Stormen mod ’Grønlands hvide guld’ bidrager til en frygtkultur blandt forskere

Gennem mine halvtreds år som forsker har jeg aldrig oplevet så monstrøs, voldsom, ophedet og til tider nærmest skinger en debat som den, der har udspillet sig i kølvandet på dokumentaren om ’Grønlands hvide guld’.

Min egen forståelse af forskning bygger et habermasiansk ideal om »det bedre arguments ejendommelige tvangløse tvang«. Man kan ikke just sige, at dette ideal har præget debatten. Måske finder man det i virkeligheden i højere grad i selve dokumentaren?

Fortjener tak og ros

Filmen fortjener i hvert fald tak og ros for at have gjort opmærksom på et meget betændt problem, som tydeligvis har været forsømt i forskningen. At forsøget så løb af sporet, kunne nok have været undgået set i bagklogskabens lys, blandt andet med bedre faglig rådgivning.

Dokumentaren er ikke forskning, men emnets kompleksitet kræver viden fra en bred vifte af forskningsfelter: historievidenskab, økonomisk historie, teorier og forskning om demokrati og kolonimagt, om ret og retfærdighed, kulturvidenskab og sociologi med videre.

Jeg har ikke overblik over, hvor megen grønlandsforskning der findes inden for disse felter. Noget findes, men debatten har næsten udelukkende været domineret af økonomer, særligt om omfanget af det samfundsøkonomiske udbytte af kryolitminen for henholdsvis Danmark og Grønland. Inden for det område er relevant forskning øjensynligt meget begrænset.

Afpubliceret efter pres

Debatten har i hvert fald ikke søgt at bringe bedre svar på spørgsmålet om udbyttets størrelse. Den har snævert fokuseret på at skyde på dokumentarens tal på 400 milliarder kroner for salgsindtægterne ned. Ifølge dominerende medier har snart sagt samtlige økonomer fundet tallet »vildledende«, »løgnagtigt«, »chokerende«, »som at høre Donald Trump« og lignende.

Kampagnen og den efterfølgende afpublicering er åbenlys vold mod det oplyste demokrati

Og så blev dokumentaren afpubliceret. Den ikke længere tilgængelig. En chef blev fyret. Det skete efter et voldsomt pres, der fik karakter af en kampagne i samspil mellem et antal kendte økonomer, herunder nuværende og tidligere medlemmer af Det Økonomiske Råd samt Berlingske, Jyllands-Posten, Weekendavisen og flere folketingspolitikere fra den borgerlige fløj. Kampagnen fik i nogle tilfælde karakter af mobning, nedgøring, ja, den fik sågar karakter af gabestok for de medvirkende.

Kampagnen og den efterfølgende afpublicering er åbenlys vold mod det oplyste demokrati. Det leder tanken hen på censur og på pavemagtens Index Librorum Prohibitorum, bøger som ingen måtte læse. Ingen kan nu få mulighed for ved selvsyn at danne sig en mening om dokumentarfilmen.

Det er min klare opfattelse, at det var det politiske pres gennem medierne snarere end en faglig vurdering, der var årsag. De grunde, der blev givet for nedtagningen, kunne let have været klaret med rettelser og forklaring i en indledning til udsendelsen. Det er ikke et oplyst demokrati værdigt.

Ikke et dækkende billede

I mediestormen kunne man få indtryk af nærmest total enighed blandt økonomerne, og kun få og perifere dissidenter. Det er imidlertid langt fra et dækkende billede. Jeg bringer her nogle udvalgte aviscitater, blot som illustration.

»Man kan ikke afvise, at Danmark har haft betydelige økonomiske fordele af kryolitminedriften, og jeg synes, at det ville være godt for både Danmark og Grønland, hvis også økonomerne åbent erkendte det.« (Professor emeritus i økonomi Katarina Juselius, Information, 19. februar 2025).

Dokumentarens valide og vigtige hovedpointe gik tabt og kan nu ikke længere tilgås. Det har forvoldt skade på informations-friheden

»Man kan således ikke udelukke, at det endelige tal ville blive større målt i nutidsværdi end de 400 milliarder kroner. Omvendt kan man heller ikke udelukke, at det endelige beløb ville være blevet væsentligt mindre på grund af negative effekter som forhøjet omkostningsniveau. Men egentlig er det temmelig uinteressant, om tallet er 100 milliarder eller 600 milliarder kroner.« (Professor emeritus i økonomi Bengt-Åke Lundvall, Information, 17. februar 2025).

»Kryolitten har skabt en kæmpe værdi i Danmark. […] Der er ingen tvivl om, at det er et meget stort tal. Måske har det endda været større end de 400 milliarder kroner, men jeg har ikke udtalt mig om det.« (Lise Lyck, Berlingske, 13. februar 2025).

»Kryolitten blev uretmæssigt beslaglagt, forekomsten blev udtømt med kolonial magtanvendelse. Der var ingen grønlandsk deltagelse i beslutningerne, og derfor er der ikke tale om et forretningsmæssigt regnestykke.« (Hermann Oskarsson, økonom, fhv. formand for Færøernes Økonomiske Råd, Information, 19. februar 2025.)

Medansvar for frygt og selvcensur

Alligevel syntes det at være den modsatte fløj, der fik langt den største mængde taletid. Og resultatet blev altså, at dokumentarens valide og vigtige hovedpointe gik tabt og nu ikke længere kan tilgås. Det har forvoldt skade på informationsfriheden og ytringsfriheden for dem, der medvirkede i dokumentaren.

Formanden for Det Økonomiske Råd Carl-Johan Dalgaard har heldigvis et ansvarsbevidst udsyn og har foreslået, at der sættes midler af til at gennemføre en historisk-økonomisk udredning om pengestrømmene mellem Grønland og Danmark. Det bør ske i regi af det grønlandske selvstyre og Grønlands Universitet ved en bredt sammensat gruppe af forskere.

Det vil være noget mere gavnligt for en tillidsfuld dialog end den stribe af angreb, som har medvirket til nedtagningen af dokumentarfilmen. Effekten her bliver en forstærket frygtkultur og selvcensur blandt forskere, der – ikke uden grund – findes i forvejen.

Jeg har været i kontakt med en række forskere, der har besluttet at undgå medier og offentlighed, for eksempel ved kun at kommunikere i udenlandske tidsskrifter, og i nogle tilfælde også ved at undgå vigtige, men politisk følsomme emner.

De økonomer, der fører an i den rå tone som her, har et medansvar for den udvikling.