Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Uddannelse
UDLANDSOPHOLD – Danske studerende viser stor interesse for at studere ved det nye Sino-Danish Center i Kina. Tidligere har det ellers været svært at lokke danske studerende på studieophold i BRIK-lande, så centerets danske direktør er begejstret.
76 håbefulde danske studerende har netop ansøgt om optagelse på de fire kandidatuddannelser, som udbydes på det dansk-kinesiske Sino-Danish Center i Bejing fra september 2012. 1. maj får de studerende at vide, om de er blevet optaget.
Det har ellers traditionelt været svært, at få danske studerende lokket til at tage deres udlandsophold andre steder end ved vestlige universiteter. Senest har Uddannelsesministeriets evaluering af udlandsstipendieordningen vist, at flere end 90 procent af de danske studerende, der tager en kandidatgrad i udlandet, valgte vestlige lande.
Det har tidligere været muligt at studere i Kina, men kun få danske studerende har benyttet sig af muligheden. Og det til trods for erhvervslivets – grundet Kinas position som vækstland – store interesse for kandidater med viden om og forståelse af kinesisk kultur.
Derfor er Hans Gregersen, dansk direktør for Sino-Danish Center også begejstret for den store interessse. I en pressemeddelelse siger han:
»Antallet af ansøgere viser, at det er muligt at knække koden for studentermobilitet. Succesen skyldes en målrettet indsats fra SDC-sekretariatet i samarbejde med de enkelte universiteter. Danske studerende har vist sig særdeles interesserede i muligheden for at læse i Kina og Sino-Danish Center er glade for at stå over for at sende så mange studerende af sted.«
Sino-Danish Center er et samarbejde mellem de otte danske universiteter og Graduate University of Chinese Academy of Sciences. Centerets fire kandidatuddannelser – ’Neuroscience & Neuroimagining’, ’Innovation Management’, ‘Public Management & Social Development’ og ’Water & Environment’ – er alle specifikt udviklet til at udnytte synergieffekter mellem dansk og kinesisk forskning. Og det er disse synergieffekter, som de kommende danske studerende sammen med deres kinesiske studiekammerater vil kunne nyde godt af.
Og det vil dansk erhvervsliv også på længere sigt, siger Mads Lebech, administrerende direktør i Industriens Fond:
»For danske virksomheder er det forbundet med betydelige udfordringer at knække koden til succes i Kina og på de øvrige asiatiske vækstmarkeder. Dansk industris konkurrenceevne bliver stærkere, når virksomhederne har adgang til de rigtige uddannelsesmæssige og menneskelige kompetencer. Samarbejdet omkring Sino-Danish Center, er en gevinst for både de studerende og virksomhederne. Men også hele forskningssamarbejdet giver værdi hjemme på universiteterne i Danmark.«
Læs mere om centeret og dets uddannelser her
nicklas.lund@adm.ku.dk