Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Stiftede nødhjælpsorganisation for at hjælpe flygtninge på Balkan

STUDIELIV - Natasha Andersen blev medstifter af en nødhjælpsorganisation, der delte varmt tøj ud i Makedonien til Balkans flygtninge i de iskolde vinternætter. Et samarbejde mellem studerende rundt omkring i Europa gjorde det muligt.

Samme dag Natasha Andersen, sociologistuderende ved Københavns Universitet, rejste til England for at studere på Goldsmiths, University of London ankom de første flygtninge fra krigene i Mellemøsten til Danmark.

Det kom til at præge hendes studieliv det efterår på femte semester.

»Det er så lidt, der skal til for at gøre en forskel for flygtningene, og alligevel har Europa svigtet,« siger Natasha Andersen om sine tanker, da hun hørte om de katastrofale forhold, mange flygtninge lever under.

Hun følte, hun måtte gøre noget.

Natasha Andersen havde allerede erfaring gennem fritidsarbejde for forskellige, frivillige organisationer, og det var måske med til at gøre, at der ikke var så langt fra tanke til handling for hende, selv om hun befandt sig London. Hun stillede sin engelske medstuderende James Bonham et forslag:

»Skal vi ikke pakke en bil og køre til Balkan for at hjælpe dem?«

Natasha og James stiftede nødhjælpsorganisationen ‘Balkans Relief’, og de fik kontakt til universitetsstuderende på tværs af Europa, herunder fra Sverige, Norge, Danmark, Tyskland og England. Alle var meget motiverede til at være med til at lave fundraising, siger Natasha.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Familier med børn ankommer fra Grækenland til den flygtningelejr, hvor Balkans Relief arbejdede

Udgifterne til administration betalte de af egne studielommer for at undgå at bruge cirka 10 procent af de donerede penge til det.

De lavede også ‘bake sales’ i England og Tyskland – altså bagte kager og solgte dem for at skaffe penge; og de holdt fester med digtere, musikere og performere, hvor gæsterne donerede penge i døren, til nødhjælpsarbejdet.

I alt fik de skrabet 100.000 kroner sammen.

Selv om det var hårdt arbejde ved siden af studierne, var det også en god oplevelse.

»Mange af os har endnu slet ikke mødt hinanden. Vi kender kun hinanden gennem venner og har kunnet arbejde sammen, fordi vi syntes, projektet var så vigtigt,« siger Natasha Andersen.

Strategien var at lave et fleksibelt projekt

Nu gjaldt det om at bruge pengene på den rigtige måde.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Et af de børn, som de frivillige i Balkans Relief fik købt et par varme støvler til

Natasha mener, at deres projekt endte med at gå så godt, fordi de købte nødhjælpen på stedet. På den måde sparede de penge på transport, og de undgik at strande i toldproblemer og bureaukrati ved grænseovergange, sådan som andre nødhjælpsorganisationer har gjort det i løbet af vinteren.

Strategien var ikke tilfældig.

»Hele ideen med vores projekt var at holde det så fleksibelt som muligt, og det viste sig også at være det rigtige at gøre,« siger Natasha Andersen og fortsætter:

»Da Balkan Relief begyndte arbejdet med projektet i oktober, havde flygtningene det sværest i Slovenien, men da jeg og James og hans kæreste skulle til at tage at tage af sted, var problemerne rykket et andet sted hen,« siger hun.

Fleksibiliteten gjorde det muligt for dem at sondere terrænet, inden de handlede.

»Vi fulgte med derhen, hvor problemerne var rykket til, og vi endte med at lande lige i midten i Skopje i Makedonien, men ikke engang på det tidspunkt vidste vi, om vi ville tage videre til en flygtningelejr i Grækenland, eller blive i Makedonien. Det hele afhang af, hvor vi ville kunne være mest effektive,« siger Natasha Andersen.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Børnsandaler var nogle gange det eneste, flygtningenes børn havde på, når de rejste gennem Balkan

Efter at have talt med lokale frivillige fandt de en lejr, hvor der var mangel på nødhjælp.

»Der manglede arbejdskraft om natten og varmt tøj i alle afskygninger. Vi var taget tre personer derned, men da vi havde været der et par dage, evaluerede vi situationen og fandt ud af, at vi kunne bruge flere hænder, og så fik vi tre tyskere til at komme ned til os,« siger Natasha Andersen.

Derefter brugte de deres penge til at købe lige præcis det, flygtningene havde brug for.

»I Grækenland havde de fået udleveret tøj, der ikke passede til vinter. Nu stod de på Balkan i bidende frostvejr og ofte midt om natten. Vores fleksible strategi var også her en fordel, for nu kunne vi i Skopje selv købe det, flygtningene sagde, de havde brug for: huer, vanter, tørklæder, skiundertøj, vinterstøvler og frakker købte vi billigt og i store mængder,« siger Natasha Andersen.

Gik over grænsen med flygtningene

Lejren, de uddelte nødhjælp i, hed ‘Tabanovce Transit Centre’ og lå nær den serbisk-makedonske grænse i en gammel stationsby. Hver dag ankom fem tog med et sted mellem 300 og 1.000 flygtninge, og to af togene ankom om natten.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

‘Stemningsbillede’ af et skilt på Tabanovce togstation med beskeden om, at der er 400 meter til den serbisk-makedonske grænse

Derefter skulle flygtningene selv gå fire kilometer for at komme med busserne, der kunne køre dem videre klokken syv. Det var bidende koldt, og turen til fods tog på kræfterne.

Natasha Andersen var, som de andre frivillige i Balkans Relief, på arbejde om natten, fordi de etablerede nødhjælpsorganisationer gik hjem efter fyraften. Særligt om natten var det bidende koldt med minusgrader, men alligevel skulle flygtningene videre i nattemørket for at komme med busser, som gik 3,5 kilometer på den anden side af grænsen.

Natasha Andersen gik med dem, på en sti af grus, med jernbaneskinner til den ene side og marker til den anden, og uden nogen form for belysning.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Natasha Andersen med nogle af de vanter, som hun var med til at dele ud til flygtningene om natten

»Folk gik, rullestole skulle skubbes. Børn og ældre gik sammen i bælgravende mørke i nattefrosten. Alle var helt tildækkede i tøj og tæpper for at holde varmen. Jeg bar en af familiernes sorte sække, den var meget tung, og jeg forsøgte at sætte mig ind i deres situation. Man kommer til at føle en stor solidaritet med de her mennesker ved at få dem ind på livet,« siger Natasha Andersen.

Børn og gamle måtte gå i nattefrost

Børnene havde ofte kun sandaler på, når de ankom med deres familier til Tabanovce. Alligevel skulle de gå.

Derfor blev det også en prioritet for Balkans Relief at købe støvler til børn. Og frakker til dem. Det var helt nødvendigt.

Flygtningene havde også mange spørgsmål.

»Udover tøj gav vi dem varm te, og vi gav dem information. Der var fx det banale spørgsmål om, hvor de egentlig var henne i Europa? Vi hjalp dem også med at skaffe varmt vand til modermælkserstatning eller med at demonstrere, hvordan de skulle montere bæreselerne til deres babyer inden gåturen,« siger Natasha Andersen.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Endnu flere flygtninge ankommer til Tabanovce om natten

Et spørgsmål havde hun det særligt svært med.Og hun blev spurgt om det flere gange.

»Flere ville gerne vide, hvilket land, vi mente, der var bedst for dem at tage til. Jeg kunne ikke svare på det, for som jeg ser det, er der sket et strukturelt svigt i Europa, som er meget udbredt, og derfor blev jeg helt tung om hjertet, når jeg fik det spørgsmål,« siger Natasha Andersen.

Planlægger allerede næste tur

Natasha Andersen var i Makedonien i ti dage fra 10. december, inden hun fløj hjem den 22. december først til London for at hente sine ting, og derefter den 23. fløj hun videre til sin familie i Danmark. Efter julen skulle hun læse til eksamen, og først nu halvvejs inde i januar har hun tid at tænke over det arbejde, de lavede dernede.

»Det er helt klart, det har været en skelsættende oplevelse, fordi det er noget, vi hører meget om i medierne, og som mange tager stilling til på baggrund af andenhåndsfortællinger. Jeg havde selvfølgelig også mine meninger, før jeg tog af sted, men at stå ansigt til ansigt med de her mennesker og på mange måder mærke nogen af de samme ting som dem, den bidende kulde, mørket, uvisheden, gør, at man får en forståelse,« siger hun.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

medarbejdere fra Balkans Relief sammen med nogle flygtninge både børn voksne på Tabanovce banegård ved siden af flygtningelejren

I Balkans Relief har de allerede snakket om at lave en tur til, når de er kommet over deres eksamener. Næste gang har de til gengæld nogle fordele.

»Nu har vi allerede netværket. Næste gang ved vi, hvor vi skal tage hen, og hvor vi kan købe nødhjælpen til de billigste priser i Makedonien. Desuden har vi noget materiale til at vise, at vi kan noget, så det bliver nemmere at lave fundraising og for folk at stole på os nu,« siger Natasha Andersen.

Næste gang vil hun arbejde fra Center for Sundhed og Samfund (CSS) på Københavns Universitet med at arrangere en tur. Her vil hun lave en underafdeling af Balkans Relief, og mange studerende har allerede vist deres interesse for at være med.

Hun håber, det bliver til mere end det.

»Det er vigtigt for mig, at projektet kan inspirere andre ved at demonstrere, at vi studerende har mange ressourcer og kan udrette meget, når vi gør det sammen,« siger Natasha Andersen.

James Bonham og Natasha Andersen

anfj@adm.ku.dk

Annonce

Seneste