Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Stenen og glashuset - Klarlund svarer Galbo

REPLIK - Hvis Henrik Galbos mistanke til lødigheden af Penkowas muskelbilleder rækker et helt årti tilbage, hvorfor henvendte han sig så først til UVVU i 2011, spørger Bente Klarlund Pedersen i et respons på Uniavisens interview med Henrik Galbo.

Professor Henrik Galbos klage til UVVU har nu været i gang i to og et halvt år, omfanget af sagens dokumenter kan fylde et mindre bibliotek, og af Galbos over 100 klagepunkter er der kun få klagepunkter tilbage, der ikke er blevet afvist.

I interviewet med Universitetsavisen understreger Galbo endnu en gang, at han allerede i juni 2003 advarede mig mod mulig svindel fra Penkowas side, men han glemmer at forklare, hvorfor han ikke selv gjorde noget ved det.

Galbo indrømmer i interviewet, at hans klage mest af alt handler om, at jeg burde have opdaget Milena Penkowas billedmanipulation på baggrund af hans advarsel. Galbo husker imidlertid ikke rigtigt, og han modsiger sig selv.

Læs interviewet: Klarlunds anmelder: »I videnskabelig sammenhæng er tillid ikke et smukt ord«

Galbos selektive hukommelse

Galbo refererer til et seminar på Københavns Universitets Center for Muskelforskning, men han tager fejl af årstallet. Dette seminar fandt sted i april 2004 og ikke i 2003, og den pågældende artikel var allerede publiceret. Han advarede mig ikke om nogen billedmanipulation på seminaret.

Dokumentationen for hændelsesforløbet er fremlagt for UVVU.

I interviewet modsiger Galbo sig selv, idet han først påstår, at resultaterne i den billedmanipulerede artikel bekræftede min hypotese, og at jeg derfor havde et »incitament« til at tro på billederne, men dernæst siger han, at artiklens konklusioner ikke var i overensstemmelse med de fund, jeg tidligere havde gjort.

Uenighed om muskelceller og IL-6

Galbo udtrykker håb om, at sagen kan opfattes som en akademisk diskussion. Der føres imidlertid ikke akademiske diskussioner i UVVU, hvilket forklarer, hvorfor langt størsteparten af hans klagepunkter er blevet afvist.

Den akademiske diskussion er følgende: Siden 60’erne har der blandt muskelforskere eksisteret en hypotese om, at arbejdende muskler frigiver en »exercise-factor«, der via blodet kunne påvirke andre organer. Galbo ledte efter denne exercise-faktor uden held. I år 2000 påviste vi, at muskler frigiver IL-6 til blodet i forbindelse med fysisk aktivitet. Siden har vi og et stort antal andre forskere verden over eftervist dette fund. I dag ved vi, at muskelceller er i stand til at producere og frigive flere hundrede faktorer, som vi har valgt at kalde myokiner.

Galbos kritik på seminaret i 2004 gik på, at muskelcellerne ikke samtidig kunne frigive og ophobe IL-6. Allerede på det tidspunkt, hvor vi publicerede vores arbejde, var jeg imidlertid bekendt med to andre forskergrupper, der havde påvist, at IL-6 blev opkoncentreret i muskelceller og i muskler i forbindelse med arbejde, samtidig med at IL-6 blev frigivet til blodet.

I dag er der en omfattende litteratur fra hele verden, der har bekræftet vores fund: at muskelceller producerer IL-6 i forbindelse med fysisk aktivitet, og at dette IL-6 både har en hormonlignende effekt, det vil sige påvirker andre organer (fedtvæv, lever, bugspytkirtel), men også virker i selve muskelcellen og blandt andet er involveret i muskeltilvækst. Det er derudover et velkendt biologisk fænomen, at visse proteiner forefindes både i en form, der frigives fra cellen, og i en form, der ophobes i cellen. Man kender endvidere proteiner, der frigives fra cellen og enten virker på samme celle (såkaldt autokrin regulering) eller virker på eller optages af en anden lignende celle (såkaldt parakrin regulering).

Galbo antyder, at vores samlede forskningsresultater bygger på de fire artikler, hvor Penkowa havde foretaget billedmanipulation. Dette er ikke tilfældet. Dels er IL-6 fundene som nævnt bekræftet af talrige andre forskere, dels er Penkowa-artiklerne så perifere, at de end ikke nævnes i de senere oversigtsartikler fra min hånd.

Hvem kunne have opdaget Penkowas snyd?

Hvis Galbo havde ret i, at han allerede tidligt mistænkte Penkowa (eller mig for den sags skyld), havde det været hans pligt at indberette sagen for UVVU. Sandheden er, at Galbo på intet tidspunkt udtrykte mistanke om billedmanipulation. En gruppe af forskere på Galbos eget center etablerede efterfølgende et samarbejde med Penkowa vedrørende samme billedmetode, hvilket de naturligvis ikke havde gjort, hvis Galbo havde udtrykt mistanke om, at der var noget galt med billederne.

Der er mange, der, ligesom jeg, ikke i sin tid opdagede, at der var tale om snyd. Et internationalt udvalg rensede Penkowa i forbindelse med hendes doktordisputats. Senere blev hun tildelt hæderspriser, og kort før afsløringen af videnskabelig svindel blev hun udnævnt til professor ved KU, hvilket naturligvis byggede på en grundig gennemgang af hendes videnskabelige produktion. Igennem hele dette årelange forløb foretog Galbo sig absolut intet for at afdække, om hans påståede mistanke dækkede over realiteter. Han var da heller ikke involveret i afsløringen af svindlen.

Min sag er genoptaget af UVVU; Galbos er lige startet

Situationen i dag er, at UVVU af egen vilje har valgt at genoptage min sag, og at jeg herudover har anlagt sag ved domstolene med henblik på at blive renset for beskyldningerne om uredelighed.

Galbo er for nylig selv blevet anmeldt til UVVU af advokat, dr.phil. Jens Ravnkilde med begrundelsen, at han i flere tilfælde har gjort det samme som det, UVVU stempler mig som uredelig for at have gjort. Ravnkilde har endvidere i en videnskabelig artikel i Ugeskrift for Retsvæsen gennemgået min sag og betegnet UVVU’s afgørelse som et videnskabsetisk justitsmord.

Interesserede kan læse sagens dokumenter inkl. Ravnkildes artikel på klarlund-sagen.dk.

uni-avis@adm.ku.dk

# Skriv kommentar
Del

Deltag i debatten

Seneste