, hvad der bliver sagt på universitetet, udfører det ikke sin opgave.«

Moussa Mchangama tillægger desuden universitetet et særligt ansvar, en særlig magtposition, men han udpeger også debatmiljøet omkring campus som hyper polariseret:

»Mange føler sig ramt på deres ytringsfrihed. Mange oplever, at der er noget, man ikke længere må snakke om, selvom det nok nærmere handler om, hvordan vi snakker om det. Jeg kunne aldrig drømme om at anfægte ytringsfriheden, men jeg savner tit en samtale om, hvilke konsekvenser ytringsfriheden har. Hvis jeg siger til dig, at noget, du siger, gør mig ked af det, og du svarer ‘jeg har min ytringsfrihed’, så siger du også, at du er fløjtende ligeglad med mig, mine følelser og min oplevelse af verden.«

Spiller universiteter en særlig rolle her?

»Ja, det gør alle uddannelsesinstitutioner. Der udøves super meget magt i undervisningslokaler, og hvordan rammesætter man det som universitet, som arbejdsplads, som ungdomsrum? Spørgsmålet er ikke, hvorvidt man har ytringsfrihed; spørgsmålet er, om man har tænkt sig at forvalte den på en måde, så dem, der er til stede i et rum føler sig trygge – hvilket jo kræver en opmærksomhed på selve rummet.«

Og så er vi tilbage ved, hvad ord kan og ikke kan. Hvordan vi forvalter sproget, hvordan man taler sig ind i verden, hvis man ikke allerede er her.

Du lader til at have en enorm tillid til sproget?

»For mig er sprog – bredt forstået – fuldstændig afgørende. Sprog er magt, adgang og stopklodser, samtidig med at det kan være frisættende og undersøgende.  Og tilegner man sig ikke et sprog, så begrænser man sin adgang til verden. Tænk bare på de mange mænd, der aldrig får et sprog på deres følelser for eksempel. Det er jo helt hovedløst.«