Stammedans på vestjysk

I foråret 1983 tonede tv-programmet ‘Det er dansk’ frem på fjernsynsskærmene i hele Danmark. Flere sprogeksperter vurderede dialekter hos forskellige talere og skulle derigennem gætte på hvor i landet deltageren stammede fra, og deres gæt var ofte imponerende tæt på det præcise svar.

En af eksperterne var institutlederen på Institut for Dansk Dialektforskning på Københavns Universitet, Inge Lise Pedersen, som i knap 40 år har forsket i de danske dialekter.

Hun fortæller at de tider snart er forbi hvor man præcist kan placere en mands oprindelsessted ved at lytte til hans dialekt. Forbi er også tiden hvor substantiver var inddelt i et, to eller tre køn alt efter om man kom fra Vestjylland, Østjylland eller Fyn, og hvor folk fra Dragør eller Skovshoved for det utrænede øre lød overraskende meget som bornholmere.

Som de fleste sproginteresserede danskere ved, er de danske dialekter nemlig på kraftigt tilbagetog. Udviklingen begrædes gerne. Nogle mener at dialekternes forsvinden medfører et stort kulturhistorisk tab, andre at det medfører et tab for den sproglige mangfoldighed, nogle synes bare dialekterne lyder sjove, og enkelte kombinerer flere af synspunkterne til en varieret palet af sprogholdninger. Men de fleste kan blive enige om at udviklingen er ærgerlig. Selv om det ifølge Inge Lise Pedersen på sin vis er vores egen skyld.

»De fleste ser gerne dialekterne bevaret, men de vil bare ikke gøre det selv. Det er de andre der skal gøre det,« siger Inge Lise Pedersen.

Rigsdansk obligatorisk på danskstudiet
Hun taler ofte med folk der siger ‘det er så synd at dialekterne forsvinder’, og tit kan hun høre at den person selv har talt dialekt engang.

»Så driller jeg nogle gange og spørger hvorfor de selv er holdt op med at tale dialekt. De har ofte en god forklaring, for de har måske været igennem et længere uddannelsesforløb, eller måske er de flyttet til København og har derfor været nødt til at aflægge dialekten. Men det er jo også det der er sket for de andre! Vi kan jo ikke regne med at de andre opfører sig som om de lever i et reservat og danser stammedans mens de taler vestjysk.

Man kan ikke forlange at folk skal tale dialekt hvis de så bliver regnet for landsbytosser. Hvis man ikke kan bruge dialekterne i moderne sammenhænge, så vil de forsvinde,« siger Inge Lise Pedersen.

Hun fortæller historier om hvordan gymnasieelever så sent som i firserne i Svendborg blev direkte hånet af læreren for at tale langelandsk, og beretter om sine egne erfaringer fra danskstudiet på KU i tresserne hvor man skulle have enetimer i rigsdansk hvis man talte dialekt. Disse er ifølge Inge Lise Pedersen bare nogle få i rækken af eksempler på et sprogsamfund der ser ned på dialekttalere.

Selv om ikke alle borgere selv opfatter det sådan, er sprogholdningen i Danmark decideret negativ over for dialekterne, forklarer hun. Det kan simpelthen ikke betale sig at holde fast i sin dialekt fordi de fleste folk ubevidst opfatter dialekttalende som dumme og gammeldags.

»Jeg var engang til et foredrag, hvor foredragsholderen talte udpræget fynsk. I pausen kom mange folk hen til mig og begyndte at diskutere hvor fynsk han havde talt. Ingen talte om hvad han havde sagt, kun om måden han havde sagt det på. Hvis et budskab sløres så meget bare af at man taler regionalfynsk, så viser det altså noget om nogle kraftige holdninger. Så kan man ikke bare kræve af folk at de skal blive ved med at tale dialekt.«

Sproglig variation ind med modermælken
Inge Lise Pedersens egen interesse for sprog stammer blandt andet fra barndomshjemmet hvor flere forskellige familiemedlemmer havde hver deres version af hvordan det danske sprog kunne lyde.

»Jeg var selv vokset op med sproglig variation i mit barndomshjem hvor jeg ustandseligt oplevede diskussioner om dialekter og regionale forskelle. Jeg voksede op på Vestfyn hvor min mor kommer fra, men min far var vestjyde, og min bedstefar som boede sammen med os, var fra Falster. Så jeg fik kulturel og sproglig variation ind med modermælken.«

Derudover havde flere af de store danske dialektforskere indflydelse på Inge Lise Pedersens karrierevalg. Hun læste blandt andet Peter Skautrups store værk Det danske sprogs historie og blev undervist af dialektolog og sproghistoriker Anders Bjerrum som i sin forskning var renlivet strukturalist, men i sin undervisning gik meget op i at inkorporere den samfundsmæssige kontekst i lingvistikken.

Og netop denne vinkel på lingvistikken blev efterhånden en af hendes mærkesager. Hun blev som nyuddannet kandidat ansat på Institut for Dansk Dialektforskning i 1969, og da hun startede, lå fokus på instituttet på at beskrive dialekterne uden en egentlig sociolingvistisk indfaldsvinkel.

»Da jeg så blev institutleder i 1989, fik jeg udvidet forskningsgenstanden, så socialt relateret variation også blev inkluderet, og man ikke standsede ved beskrivelsen af variationen, men også forsøgte at forklare den. Alle forklaringerne på hvorfor dialekterne forsvinder, er jo ud fra en sociolingvistisk indfaldsvinkel. Det er samfundsskabt at man omlægger sprogbrugen fra dialekt til standardsprog. Den udvidelse af instituttets emneområde er det jeg opfatter som min væsentligste indsats her på universitetet.«

Hurtigere dialektafvikling i Danmark
Selv om udviklingen går dem imod, er de danske dialekter dog ikke helt forsvundet endnu. Men at de er truede, kan der ikke være nogen tvivl om.

»De danske dialekter findes endnu. Men man må skelne mellem om de blot findes blandt talere eller om de gives videre til næste generation, og det sidste kan man godt stille spørgsmålstegn ved. Vi har for eksempel sammenlignet optagelser af nordvestjyske skoleelever fra 1977 med optagelser fra samme aldersgruppe i 2006, og her kan man virkelig se at der er sket meget – rigtig meget. I 1977 var der en del af de unge der talte dialekt, og i dag er der nærmest ingen. Det betyder ikke at man ikke kan høre at de er jyder, men de taler ikke dialekt.«

Alligevel tør Inge Lise Pedersen ikke sige med sikkerhed om de danske dialekter er uddøde om 50-100 år.

»Det er jo altid svært at vide. Principielt kan der jo ske ændringer, så det går den anden vej. Men sådan noget vil jeg faktisk ikke spå om, for det er jo netop afhængigt af samspillet mellem sprog og samfund. Vi kan bare se at dialektafviklingen er gået hurtigt, og vi kan se at Danmark er det land i Nordvesteuropa hvor det er gået allerhurtigst.«

Mental modernisering, urbanisering og daginstitutioner
Netop dialekternes udvikling i Danmark er et af de områder Inge Lise Pedersen i mange år har forsket i, og der er ifølge dialekteksperten flere forskellige årsager til den hastige negative udvikling i netop Danmark.

»Først og fremmest er dialekter jo bondesprog, og de danske bønder blev meget moderne i anden halvdel af 1800-tallet. Hele højskolebevægelsen skal man blandt andet tænke på i den sammenhæng, og selv om bønderne ikke nødvendigvis aflagde dialekterne helt, vil jeg hævde at der skete et eller andet mentalt – en mental modernisering som gjorde at de var forberedt på at kunne skippe dialekterne senere hvis det blev aktuelt.«

Urbaniseringen i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet er en anden væsentlig faktor, understreger Inge Lise Pedersen. Og det er ikke kun væksten i de største danske byer.

»Den voldsomme befolkningsvækst som sker i alle de nordiske lande, sker på en lidt anden måde i Danmark. København, Stockholm og storbyerne mange andre steder vokser alle voldsomt på grund af den direkte industrielle vækst. Men det mere påfaldende i relation til dialekterne er at vi i Danmark får en række småbyer der vokser frem ved jernbanerne. Nogle er landsbyer der vokser kraftigt, og nogle er helt nye, men der har vi pludselig småbyer liggende rundt omkring i landet som en slags mellemting mellem det landlige og byen. De følte sig i høj grad som byboere, men de var jo dybt afhængige af landbruget og var næsten alle sammen førstegenerations-byboere. Alle de stationsbyer har også spillet en rolle for dialekterne.«

Den tredje årsag er ifølge Inge Lise Pedersen at Danmark fra omkring 1960 begynder at få en meget høj grad af institutionsdækning.

»Næsten alle danske børn er i børneinstitutioner næsten hele dagen fra de er under et år gamle, og børnene tilegner sig derfor i høj grad et sprog som de ikke får fra deres forældre, men fra de voksne der er i børneinstitutionen. Det kan godt være at de voksne i børneinstitutionen taler dialekt hjemme, men de gør det altså ikke når de er på arbejde, blandt andet på grund af det intolerante sprogsamfund. Dialekterne er blevet et privatsprog, og en arbejdsplads definerer man som et mere offentligt område. Deres sprog kan sagtens lyde vældig dialektalt, men det er et tilsigtet standardsprog, og det er så også det børnene lærer. Derfor har den høje institutionsdækning også gjort at det lige er gået lidt hurtigere. Vi har også mange eksempler på at forældre fra tresserne bevidst begynder at tale mere standardnært til børnene, især i de områder af landet hvor dialekten er fjern fra standardsproget fordi de mener at det vil gøre det lettere for børnene i skolen.«

Intolerant sprogholdning
Den intolerante sprogholdning hos danskerne er som nævnt med til at holde dialekterne nede, men det er ifølge Inge Lise Pedersen svært at se hvordan man realistisk skulle ændre den tendens i samfundet.

Til gengæld afspejler sprogholdningerne sig også i forhold til en anden gruppe dansktalende. Og her kunne der være anledning til at gøre en indsats.

»Jeg ville gerne kæmpe for at man havde et sprogsamfund der var noget mere frisindet over for dialekterne. I dag er der især behov for et større frisind over for folk der kommer med en anden sproglig baggrund end dansk. Det er ikke noget problem hvis man er født her af amerikanske forældre og taler engelsk. Men hvis man er født her af kurdiske forældre og taler kurdisk, så er det pludselig ikke en ressource, så er det et problem. Og når man ikke vil se en sproglig variation som en ressource, men kun som et problem, mener jeg at det er samfundet der er taberen.«

mbt@adm.ku.dk