Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Kultur
Revy — Uniavisen var med, da Statskundskabsrevyen øvede årets show for første gang. Igen i år kommer de studerende med stikpiller til den samfundsmaskine, som de højst sandsynligt selv bliver en del af efter studiet.
Det sidste dagslys har forladt gangene på det gamle kommunehospital, og fodtrinnene giver ekko, men bag dørene til lokale 1.1.18 rumsterer det med snak og dæmpet musik. Lydene forstummer kort og så: Et vældigt latterbrøl brager ud af lokalet og søger helt ud i hjørnerne af de forladte korridorer.
Inde i salen sidder cirka 50 studerende og retter blikket mod tavlen, hvor en ung, blond mand bryder ud i skønsang, mens hans venner uddeler kram og danser omkring ham. Han synger om at være på sin »dagpenge-ting« til melodien fra en kendt, dansk landsholdshymne.
Revyen om Danmark
Statskundskabsrevyen 2018 får premiere på Bremen Teater den 19. april.
Efter sidste verselinje overdynger tilskuerne de optrædende med klapsalver, inden en kvinde i salens hjørne giver taletid til publikum.
Én sender lappen i vejret og siger, at det var fedt – men: »Jeg forstod ikke, hvorfor de krammede i første vers.«
Performerne må forsvare konceptet med fagter og gode argumenter.
Vi er til den første gennemspilning af Statskundskabsrevyen 2018. Siden performerne for tre uger siden udvalgte de lige knap 30 sketcher, der udgør årets show, skal de nu stå distancen i mødet med kollegaernes kritiske blikke.
Om en måneds tid gælder det premieren på Bremen Teater, hvor revyen debuterer i 2018, efter de seneste år at have holdt til i Chr. Hansen-auditoriet på CSS.
Men selv om scenen i år er større, er missionen den samme: at spidde landets magthavere med løssluppen satire.
Onde tunger har før stemplet Statskundskab som en envejsbillet til eliten af levebrødspolitikere og omvandrende djøf-regneark, men det er netop dem, der står for skud i revyen.
»Det er lidt paradoksalt, at vi gør så meget grin med det, vi selv håber på at blive. Vi er jo meget udskældte som djøf’ere, så derfor tror jeg, det er vigtigt at tage lidt pis på de ambitioner og den maskine, vi bliver en del af«, siger Josefine Højbjerg, der er med i revyen for anden gang og som, udover at danse til flere stykker, spiller »den onde embedsværkmaskine.«
Førstegangs-revyisten Mathias Bruun er enig:
»Jeg tror, det er en meget sund måde at få indpodet noget selvironi i os på det her studie, hvor vi tænker, at vi godt kunne ende inde på Borgen på et tidspunkt. Det er sundt at få et kritisk blik på det, inden man bliver presset ned i en eller anden form.«
Alle optrædende render rundt uden kostumer og rekvisitter og med smartphones og blokke foran snuderne for ikke at glemme deres replikker. På tilskuerpladserne troner flere studerende på stoleryggene, andre småsnakker i krogene, mens kasserne med lunkne Tuborg Classic flås for flere flasker ad gangen.
Vi er generelt ret kritiske over for regeringen og maskeringsforbuddet i år
Josefine Højbjerg
Men når det er tid til efterkritik, fryser salen, og minerne bliver alvorlige.
Rækkefølgen er den samme hver gang: Først giver instruktøren Thomas konstruktive indspark til de forpustede performere, så udpeger kvinden i hjørnet tre strittende fingre i mængden for yderligere bemærkninger.
»Jeg synes, det var fedt, at der kom noget statskundskabsteoretisk med i C-stykket,« siger en mandlig studerende efter et kulørt musicalnummer.
»Jeg synes klart første del fungerede bedre end anden,« siger en anden.
Når salen er enig, knipser alle ivrigt med fingrene i en sagte applaus.
En enkelt gang eller to er skuespillerne uenige i kritikken, men de ærer den demokratiske tone og disker gerne op med et politikersvar: »Det er taget til efterretning.«
Revyen skyder igen i år med satiriske spredehagl, men særligt ét tema dukker op flere gange: debatten om flygtninge og indvandrere.
I et musicalnummer indleder en kvinde sit vers med at skråle, at hun ikke er racist, men… Efter nummeret diskuterer salen, om hun skal sige »mørke mænd« eller »mørkemænd.«
Jeg synes ikke, at man kan sige, at revyen er biased
Mathias Bruun
Det er særligt højrefløjen, der står for skud i Statskundskabsrevyen anno 2018, og det er måske ikke så overraskende, når det er statskundskabere, der uddeler prygl. Her breder den politiske orientering sig fra centrum mod venstre – det har en statistik i Politiken blandt andet afsløret.
Mathias Bruun og Josefine Højbjerg afviser dog, at showet kun uddeler tæsk på den ene side af det politiske spektrum.
»Vi er generelt ret kritiske over for regeringen og maskeringsforbuddet i år,« siger Josefine Højbjerg. »Lige nu har vi jo en højreorienteret regering, så for at gøre grin med dem, er vi nødt til at tage en lidt venstreorienteret hat på. Men vi er også meget opmærksomme på ikke at gå for langt og bare sige ‘nu er vi Radikale og skal bashe løs’. Det ville være forudsigeligt og ikke særligt sjovt.«
»Jeg synes ikke, at man kan sige, at revyen er biased,« tilføjer Mathias Bruun. »Jeg synes, vi er gode til ikke at falde i den fælde, hvor man bare tænker, at vi er sådan nogle politisk korrekte, venstreorienterede tosser.«
Mathias Bruun entrerer selv scenen som Kristian Thulesen Dahl i en sketch, der også er rig på VLAK-regeringens spydspidser.
I den efterfølgende feedback-runde bliver det tydeligt, at ikke alle roller er endeligt fordelt. En medstuderende henvender sig til Mathias og foreslår et casting-skift: »Du ligner altså ret meget Kristian Jensen, så kunne man ikke …«
Fingrene knipser samstemmende i salen. Imens bruger en studerende en flaske som øloplukker og sender med et smæld Tuborg-kapslen i en bue ud over forsamlingen.
Det er blevet tid til næste nummer.
Statskundskabsrevyen 2018, der har fået titlen ‘Revyen om Danmark’, får premiere på Bremen Teater den 19. april.