Stolthed og fordomme på Parade

Jacob Bojsen har netop afsluttet sin kandidatuddannelse på Teatervidenskab med specialet ‘Skrækscenarium eller Slaraffenland’ hvor han lavede en analyse af Copenhagen Pride Parade som performance.

Ud over at være et interessant emne og et overset forskningsfelt havde specialet en særlig betydning for Jacob fordi han her fik mulighed for at tage nogle problematikker op som han hele sit liv har stået overfor.

»Både i folkeskolen og i gymnasiet var der en helt klar måde man opførte sig på, en måde man legede på, og når man var et køn, ja, så skulle man agere på en bestemt måde og være på en bestemt måde over for det modsatte køn.

Det passede ikke på mig, og jeg faldt derfor udenfor. Det har været med til at gøre mig opmærksom på hvor meget disse mønstre omkring køn, seksualitet og identitet er indgroet i os alle sammen, helt ubevidst,« fortæller Jacob.

Han anvendte sit fag teatervidenskab og kurser i kønsteori som han havde taget på andre institutter til at sætte fokus på Copenhagen Pride Parade.

Paraden er en årlig begivenhed i København der fejrer andre seksualiteter end den heteroseksuelle for at gøre opmærksom på at minoriteterne stadig findes, og at de stadig ikke nyder alle de samme rettigheder som heteroseksuelle.

Det var først i 1996 at den første Pride Parade kom til København. Pride Paraden stammer fra New York tilbage i 1960’erne.

Her blev de homoseksuelle udsat for grov hetz fra politiet side når de befandt sig på byens barer eller bare gik på gaden. Men den 28. juni 1969 havde de fået nok og gik til modangreb på politiet, og efter flere dages hårde kampe endte det med at de fik overmandet dem.

Kampene fandt sted på baren Stonewall Inn på Christopher Street i New York. Den 28. juni blev derfor kaldt Christopher Street Day og blev året efter markeret med den første Pride Parade.

Begivenheden er således gået over i den homoseksuelle historie hvor den er blevet symbolet på kampen imod uretfærdighed og marginalisering.

Anderledeshed flashes
Jacob har aldrig selv deltaget i Copenhagen Pride Parade, men stillede sig op med kamera og blok som tilskuer da han skulle skrive sit speciale. Han noterede ned hvordan paraden forløb, hvordan den tog sig ud, og hvordan der blev reageret på den fra de øvrige tilskueres side.

»Min motivation for at tage fat i det her emne skyldes min lyst til at påvirke verden i retning af et mere inkluderende og accepterende sted. Det er det store ideologiske projekt, men ideologi skal være brugbart og håndterligt.

Derfor ville jeg finde en begivenhed hvor ‘anderledeshed’ blev vist frem for verden. Jeg kunne med paraden undersøge hvordan verden reagerer på det anderledes, og hvordan de anderledes reagerer på verden.

Egentlig kunne jeg have taget alle mulige andre begivenheder, for faktisk synes jeg at det mest interessante er måden hvorpå vi mennesker håndterer ‘det ukendte’, det vi ikke forstår eller genkender.

I specialet er jeg så vildt interesseret i en af de allermest fastlåste kategorier i vores verden, nemlig køn og seksualitet hvor jeg ville undersøge hvorfor vi er så bundet op i de kategorier. Hvorfor vi afskriver hinanden som tiltrækningsobjekter på grund af køn og seksualitet? Kan man ikke godt se det flotte i en af samme køn? Eller det modsatte? Hvorfor vil samfundet have at vi alle skal være et af to køn? Det er det underliggende tema i mit speciale,« fortæller Jacob.

Se giraffen
Ved Copenhagen Pride Parade fremstilles seksualitet langt mere eksplicit end det ellers er normen for opførsel i det offentlige rum i Danmark:

Bar hud og homoseksuelt begær udstilles åbenlyst, og mange deltagere er klædt ud som det modsatte køn eller noget helt tredje.

»Ved at fremstille anderledes former for køn og seksualitet bliver Copenhagen Pride Parade kritisk over for hverdagens syn på køn og seksualitet. Brugen af udklædninger for det modsatte køn indikerer at det stadig er et kontroversielt emne at bytte køn eller at fremstille køn som værende flydende.

Copenhagen Pride Parade kan således ses som en ventil der giver luft for hverdagens undertrykkelse. At der er behov for en sådan ventil, må betyde at homo-, bi- og transseksuelle stadig ikke er fuldt ud accepterede i det danske samfund,« fortæller Jacob.

Op til hvert års Copenhagen Pride Parade opstår der debat i de danske medier. Det er spørgsmålet om hvorvidt paraden er til gavn og afføder større forståelse for de homoseksuelle som skaber debat. Eller om den er til direkte skade for de homoseksuelle fordi de bliver fastholdt i de gamle kategorier som de netop forsøger at gøre oprør imod. Den debat tager Jacob op i sit speciale.

»Jeg mener at paraden har en berettigelse hvis der er nogen der har behov for at den er der. Paraden er et fedt udtryk for at nogle mennesker står sammen og udtrykker noget. Og jeg bliver opmuntret af den på samme måde som jeg bliver opmuntret af demonstrationen 17. maj i år.

Men personligt kan jeg ikke stå inde for paraden fordi den virkelig eksplicit benytter de identitetskategorier som jeg vil lægge fra mig. Jeg kan ikke lade være med at føle at der er lidt zoologisk have over paraden.

Og det ville være fedt hvis den viste noget mere innovation og skabte et helt nyt koncept for dens afholdelse. Og det synes jeg jo i bund og grund fordi jeg vil fjerne kategorierne som den tager for givet.

Men når nu de kategorier er her, og vi må forsøge at manøvrere rundt i dem, så mener jeg at paraden burde være meget mere eksplicit politisk, radikal og vise sider af mennesket der ikke kun er pæne, glamouragtige, mærkevaretilbedende eller heteronormativt efterlignende.

Jeg synes at paraden skulle ændre tema hvert år, og så fokusere på noget bestemt som den ville arbejde med. På den måde kunne den engagere sig i sin omverden og tage fat i konkrete problemstillinger,« mener Jacob.

Nyt syn på verden
Jacob er vokset op i en landsby mellem Århus og Viborg hvor han i folkeskolen oplevede nogen modstand på grund af sin måde at være på. Men i sit voksenliv i Århus og København har han ikke oplevet nogen ubehagelige hændelser.

»Det har selvfølgelig præget mig at jeg er vokset op uden at kunne se nogle børn eller voksne der var som jeg følte mig. Derfor anstrenger man sig da for at være som alle andre og for at ligne dem som man kender.

Og netop derfor tror jeg at man har behov for at opsøge miljøer hvor folk ligner en selv eller i hvert fald accepterer hvem man er. Det har jeg også gjort. Jeg har altid bevæget mig i kreative miljøer, og de venner som jeg har haft længe, er jo netop dem jeg har kunnet vedligeholde forbindelsen med selv om vi måske var forskellige på mange områder.

For det der kendetegner et godt venskab, er ikke at man nødvendigvis ligner hinanden eller har samme seksuelle observans, men det at man accepterer og respekterer hinandens forskelligheder. Og det tror jeg netop er humlen ved frisindet.

Det nytter ikke noget kun at kunne acceptere dem der ligner en selv. Engang imellem bliver man også nødt til at høre efter hvad andre mennesker siger. Mennesker som umiddelbart er langt fra en selv, for måske har de værdier der kunne udvide ens eget syn på livet,« siger Jacob.

Køn i teatret
Specialearbejdet har fået Jacobs øjne op for nogle muligheder der tidligere har føltes som begrænsninger, og han ønsker nu at engagere sig mere i arbejdet med at påvirke de bevidstløse kategoriseringer som det er alt for let for os alle sammen at foretage for at holde sammen på vores verden. Og det gælder ikke kun i forhold til homoseksuelle, men i forhold til alle aspekter af vores både offentlige og private liv.

»Der hæftes mange latterlige etiketter på homo’er, bi’er og trans’er. Men endnu vigtigere: De hæftes på os alle sammen. På kvinder, mænd, gamle, unge, børn, alle! Det skal vi tage fat i. Uanset hvem og hvad man er, så skal man reflektere over de kategorier som man anvender på sig selv og på andre.

Men det begynder med en selv. Hvis man er utilfreds med den måde man bliver behandlet på, må man gøre noget. Så handler det blot om at finde sit eget forum hvor man føler at man kan påvirke noget i en retning som man kan stå inde for,« siger Jacob.

Selv har Jacob valgt at tage udgangspunkt i teaterverdenen da det er hans fagområde.

»Der hvor jeg håber på at kunne bidrage er ved at skrive om emnet. Forhåbentlig inden for universitetets verden, men også gerne i verden uden for.

Jeg holder flere foredrag om Queer teori og et udvidet syn på køn og seksualitet. Min vinkel er netop hvordan disse tanker kan indarbejdes i teatrets verden. For selv inden for teaterverden, som ellers går for at være kreativ og nyskabende, er der langt imellem de køns- og seksualitetsmæssige lyspunkter. Både i forbindelse med forestillinger, men også på det administrative og politiske plan.

I teaterverdenen er der stor tradition for at det er mænd der bestemmer, mænd der instruerer og heteronormative historier der fortælles. Jeg tror slet ikke at man er bevidst om at verden, teatret eller historierne kunne fortælles anderledes.

Vi er så fedtet ind i kategorier og kasser at vi ikke kan forestille os en forestilling, hvor fx Romeo og Julie blev spillet af to mænd. For så ville det straks blive en ‘bøsseforestilling’, og så ville mange mennesker vælge den fra fordi de ikke mener at de kan leve sig ind i bøssers verden. Og det kan jeg så fortælle at det kan man godt. Man kan godt leve sig ind i andre seksualiteter end sin egen. Jeg har næsten ikke bestilt andet hele mit liv,« fortæller Jacob.