Vi var nogle priviligerede studerende og kollegaer, der fik Staf Callewaert som mentor og kollega ved Institut for Pædagogik på KU. Vi blev introduceret til en historisk epistemologi og fransk sociologi og uddannelsesforskning, som den blev formuleret af Pierre Bourdieu og medforfattere, der er anderledes end den klassiske tyske dannelsestradition og anglosaksiske pædagogiske filosofi, som pædagogikfaget i Danmark ellers lænede sig op ad.

Staf var intellektuel europæer af den sjældne slags

Staf var intellektuel europæer af den sjældne slags. Hans sprogunivers (som han enten forstod eller beherskede fuldt ud i skrift og tale) omfattede flamsk, fransk, latin, græsk, hebræisk, spansk, portugisisk, kreol, svensk, dansk og norsk foruden engelsk.

Staf blev født i byen Heule i det nordlige Belgien tæt ved den franske grænse. Han var den ældste af ni søskende, faderen arbejdede som tagtækker, moderen var jordemoder. Familien var katolske, selvstændige håndværkere, som med tiden blev middelklasse. Der blev læst bøger i hjemmet, og man gik til koncerter. En skolelærer havde øje for Staf og fik ham ind på en prestigiøs græsk-latinsk linje i gymnasiet i Kortrijk

Da Staf i september 1950 blev novice i dominikanerordenen i klosteret i Gent, fik han navnet Reginald. Efter sin indlemmelse i klosterordenen kom Staf til Leuven og læste teologi og filosofi på det katolske universitet, og det blev til 19 år som broder (1950-1969) for Staf.

Progressiv kristendom

Staf fik indfriet såvel intellektuelle som sociale og politiske ambitioner på Katholieke Universiteit Leuven. Han blev docent i etik på dominikanernes teologiske fakultet og spillede i 1960’erne en central rolle både samfundsmæssigt og kulturelt, hvor han kastede lys på de progressive kristne og kristne for socialisme blandt andet som redaktør af et alment kulturelt tidsskrift, Kulturleven, og en fast klumme i venstreugeavisen Der Neuwe.

I Leuven findes Husserl Arkivet, så der var en centrering af kompetencer inden for fænomenologien. Stafs professor i dogmatik, Edward Schillebeeckx, var progressiv og tolkede kristendommen med Hegel, Heidegger, Sartre og Kierkegaard. Stafs uddannelse bestod af tre års filosofi og fire års teologistudier efterfulgt af en toårig master. Efter ni års uddannelse tog den akademiske karriere fart.

Det gennemgående for Stafs skrifter i den periode var at prøve at vise, at samvittighed var en kantiansk opfindelse, ikke et centralt begreb i den lange kristne tradition, hverken filosofisk eller teologisk.

I sin filosofiske magistergrad fra 1958 behandlede han begrebet ’moralsk samvittighed’, mens den teologiske licentiatgrad blev gennemført i Paris i 1965 og omhandlede middelalderens skriftebøger og graviditetsforebyggende praktikker. I den færdiggjorte, men aldrig forsvarede, doktorafhandling skrev Staf om stoisk filosofis indflydelse på Paulus’ begreb om moralsk samvittighed i 1968.

Staf var docent i etik hos dominikanerne i Leuven, og de seneste år arbejdede han desuden tre dage om ugen på International Research Associates, et opinionsinstitut med markeds- og ungdomsundersøgelser. Det var en forsøgsordning, hvor nogle dominikanerbrødre boede for sig selv og havde egen økonomi, fordi de ikke ville leve af deres religion. Det var også her Staf tjente til livets ophold, da han i september 1969 måtte forlade klosteret.

Dominikanerpræst i læderjakke

Under sine studier i Paris arbejdede og boede Staf i Sainte Colombe, hvor Père Christian Roussin, en sognepræst der stak ud med sin læderjakke og baskerhue, havde skabt en lejr af selvbyggede barakker for indvandrere og andre marginaliserede folk – et pastoralt eksperiment med sæde for arbejderbevægelsen og kirkens sociale engagement.

Det var i Sainte Colombe, at Staf i 1960 traf sin »bedste kammerat«, Inger Sjöberg (senere Callewaert), der selv havde læst religion, fransk og teologi. De var begge med i en kreds af teologer, som forsøgte at formulere en ny teologi: Kan man lave en kristologi uden at tro på Jesu guddommelighed? Sammen med to andre dominikanerbrødre, Frits Florin og Geert Delbeck, oprettede de ’Det himmelske Jerusalem’. Gruppen var knyttet til Inger Sjöberg i Lund og arbejdede blandt andet under kirkernes Verdenråds kongres i Uppsala i 1968, hvor Inger og Staf sammen virkede som journalister på det alternative nyhedsbrev HOT NEWS. Staf forlod klostret i 1968.

Ti år senere giftede Inger og Staf sig i et katolsk/protestantisk ritual i Lilla Råby Kirke uden for Lund, hvor de bosatte sig efter et kortere ophold i Belgien. Efter en tid fik de døtrene Agnes og Teresa.

Bourdieu – og ingen vej tilbage

I Lund blev Staf doktorand ved Sociologiska Institutionen ved hjælp af Harald Schweder hos Karl-Erik Rosengren og Joachim Israel. Her arbejdede Staf med et projekt om den seneste skolereform i Sverige sammen med Bengt A. Nilsson. Tanken var, at skolen ikke duer, fordi læseplanen ikke er kohærent. Arbejdet førte til en fil.dr.-grad i sociologi i 1980. Under dette arbejde mødte Staf Callewaert den svenske pædagogiske tradition med Boel Berner, Daniel Kallòs, Ulf P. Lundgren, Sverker Lindblad, m.fl., og det var mødet med Boel Berner, der netop var hjemvendt fra Paris, der førte Staf på sporet af den dengang relativt unge og ukendte Pierre Bourdieu, der sammen med Jean-Claude Passeron i værket La Reproduction fremførte reproduktionsteorien.

For Staf blev arbejdet med Bourdieus tekster og fransk historisk epistemologi en kilde til at forstå den svenske skolereform i et samfundsmæssigt perspektiv, og det blev hans intellektuelle inspiration og bundtræk i de følgende år.

I udgangspunktet blev Bourdieu tolket strukturmarxistisk og althusseriansk, hvilket gav en vis modstand i det intellektuelle miljø og den offentlige debat i Sverige. Senere tog svenske andengenerations-bourdieufortolkere fat og introducerede Pierre Bourdieus forfatterskab, og de fik stor betydning for miljøet omkring Staf og anvendelsen af Bourdieus reproduktions- og praktikteori, foruden brugen af begreberne felt, kapital og rekonversion.

Efter studierne i Lund blev Staf ’opdaget’ af professor i pædagogik Jens Bjerg (RUC), der opfordrede ham til at søge til Aalborg, hvor Staf var professor i pædagogisk psykologi i 1976-79.

I en længere periode (1979-2002) besad Staf Callewaert Danmarks eneste professorat i videnskabsfaget pædagogik ved Københavns Universitet, hvor faget kan studeres fra grunduddannelse indtil højeste uddannelsesniveau, ph.d.

En akademisk opkomling

Staf er en opkomling i den akademiske verden, og hans livshistorie er på mange måder homolog til Pierre Bourdieus, hans intellektuelle inspirationskilde.

For Staf er det ikke småbønder fra Béarn i Sydfrankrig, men småbourgeoisiet i Heule.

Det er ikke Paris, men Sainte Colombe, og studier ved det katolske universitet, ikke Collège de France.

Ikke store empirisk funderede forskningsarbejder, men undervisningsbaseret forskning på Københavns Universitet.

Ingen antropologiske studier i Kabylien som ung feltsoldat, men feltstudier i flere afrikanske lande og Viborg-KUA gruppen, Ethos- og Praxeologigruppen på Uppsala Universitet, Högskolan Kristianstad og endelig universitetet i Bergen.

Ikke udvikling af felt- og reproduktionsteori, men specificeringer og præciseringer af Bourdieus praktikteori.

Homologe, men distinkte, praktikker.

Det er videnskab om de pædagogiske praktikker på lige fod med andre samfundsvidenskabelige discipliner.

Det er at tænke teori som redskab for refleksion.

Det er ikke primært studier af de lavere eller højere samfundslag, men studier sammen med det nye mellemlag og dets praktikker.

Staf er mellemlagets professor, som igen og igen understreger nødvendigheden af at bryde med den enkeltes spontane livsforståelse og indtage en objektiverende rolle for siden at bryde tilbage igen.

Det er ikke dansk pædagogik som en bevægelse eller primært som ethos, men pædagogik som videnskab for videnskabens skyld: At tillade sig at studere sociale fænomener også der, hvor der ikke er noget at handle på.

Staf er også engagement. Derom vidner fx en mail, hvor Staf aflyser et interview før sin 69 årsdag i Lund med Martin D. Munk, Carsten Sestoft og Karin Anna Petersen, som denne tekst bl.a. bygger på. Interviewet blev flyttet en dag, fordi familien Callewaert skulle demonstrere mod Bush og globaliseringen i Göteborg.

Staf færdedes i internationale miljøer på flere kontinenter og mellem flere videnskabelige discipliner, praktiske fag og samfundslag. Alle vegne skabte hans akademiske opdragelse og stil små ’familier’, som gav ham baser, kraft og styrke. De var dannende og samtidig blev deltagerne videnskabeligt uddannet gennem fælleskabet, men også i en personlig stil, hvor mange følte sig (og også var) værdsat – en sjældenhed i nutidens akademiske landskaber.

Staf skriver selv i bogen Til kritikken af den pædagogiske teori fra 2006: »Jeg kan tænke mig at nogen opfatter mit indlæg, ikke som en akademisk forelæsning der forsøger at gøre status i sit livs efterår, men som en krigserklæring, for dem vil jeg minde om følgende vers fra Tomas Tranströmers digt Allegro, som jeg har gjort til mit personlige salmevers …«

Jag kör ner händerne i mine haydnfickor
Och härmar en som ser lugnt på värden.

Jag hissar haydnflaggan – det betyder:
»Vi ger os inte, men vill fred.«

Æret være Stafs minde!

Jeg mødte Staf første gang i 1979, da han som nyansat professor på Københavns Universitets Institut for Pædagogik blev medlem af studienævnet, der dengang bestod af 50 procent forskere og 50 procent studerende. Instituttets faglige profil, perspektiv og arbejdsmåder havde vi – en større gruppe studerende med baggrund i marxistiske analyser af samfund og uddannelse og kritisk teori – haft under angreb over længere tid. Staf fandt vores kritik og forslag både velbegrundede og brugbare.

I 1980 lykkedes det os at etablere en alliance med Staf og flere andre videnskabeligt ansatte og udvikle en helt ny studiestruktur med reformeret indhold. Jeg var formand for studienævnet det år, beslutningen blev ført ud i livet.

Staf var min vejleder på magisterkonferensen, og i 1985 forlod jeg København for at blive lærer på Esbjerg Socialpædagogiske Seminarium. Først flere år senere traf jeg Staf igen sidst i 1990’erne på en konference i Nordisk Forening for Pædagogisk Forskning, hvor han var keynote, som det hedder nu om dage. De følgende år deltog jeg med stort udbytte på de siden så berømmede Viborg-seminarer (som også havde en aflægger på Københavns Universitet Amager).

Her i Viborg stod Staf efter sin pensionering i spidsen for en stor gruppe ivrige ph.d.-studerende, hvor vi på skift præsenterede centrale tekster, iblandt også af Bourdieu, under Stafs kyndige opmærksomhed. Det var et pædagogisk sociologisk kundskabs- og forskningsværksted af stor betydning for udviklingen af mange forskellige samfundsvidenskabelige indsigter i sammenhænge – det vil sige spændinger – mellem praksis, uddannelse og videnskab inden for både de pædagogiske og helsefaglige områder. Her viste Staf sig som den karismatiske intellektuelle, han var blevet og ’blevet gjort til’ i de mange felter, hans livsbane havde snoet sig igennem. Det blev også til et seminar i Uppsala om ’social klasse’, hvor bl.a. Lennart Rosenlund og Erik Jørgen Hansen deltog med oplæg. Også her var Viborg-seminaret og Staf drivende kræfter.

Sociologi er en kampsport

»Sociologi er en kampsport«, siger Bourdieu i dokumentarfilmen af samme navn. Med det mente han, at samfundsvidenskabelig praksis indebærer både et forsvar for videnskabelig autonomi og en bred analytisk offensiv mod blandt andet effekterne af nyliberal politik, magtens fordelinger, social og symbolsk dominans og mod ’epistemocentrismen’ (fremført i bogen Méditations pascaliennes). Denne isme viser, hvordan privilegerede positioner på de videregående uddannelser bliver arnesteder for spredning af visioner, som de nu kan blive til på et sted, hvor skrivebordet og sproget er det eneste, man har at gøre godt med fx i skikkelse af den såkaldte socialkonstruktionisme.

Stafs bidrag – også på Viborg-seminarerne – var en opøvelse af os som samfundsvidenskabelige sportsudøvere uden at det dog nogensinde blev omtalt som sådan. Selv havde jeg anledning til at invitere Staf til en fagdag her i Trondheim i 2010 i regi af Institut for pædagogik ved Norges teknisk-videnskabelige universitet i Trondheim.

For ganske få år siden besøgte jeg Staf hjemme i Lund. Jeg havde lige indgået en aftale med Akademisk Forlag om en sociologisk undersøgelse af ’trøst’ og ville gerne høre, hvad han tænkte om emne og projekt. Det kastede han sig ind i med vid og entusiasme, på trods af at helbred og kræfter var begyndt at svigte. Bogen endte med at blive et større krops-, kundskabs- og magtsociologisk bidrag til pædagogikken. Tankegangen og fremdriften i bogen er organiseret omkring Bourdieus mange forskellige forskningsarbejder og teoretiske rammeværk – og flere af Stafs bidrag.

Smittet med Staf-ylokokker

Hvordan det gik til, ved jeg ikke, måske var det Stafs egen opfindelse: men seminarerne i Viborg bød på omfattende smitte med Staf-ylokokker! Som seminardeltagere kunne vi udtrykke os frit og humoristisk om det livgivende i at få mættet en sult efter samfundsvidenskabelig tyngde og efter videnskabsteoretisk og epistemologisk refleksion. Alle deltagere – uden undtagelse – var klar over, at det var Stafs redegørelser og tolkninger, som blev delt. Omtalen af ’smitten’ var også en diskret replik til alle dem, som betragtede hele Viborg-arrangementet med uartikuleret skepsis. Det var et miljø, hvorfra man kunne risikere at løbe ind i oplyst modstand.

Min bog T R Ø S T. Bidrag til en jordnær, kropsnær og omtænksom pædagogik er smittet af Staf – og dermed sikkert også i sig selv en smittekilde.

Staf, hans liv og spor er dermed langt mere end bare et minde.